Morten slagtede et rådyr. Det eneste, jeg gjorde, var at vaske vildtposen, som dyret havde hængt i. Alligevel var det mig, der fandt en tæge i mit hår nogle timer senere. Ad.
Burde måske ikke spilde gysningerne på en tæge, som faktisk er et meget lille væsen. Snart befinder jeg mig i Costa Ricas jungle, og jeg ved, der er slanger. Jeg håber at undgå dem. Og at de er lige så uinteresserede i at møde mig som omvendt.
Der er også krokodiller. Det skulle være ferskvandskrokodiller, hvilket betyder, at man er i sikkerhed, når man bader fra stranden. Jeg satser på det.
Costa Rica, strand, bade. Det betyder badetøj i bagagen. Jeg har tænkt mig at tage min nyeste badedragt med. Jeg fik den, da jeg gik til babysvømning med Laura. Laura er 27.
Vi er flere på rejseholdet, der har gjort os tanker om badetøj, november og blåhvid hud. Jeg fortæller mig selv, at den æstetiske udfordring ikke er mit problem. Problemet bor hos de andre, der skal se på mig. Jeg behøver ikke gøre det.
I mange år har min mor på denne tid prikket til mig og påpeget, at jeg ikke har vinterdæk på bilen. Indtil jeg har bragt det i orden, forstås. Nu er min mor død, og jeg regnede med, at jeg bare selv kunne styre mine dækskift uden dårlig samvittighed. Havde ikke taget højde for emsig kollega, der har skiftet. Jeg gør det på lørdag. Nok.
Billedet er aftensmaden. Tærte med spinat, hytteost og rødløg med en salat af hjertesalat, avocado, tomat og orange peberfrugt. Det smawer værk’li’ godt, som min far ville have sagt.
Synes faktisk det klør i mit hår. Kan jeg også helt uforskyldt have fået lus?
Jeg gik til kolonihaven i dag. Altså gik, som i spadserede, som i vandrede på mine fødder de fire kilometer. Altså lod både bil og cykel stå hjemme, tog ranselen på ryggen – med madpakke og andre fornødenheder – og tilbagelagde strækningen til fods.
I kolonihaven gjorde jeg dejlige ting som at slå græs, luge, drikke kaffe, plante hokkaido- og squashplanter (fra nu er nattefrost lyst i band!) og beundre mit værk.
Bagefter vandrede jeg hjem igen. På vejen gik jeg ind i en butik og købte 2 kilo mel og et stort stykke ost, for det manglede vi hjemme, og sådan en type er jeg, at jeg tænker på den slags. Jeg købte også lidt sødt til gåturen, for det trængte jeg til.
Det viser sig, at jeg er typen, der når at kværne tre chokoladebarer, inden jeg gror en rygrad.
Nu begynder det at ligne noget med alt vores outdoor-udstyr. Vi har nye ultralette, superkomprimerbare soveposer, nye ditto liggeunderlag, nye rygsække, foruden nye uldstrømper og t-shirts af superuld. Det var egentlig ikke meningen, det skulle være sådan. Vi havde det meste, vi kunne låne meget og skulle kun nyanskaffe ganske lidt, mente vi i begyndelsen.
Men det har bare været en øjenåbner at lukke op til de seneste 30 års udvikling af friluftsgrej. ALT er blevet lettere, mindre, mere åndbart og optimeret på ALLE måder. Og da vi kun rejser med håndbagage til USA, er vores udstyrs fylde og vægt blevet vigtige parametre. Derfor har vi investeret i nye, lækre sager.
Og nu er vi ved at være der. Dagens godt fire timers vandring med henholdsvis 11,5 og 14 kg i sækkene bekræftede, at det bli’r godt.
Det var Dollerup Bakker og Hald Sø, der var turens smukke rammer med solskin, nyudsprungne bøgetræer, klukkende vand, heste, primuskaffe og madpakke.
Ligner det ikke en prima dag?
Min sæk er på 40 liter, og i den har jeg sovepose OG liggeunderlag OG hovedpude, jakke, 1,5 liter vand, to madpakker og frugt. Så har jeg også et petanguespil (for vægtsimulering) og en stor sofapude (for at fylde). De sidstnævnte skal altså ikke med på den rigtige tur, men jeg har fået bekræftet, at der er plads nok i rygsækken, og at den sidder som den skal, også med vægt i. Jeg tror ikke, rygsækkene bliver tungere, end de var i dag. Der kan umulgt være noget mad eller tøj, der har så høj vægtfylde som petanguespillet og de to pakker søm og skruer samt Nudansk ordbog, som Morten havde i sækken.
Vi træner til Utah. Lørdag tog vi den første træningstur MED oppakning. Vi puttede henholdsvis 11 og 14 kg i rygsækkene, snørede støvlerne og vandrede 8,5 km i noget af det smukkeste istidslandskab, vi har lige syd for Viborg.
I slutningen af maj skal vi på vandretur i to nationalparker i Utah sammen med 12 andre gode folk med gode ben. Dollerup Bakker er langt fra Grand Staircase-Escalantes foldede orange landskab, men man kan jo lige så godt kigge på noget pænt, når man går.
Det gik godt. Faktisk var det en supergod oplevelse. Benene summede lidt i aftes, men på en god måde, og vi oplevede, hvordan man kommer helt i zen, når man vandrer. Benene gør arbejdet, og hjernen er slået fra. Det er fantastisk.
Undervejs lavede vi kaffe og spiste frokost på en læfyldt solside med udsigt over Hald Sø. Ajmen, er det ikke pænt?
Ryg og skuldre er helt upåvirkede af belastningen, og det betyder, at rygsækkene passer og er indstillet, som de skal.
Det var for resten det her, der var i min: en dyne, en meget tung bog, vand, primus, kopper og frokost. I Mortens rygsæk var der to vattæpper og hele vores samling af Gyldendals røde ordbøger. Fordi: Dyner og tæpper til at fylde ud, så man kan pakke de tunge ting øverst og få tyngdepunktet så højt som muligt og så langt ind over kroppen som muligt.
Landet ligger sådan, at om cirka fem måneder putter vi vandrestøvlerne i rygsækkene, og når vi tager dem op og snører dem fast på fødderne, er vi i Utah.
Jeg ved ikke rigtigt, hvilken udtale jeg skal lægge mig fast på. Når jeg udtaler det Jutaarhh, kigger folk spørgende på mig, og når jeg prøver at sige det på en mere dansk måde, ser de på mig med et blik, der siger “Hvem Jutta?”
Men Utah. Det vestlige USA. Mormoner. Der hvor Donny Osmond kommer fra – hvis man er så gammel, at man kan huske ham. Nationalparkerne Canyonlands og Grand Staircase Escalante.
Det er netop i disse to nationalparker, vi skal vandre. Tre dage i den ene og tre dage i den anden, og der er rasende pænt begge steder. Se bare.
Det vil være rigtig godt at få trænet. At få gået. At få nogle kilometer i fødderne. Både fordi det vil komme os til gode, når vi går i gang derovre, og fordi det jo helt generelt er godt at røre sig. Vi er ikke fantastisk gode til at få det gjort.
Men i dag var en flot dag, og i dag gik vi otte kilometer.
Det er ganske vist ikke amerikanske kløfter og taffelbjerge, men få kilometer fra hvor vi bor ligger et meget smukt dansk istidslandskab med søer og bakker, og der gik vi ud.
