11. august 2013 | den store bunke |
Jeg sætter en ære i at bære farvekoordineret neglelak til 24 timersløbet. Så kan jeg da dét.
Vi er mange i Viborg, som er baldrede i dag. Vi har løbet rundt og rundt og rundt om Søndersø i 24 timer, og hvor har det været hyggeligt. Og hårdt. Og fedt. Og festligt. Igen. Der er slået rekorder, der er løbet langt, der er svedt, og nu har vi stive ben, og vores løbetøj er smidt til vask. Vi skal tidligt i seng, for nogle af os har ikke sovet så meget i nat.
Vi har fået lækker mad, masser af kaffe og sodavand, muffinsene er spist, både dem med blåbær og dem med squash. Det var om de sidste, Sigrid på 12 forundret sagde: “Altså, er det… grøntsagskager?”
Frem for alt har vi nydt hinandens selskab, heppet på hinanden og alle de andre, snakket med en masse venner og bekendte, som også var der, løbende eller tilskuende.
Vi glæder os allerede til næste år. Hvor nogle af os vil være i endnu bedre form.
De sidste meter. Foto: Morten Dueholm, Viborg Stifts Folkeblad.
9. august 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Hov, blev det nu en madblog? Næ, jeg bager bare til eftermiddagskaffen for mit hold til 24 timers løbet i Viborg. Det er årets hyggeligste folkeløbefestweekend, hvor vi løber stafet om Søndersø fra kl. 12 lørdag til kl. 12 søndag. Den falder altid samtidig med Skanderborgfestival, og jeg er ikke i tvivl om, hvor jeg helst vil være.
Der er tilmeldt 206 hold og 66 singleløbere, og jeg løber sammen med mine godeste venner på Guldsmed Norup-holdet.
Se Mortens dejlige film fra løbet sidste år HER.
Jeg har lovet at bage, og det bliver igen i år muffins. Eller som min mor siger: “Hvad er det nu de hedder, de der kager i papir…?”. Og så udtaler vi det med dansk u, som i mus.
Lidt senere så køkkenbordet sådan her ud. Den ene slags er med squash og valnødder og opskriften er HERFRA. Den anden slags er med blåbær og chokolade, og de kommer HERFRA, jeg har bare tilføjet hakket mørk chokolade.
Fik jeg sagt, at jeg glæder mig til weekenden?
8. august 2013 | den store bunke |
Måske var jeg lige lovlig hurtig til at rose mekanikeren i går. Det var Robin. I dag kom Batman til.
Toyotaen blev løftet til vejrs, og han gik rundt og lyste og bankede og kunne ikke se, at der manglede noget som helst. Heller ikke noget kappeværk på katalysatoren. “Blablabla?“, råbte Batman til Robin. “Blablabla”, svarede Robin. “Blablabla!”, konstaterede Batman, og det betød – vistnok – at der aldrig har siddet sådan en kappe, fordi blablabla.
Så kørte vi lettede ud i regnen igen.
7. august 2013 | den store bunke |
Jeg kørte omkring min mekaniker for at få et professionelt blik på, hvad det havde efterladt eller ikke efterladt, det plonk, vi hørte fra bilens bund i går, da vi kørte på motorvejen.
Jeg ved intet om biler, ud over at jeg har en. Der, hvor andre hjerner har bilviden, har min lagret fødselsdatoer på samtlige mennesker, der er passeret igennem mit liv og har nået at fortælle mig, hvornår de er født. Alle telefonnumre, jeg nogensinde har kunnet, ligger lige ved siden af.
Mekanikeren bukkede sig ned og kiggede ind under bilen og sagde: “Vi kan ikke få den op på nogen af liftene i dag, men jeg kan da se, der mangler en metalkappe over katalysatoren. Kom ind i morgen tidlig, så kigger vi på, om der er andet.”.
Bare ved at kaste et enkelt blik derind. Jeg bukkede mig også ned og kiggede. Uden at vide, i hvilken retning jeg skulle se. Og sagde han ’kappe’? Eller var det ’dæksel’? ’Plade’? Se, jeg har allerede glemt det.
Men tænk at kunne læse en undervogn bare sådan lige!
Ligesom dem der kan kaste et blik på et skærmbillede fuldt af koder og – ja, afkode, hvad der står, som om det var en helt almindelig tekst.
Og måske også lidt ligesom når arkitekterne, vi deler kontor med, kommer hen til mig og siger, at de har bøvlet og bøvlet med et eller andet i Indesign, som de bare ikke kan få til at virke, og jeg så siger en enkelt tastaturgenvej, som løser det.
Jeg kører i hvert fald hen til mekanikeren i morgen og føler mig helt tryg. Og tænker, at man vel sagtens kan køre rundt uden sådan en kappe. Dæksel. Plade. Cover. Whatever.
7. august 2013 | At have have, den store bunke |
I går var jeg og børnene på besøg hos min mor. En dag med meget kørsel, men det gjorde jeg gerne for at have dem alle tre med. Drengene og jeg hentede Laura i Aarhus på vejen til Fyn og afleverede hende samme sted på vejen hjem. Det gav lidt ekstra kørsel, at de har lavet om på noget frakørsel i Viby. Det vidste min gps ikke.
Mormor sad klar med frokost. Og ugeaviserne til at fordrive ventetiden med. Vi var lidt forsinkede, blandt andet fordi et sært bump under bilen havde fået os til at trække ind på en rasteplads for at se, om noget var raslet af. Men jeg ved jo ikke rigtigt, hvad jeg skal forvente, at der er derinde under, og bilen kørte godt nok med alle de sædvanlige lyde, så vi fortsatte. Må nok hellere svinge ind omkring mekanikeren i dag. Han kan sikkert bedre vurdere undervognstilstanden.
Jeg havde spurgt min mor, om der var noget, hun gerne ville have ordnet, nu vi kunne mønstre en flok gode hoveder og stærke arme. Hun ville gerne have flyttet kompostbeholderen væk fra udsigten fra køkkenvinduet og ind i hjørnet under udhænget, hvor den ikke spolerer skønheden, og hvor ingenting alligevel kan gro.
At flytte en halvfuld kompostbeholder lader sig ikke gøre. Den måtte tømmes. Jeg havde gode ideer til, hvordan det skulle gøres. Det havde min mor også. Det blev, som hun ville. Og det lykkedes, og hun var glad mange gange resten af dagen.
Da min mor flyttede ind i sit lille rækkehus for to år siden, var haven et tilgroet vildnis med halvhøjt græs over det hele. Hun gravede tørv af til staudebede og lidt urtehave. Se hvor fin den er nu. Fliserne har hun selv lagt. Jeg siger det igen: hun er 87.
I havehenseender tager jeg gerne imod ordrer fra min mor. Meget tit ved hun bare bedre.
4. august 2013 | den store bunke |
Det er godt at få sat flueben ved de beskæftigelser, som verden er bedst tjent med, at jeg ikke giver mig af med. En del er sorteret fra i løbet af mit lange liv.
Jeg skulle for eksempel ikke være fliselægger. Kunne man tydeligt se, dengang jeg lagde fliser, som børnenes sandkasse skulle stå på. Det var så ujævnt, at der piblede sand ud under kassen. Piblede er måske i virkeligheden et for blidt ord.
Jeg skulle heller ikke være astrolog. Kunne man se, da dén interesse blot efterlod en hyldefuld astrologibøger og en stak horoskoper, som jeg syntes, der var sjovere at udregne og tegne end at tolke.
Jeg skulle heller ikke være pædagog. Det vidste jeg allerede, da jeg i 2. real var i praktik i den lokale børnehave, hvor Brian J spyttede på mig, og jeg ikke måtte tegne tegninger til børnene, for det skulle de selv.
Jeg skulle heller ikke være sygeplejerske eller hjemmehjælper. I begge fag er man nødt til at røre ved folk. Det skal jeg ikke.
Nu har jeg også vinklet krejler/kræmmer/sælger af. Det skal jeg heller ikke gøre i. Jeg har gjort forsøg. Først var der bagagerumsmarked (det skrev jeg også om her), og bagefter slog jeg mig på salg på en lokal Facebookside. Jeg har solgt for 260 kroner, men jeg er tæt på at kaste håndklædet (eller sælge det for 15 kroner sammen med en hat og et par shorts. Anyone?). Det er så bøvlet. Først vælge ud og vurdere, om det overhovedet kan sælges, så fotografere, så prissætte, så lægge det op på siden og skrive en tekst, så holde øje med om der er nogen der reagerer, så korrespondere, så aftale endelig pris og afhentning. Det eneste gode er, at jeg kan sidde på min røv ved computeren (jeg har jo ikke smartphone) uden at skulle tage mig sælgeragtig ud.
Så hvis I vil handle, er det altså nu! Det varer ikke længe, inden jeg lægger resterne (98 % af hvad jeg lagde ud med at have) i poser og trækker dem hen i en af genbrugsbutikkerne og skruer et stort genbrugssmil på og siger “Jeg har noget til jer!”.
Og så bliver jeg ellers ved min læst.
…
Hmm. Man kunne jo også være skomager.
Prøv lige og se, hvor mange billeder jeg har taget! Tænk hvis det havde været dengang, man brugte film i ruller og blitz på en terning…!
