28. maj 2018 | den store bunke |
Vi har haft en helt, helt fantastisk tur i det sydvestlige USA og er vendt hjem, topbegejstrede og fuldstændigt mættede af ubeskrivelige indtryk. Vores billeder indfanger kun en brøkdel af de storslåede naturscenerier, vi har set med vores øjne, og vores ord kan aldrig beskrive de oplevelser, vi har følt og mærket på vores krop, så andre forstår det.
Man skal faktisk have været der selv.
Vi har gået fem vidt forskellige trails i løbet af de seks vandredage, vi har overnattet ude to gange. Det har været smukt, råt og stort. Vi har set uendelige vidder, gået i smalle kløfter med majestætiske røde klipper højt til begge sider, vandret i golde ørkenlandskaber, der pludseligt åbenbarede smaragdgrønne bassiner og fossende vandfald. Vi har klatret op af umenneskeligt stejle stigninger, haget os fast i stenblokke og passeret stikkende krat på vejen op til de højeste toppe for at nyde overvældende udsigter og blussende solnedgange.
Vi har været i Arizona. Og lidt i Nevada.
Vi har faktisk overhovedet ikke været i Utah, som planen ellers var. Det var noget med, at vejret var bedre sydpå, og vi ville hellere have nogle gode varme vandredage end trækkes med skydække og ærgerligt vejr, og der var altså større sikkerhed for godt vejr i Arizona. Sagde Niels Ole, som arrangerede turen, og han besluttede løbende, hvor vi skulle videre hen, når én trail var tilbagelagt. I virkeligheden lagde han sig nok først fast på i flyet derover, om vi skulle køre sydpå eller nordpå fra Las Vegas, hvor vi landede.
Selv om jeg selvfølgelig havde glædet mig til Utah, fungerede det godt, og vi var fuldstændigt trygge ved stort set ikke at vide, hvad næste træk ville være, eller hvor vi skulle sove, spise eller gå. Og selv om vi havde vidst det, kunne planerne sagtens blive ændret fra det ene øjeblik til det næste. Vi blev ret vant til “Prøv og hør, vi gør lige noget andet”. Og det var fint.
Utah, Arizona … naturoplevelser fik vi til fulde. Jeg har aldrig oplevet noget magen til, og jeg ville aldrig have kunnet forberede mig på de oplevelser, jeg fik. Hverken strabadserne eller belønningerne for anstrengelserne. Noget af det var godt nok hårdt, og jeg er egentlig glad for, at jeg gik ind til det uden at kende omfanget af de kræfter, den sejhed og råstyrke, jeg skulle mobilisere undervejs.
Vi kørte altså mod syd og bevægede os i området Kingman, Flagstaff, Sedona og Phoenix sydøst for Las Vegas. Vi gik følgende trails:
Turtlehead Peak, Red Rock Canyon, Nevada.
Aspen Peak, Hualapai, Arizona.
West Fork Trail, Oak Creek Canyon, Arizona
Fossil Creek ved Camp Verde, Arizona
Flatiron, Superstition Mountains, Phoenix, Arizona.
Her kommer en lille billedkavalkade, og ja, det er kun en fattig genspejling af, hvad mine øjne har set. Men det findes derovre og kan opleves, hvis du kommer på de kanter. Og det er for resten også kun første halvdel af dokumentationen. Resten kommer en af dagene. Du kan nemlig heller ikke rumme det hele på én gang.
Værsågod at drømme.
Turtlehead Peak
Aspen Peak
West Fork Trail
16. maj 2018 | den store bunke |
Hvorfor har vi ikke kørt vores biler ind i carporten? Hvorfor er de bare smidt lige ude foran?
Ja, det skyldes jo, at når bukkejagten går ind om onsdagen, og jægeren tager på udlandsrejse om fredagen, er der ikke levnet ham mange muligheder for at stå op midt om natten og sætte sig ud i et tårn inden daggry og vejre jagtlykke, – får han ram på noget, skal der jo også være tid til slagtning.
Der er faktisk kun en enkelt dag at gøre rigtig godt med. Jægeren drog ud i morges med årvågne øjne og sigtekornet indstillet på buk. Og ramte. Bum.
Dyret hænger i carporten.
Derfor.
13. maj 2018 | den store bunke |
Sådan sagde Birtes bedstemor altid, fortalte Birte, da hun og jeg var i kibbutz sammen for mange, mange år siden. Og selv om det er næsten lige så mange år siden, jeg sidst har set Birte, havde hendes bedstemor fat i noget. Man ser bedst, når man bruger øjnene.
Billederne her er taget med to dages mellemrum. På billedet til højre er syrenerne sprunget helt ud og står som kraftfulde hvide lys og udsender deres karakteristiske stærke duft.
Sikke en fart naturen har på lige nu! Det hele pibler op og frem, og med den fart skal det nok lykkes ALT i køkkenhaven, også ukrudt, at stikke af fra mig, mens jeg er i Utah.
Og dér var mit stikord: Nu er der ikke mange dage til. Jeg glæder mig til det hele. Når vi efter første flyskift flyver ud af Europa, er resten nyt for mig. Jeg har ikke prøvet så lang en flyrejse før, jeg har aldrig været i USA, jeg har ikke … ja, der er meget at nævne. Men jeg HAR prøvet at vandre og sove i telt og lade være med at vaske mig i en uge, og det glæder jeg mig også til.
Den hjemmeværende er ved at blive instrueret i at holde hus, mens vi er væk. Det indebærer blandt andet at slå græs, vande blomster og udvise sund fornuft – listen er ikke ret lang, og ingen har grund til at føle sig overlistet.
Vi gør selvfølgelig også, hvad vi kan for at efterlade det hele i orden. Jeg har for eksempel sørget for, at kolonihaven er så i orden, som den nogensinde bliver. Det er lige NU, det gælder om at nyde synet af stort set intet ukrudt.
Kig ned et øjeblik og værs’go’ og nyd.
11. maj 2018 | den store bunke |
Jeg gik til kolonihaven i dag. Altså gik, som i spadserede, som i vandrede på mine fødder de fire kilometer. Altså lod både bil og cykel stå hjemme, tog ranselen på ryggen – med madpakke og andre fornødenheder – og tilbagelagde strækningen til fods.
I kolonihaven gjorde jeg dejlige ting som at slå græs, luge, drikke kaffe, plante hokkaido- og squashplanter (fra nu er nattefrost lyst i band!) og beundre mit værk.
Bagefter vandrede jeg hjem igen. På vejen gik jeg ind i en butik og købte 2 kilo mel og et stort stykke ost, for det manglede vi hjemme, og sådan en type er jeg, at jeg tænker på den slags. Jeg købte også lidt sødt til gåturen, for det trængte jeg til.
Det viser sig, at jeg er typen, der når at kværne tre chokoladebarer, inden jeg gror en rygrad.
8. maj 2018 | den store bunke |
I den seneste time har der kørt noget melodigrandprixsemifinale i mit fjernsyn. Jeg kan ærligt sige, at jeg ikke har hørt efter en eneste sang og derfor ikke kan sige, hvilke lande der er favoritter til at vinde eller forsvinde. En gang imellem kigger jeg op, og der er ikke noget, der kan holde mig fanget, selv om Ole Tøpholm er begejstret som altid.
Hvad laver jeg da? Hvorfor slukker jeg ikke?
Forskelligt. Og tjah.
Først læste jeg i et friluftsmagasin, der var lagt med i en pakke med endnu et stykke vandreudstyr, jeg har købt.
Så var der noget med at få skrevet lister over ting, jeg skal huske at gøre. Og gøre nogle af dem.
Der gik også noget tid med at undersøge, hvorfor mine iPhone-fotos er begyndt at blive navngivet med IMG_ og et nummer i stedet for år-måned-dato-klokkeslæt. Jeg kan bedre lide sidstnævnte, men jeg fandt hverken ud af, hvorfor navngivningen er ændret eller hvordan jeg selv laver det om. Nogen?
Og så var jeg lige ude og snuse i min aftenhave. Den dufter godt, og jeg huskede at vande krydderurterne. Der er oregano, koriander, mynte og rosmarin. De kan lide at være hos os, ser det ud til.
Egentlig havde jeg en grafisk opgave, jeg ville have kigget på, men det er da ikke sikkert, jeg når at få gang i den i dag.
Sådan kan man nemt fylde en aften ud med … tjah, forskelligt.
6. maj 2018 | den store bunke |
Nu begynder det at ligne noget med alt vores outdoor-udstyr. Vi har nye ultralette, superkomprimerbare soveposer, nye ditto liggeunderlag, nye rygsække, foruden nye uldstrømper og t-shirts af superuld. Det var egentlig ikke meningen, det skulle være sådan. Vi havde det meste, vi kunne låne meget og skulle kun nyanskaffe ganske lidt, mente vi i begyndelsen.
Men det har bare været en øjenåbner at lukke op til de seneste 30 års udvikling af friluftsgrej. ALT er blevet lettere, mindre, mere åndbart og optimeret på ALLE måder. Og da vi kun rejser med håndbagage til USA, er vores udstyrs fylde og vægt blevet vigtige parametre. Derfor har vi investeret i nye, lækre sager.
Og nu er vi ved at være der. Dagens godt fire timers vandring med henholdsvis 11,5 og 14 kg i sækkene bekræftede, at det bli’r godt.
Det var Dollerup Bakker og Hald Sø, der var turens smukke rammer med solskin, nyudsprungne bøgetræer, klukkende vand, heste, primuskaffe og madpakke.
Ligner det ikke en prima dag?
Min sæk er på 40 liter, og i den har jeg sovepose OG liggeunderlag OG hovedpude, jakke, 1,5 liter vand, to madpakker og frugt. Så har jeg også et petanguespil (for vægtsimulering) og en stor sofapude (for at fylde). De sidstnævnte skal altså ikke med på den rigtige tur, men jeg har fået bekræftet, at der er plads nok i rygsækken, og at den sidder som den skal, også med vægt i. Jeg tror ikke, rygsækkene bliver tungere, end de var i dag. Der kan umulgt være noget mad eller tøj, der har så høj vægtfylde som petanguespillet og de to pakker søm og skruer samt Nudansk ordbog, som Morten havde i sækken.
