Tre gange har jeg nu pillet en rede under konstruktion ned i kolonihavehuset. Samme sted, over døren ind til køkkenet.
Eller ’jeg’ og ’jeg’ … ret beset har jeg kun selv gjort det én gang, ellers har jeg fået Morten til det. Men altså, tre gange, samme sted. Første gang var, da jeg trak skatkortet, anden gang var en uges tid senere, hvor solsorten var gået i gang igen, men kun havde nået at støbe fundamentet, hvorfor jeg selv godt turde pille redeligheden ned. Tredje gang var i formiddags, da vi var forbi med et par plantesække. Det var det mest omfattende byggeri hidtil, men heldigvis havde jeg min helt med til at fjerne det, og heldigvis var der ikke lagt æg.
Men det må høre op! Der er IKKE givet byggetilladelse, og det bliver der heller ikke. Som vagtværn har jeg genansat en gammel kending, som ellers var sendt på pension på grund af uduelighed.
Skræmmeuglen!
Den var aldrig pengene værd, skønt den fik flere chancer, end rimeligt var. Find vagtuglens tvivlsomme CV her, her og her.
I flere sæsoner har den stået gemt væk på en hylde i kolonihavehuset, faktisk lige over for solsortens drømmebolig. Nu har jeg imidlertid trukket uglen helt frem i frontlinjen som den centrale og upassérbare forsvarskæmpe. Solsorten må IKKE komme ind på den byggegrund igen. Jeg bekriger fugle med fugle!
Men det er SIDSTE chance! For både uglen og fuglen!
