Øreflipper
Mine øreflipper er store og kødfulde.
…
Hold nu op, det er en mærkelig sætning at indlede med, nu jeg ser den. Ikke desto mindre er det sådan, mine ørers anatomi er. Der er god plads til huller i mine øreflipper, og der har været huller, siden jeg var 14 år. Da tog jeg sammen med Anders og Flemming, et par andre (øre)flippere fra klassen, til Odense for at få lavet huller i ørerne. Jeg kan ikke huske, om min mor kørte for os, eller om vi tog rutebilen. Jeg hælder mest til, at vi var af sted på egen hånd. Med tilladelser hjemmefra selvfølgelig.
Jeg fik hul i begge ører, Anders havde hele tiden kun villet have hul i det ene øre, for det syntes han var sejt. Flemming fik kolde fødder, og det forplantede sig helt op til ørerne, så han vendte hjem lige så hel, som da han tog hjemmefra.
Om han siden har fået perforeret sine øreflipper eller har fået andre piercinger, har jeg ingen anelse om, og jeg ved heller ikke, om Anders stadig går med en kæk ring i det ene øre. Men selv har jeg gået med øresmykker lige siden og holdt hullerne ved lige i samtlige 44 år.
44 år lyder også mærkeligt. Det er mange, og er det virkelig så længe siden, jeg var 14? Ja, det er det.
Men hvad sker der for ørerne med årene? Jeg synes, hullerne har flyttet sig – som om de er sunket nedad. Eller også har placeringen bare aldrig egnet sig til alle slags smykkedesign. Når jeg bruger ørestikker formet som mellemstore kugler, sidder de temmelig langt nede på flippen. Næsten ude af flippen. Hvis man vil undskylde mig sammenligningen, er det lidt som brystvorterne på et par hængebryster. Jeg er ikke tilfreds med det.
Man kunne måske godt forestille sig, at guldsmeden, der skød hul, kunne have sigtet lidt højere, når der nu er så meget plads.
Hvor vil jeg hen med det?
Jeg ved det ikke. Måske skal jeg engang få skudt ved siden af. Få et tillægshul med et bedre center.
Eller bare leve med det.
