4. august 2013 | den store bunke |
Det er godt at få sat flueben ved de beskæftigelser, som verden er bedst tjent med, at jeg ikke giver mig af med. En del er sorteret fra i løbet af mit lange liv.
Jeg skulle for eksempel ikke være fliselægger. Kunne man tydeligt se, dengang jeg lagde fliser, som børnenes sandkasse skulle stå på. Det var så ujævnt, at der piblede sand ud under kassen. Piblede er måske i virkeligheden et for blidt ord.
Jeg skulle heller ikke være astrolog. Kunne man se, da dén interesse blot efterlod en hyldefuld astrologibøger og en stak horoskoper, som jeg syntes, der var sjovere at udregne og tegne end at tolke.
Jeg skulle heller ikke være pædagog. Det vidste jeg allerede, da jeg i 2. real var i praktik i den lokale børnehave, hvor Brian J spyttede på mig, og jeg ikke måtte tegne tegninger til børnene, for det skulle de selv.
Jeg skulle heller ikke være sygeplejerske eller hjemmehjælper. I begge fag er man nødt til at røre ved folk. Det skal jeg ikke.
Nu har jeg også vinklet krejler/kræmmer/sælger af. Det skal jeg heller ikke gøre i. Jeg har gjort forsøg. Først var der bagagerumsmarked (det skrev jeg også om her), og bagefter slog jeg mig på salg på en lokal Facebookside. Jeg har solgt for 260 kroner, men jeg er tæt på at kaste håndklædet (eller sælge det for 15 kroner sammen med en hat og et par shorts. Anyone?). Det er så bøvlet. Først vælge ud og vurdere, om det overhovedet kan sælges, så fotografere, så prissætte, så lægge det op på siden og skrive en tekst, så holde øje med om der er nogen der reagerer, så korrespondere, så aftale endelig pris og afhentning. Det eneste gode er, at jeg kan sidde på min røv ved computeren (jeg har jo ikke smartphone) uden at skulle tage mig sælgeragtig ud.
Så hvis I vil handle, er det altså nu! Det varer ikke længe, inden jeg lægger resterne (98 % af hvad jeg lagde ud med at have) i poser og trækker dem hen i en af genbrugsbutikkerne og skruer et stort genbrugssmil på og siger “Jeg har noget til jer!”.
Og så bliver jeg ellers ved min læst.
…
Hmm. Man kunne jo også være skomager.
Prøv lige og se, hvor mange billeder jeg har taget! Tænk hvis det havde været dengang, man brugte film i ruller og blitz på en terning…!
25. juli 2013 | den store bunke |
Jeg går simpelt hen så mange nye veje for tiden. Bagagerumsmarked i søndags efterlod os med en forholdsvis lille slat penge og en masse usolgte ting. Hvad kan man så?
Nu har jeg udvalgt nogle få effekter og sat dem til salg på en af de mange “Ting til salg i …”-Facebooksider. Bare for at prøve og for at se, hvordan det er at gebærde sig dér. Jeg er allerede skræmt. Jeg kan se, de hugger til, og jeg er helt stresset ved tanken om, at de måske hugger i mig, og svarer jeg så rigtigt, eller bliver jeg smidt ud af gruppen lige om lidt, når jeg ikke kan finde ud af at navigere i de 32 paragraffer i regelsættet?
Det er lige så stressende som netdating. Men det lærte jeg dog, og det gik jo godt til sidst. Og på begge portaler gælder det vel, at hvis varen er rigtig på det rigtige tidspunkt, gider man godt købe. Og ellers kan man bare lade være.
Og jeg gider altså ikke hele tiden skæve til skærmen efter reaktioner. Nej, jeg gør ej, blev der sagt.
Det er ikke engang mig, der har stillet op og fotograferet. Det er heller ikke mine sko. Tilkaldte skoenes ejermand for kompetent assistance.
Hov, nogen byder… nogen tinger om prisen… Hjælp! Nogen?
22. juli 2013 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Bagagerumsmarked var indblik i en fremmed verden. Jeg sad i vores egen stand og betragtede omgivelserne. Da jeg var rundt og kigge, kunne jeg slet ikke tage ind. Jeg så en masse mennesker og ting, men jeg var ikke i stand til at se enkeltheder i den massive mængde af skrammel, så jeg ved ikke, om der var gode tilbud. Men det var der naturligvis. Der var for eksempel ham, der havde en kasse med Store plader 40 kr, små plader 15 kr, Elvis-plader 60 kr.
På pladsen lige over for vores havde det ægte trailerfolk etableret sig med to trailere og to lange borde med et skønsomt udvalg af alt skrammel i verden. Kvinden var fra kl. 7 om morgenen iført bh, shorts og sandaler. Kun. Hver gang jeg så derover, havde hun en smøg i munden. Læderhud og sparebøsse. Den kvindelige udgave af Søs Egelind og Kirsten Lehfeldts figurer Carsten og Helge. Selvkritikken er solgt i en god handel for år tilbage.
Det var dybt fascinerende, og det er det billede, jeg stadig har på nethinden som det stædigste indtryk fra min kræmmerdebut.
Undskyld, hvis jeg støder nogen, som kender hende. Jeg har forsøgt at sløre identiteten lidt.
19. juli 2013 | den store bunke |
På søndag træder jeg over en tærskel. Og ind på bagagerumsmarkedspladsen i Horsens.
Det er konsekvensen af noget, jeg egentlig ikke synes, jeg selv har været herre over, og det er langt, langt uden for min tryghedssfære. Jeg er slet ikke til kræmmermarkeder, hader at tinge om priser og føler mig utilpas i al den kommen ved. Forhistorien er, at Laura flytter hjemmefra, hun har cirka nul kroner, men til gengæld meget tøj, hun gerne vil sælge. “Så kan vi ikke tage på bagagerumsmarked?” “Nix! – men jeg kører dig gerne et sted hen, så kan du selv stå der.” “Jamen, der skal jo være et bagagerum…!?”
Derfra tog det ene det andet. Vi besluttede os for Silkeborg på søndag. Men der var udsolgt af stadepladser, og derefter virkede det naturligt at vende blikket mod Horsens. Jeg bookede plads og har siden haft en telefonsamtale med en kvinde, der ganske enkelt præsenterede sig med “Det er Bagagerumsmarked”. Så det hedder hun nok.
Jeg stillede en masse novicespørgsmål. Læsser man sine varer af og stiller bilen et andet sted? (Det bestemmer man selv, men de fleste har bilen ved sig, så kan man sætte sig ind, hvis der kommer en byge, ik’å. Eller hvis man ikke gi’er stå op hele dagen, ik’å). Hvor tidligt kommer man? (Det kommer an på, hvor lang tid det tager at stille dét op, man vil sælge, men senest halv ni). Kan man leje et bord? (Ja, det gør I bare, når I kommer). Er alle pladser lige gode? (Ja, det synes vi jo).
Der er også Volvo-træf på pladsen på søndag. Der er 1., 2. og 3. præmie til de fineste Volvoer, og så bliver “spanden” også kåret. Jeg beder til, at de godt kan se, min er en Toyota. Arrangøren har hyret en slagter til at stå og stege pattegris, og man kan købe helstegt gris og to slags salat til frokost for 55 kroner (Altså hvis man ikke gi’er smøre madpakke, ik’å). Chauffører af Volvoer med nummerplade får gratis mad. Lige der slår Toyotaen så ikke helt til.
Det skal nok blive sjovt, trods alt. I hvert fald anderledes. Udover eget tøj og popblade har flere venner udstyret os med varer. Vi har fået et par poser tøj fra én, en håndfuld Jumbobøger fra en anden, tre poser selvudviklingsbøger fra en, der formodentlig så er færdigudviklet, vi har smykker og tasker og et par rulleskøjter, og måske kommer der mere. Vi har byttepenge, en rulle af hver slags mønter (“For hvis vi sælger noget til tre kroner, skal vi jo kunne give tilbage på en tier, mor!”) og masser af fordomme.
Jeg har ingen fornemmelse af, hvad hun kan få ud af det. Nada. Intet. Vi møder op med åbent sind og bagagerum og ser, hvad der sker.
Så hvis I kommer forbi p-pladsen bag rådhuset i Horsens på søndag, så kom hen og hils på. Og køb! Det er os, der falder liiige lidt ved siden af i miljøet, fordi vi ikke har luret alle klunsertricksene. I kan kende os på den hvide Toyota (ikke Volvo).
Et udsnit af varelageret
