Det er godt at få sat flueben ved de beskæftigelser, som verden er bedst tjent med, at jeg ikke giver mig af med. En del er sorteret fra i løbet af mit lange liv.
Jeg skulle for eksempel ikke være fliselægger. Kunne man tydeligt se, dengang jeg lagde fliser, som børnenes sandkasse skulle stå på. Det var så ujævnt, at der piblede sand ud under kassen. Piblede er måske i virkeligheden et for blidt ord.
Jeg skulle heller ikke være astrolog. Kunne man se, da dén interesse blot efterlod en hyldefuld astrologibøger og en stak horoskoper, som jeg syntes, der var sjovere at udregne og tegne end at tolke.
Jeg skulle heller ikke være pædagog. Det vidste jeg allerede, da jeg i 2. real var i praktik i den lokale børnehave, hvor Brian J spyttede på mig, og jeg ikke måtte tegne tegninger til børnene, for det skulle de selv.
Jeg skulle heller ikke være sygeplejerske eller hjemmehjælper. I begge fag er man nødt til at røre ved folk. Det skal jeg ikke.
Nu har jeg også vinklet krejler/kræmmer/sælger af. Det skal jeg heller ikke gøre i. Jeg har gjort forsøg. Først var der bagagerumsmarked (det skrev jeg også om her), og bagefter slog jeg mig på salg på en lokal Facebookside. Jeg har solgt for 260 kroner, men jeg er tæt på at kaste håndklædet (eller sælge det for 15 kroner sammen med en hat og et par shorts. Anyone?). Det er så bøvlet. Først vælge ud og vurdere, om det overhovedet kan sælges, så fotografere, så prissætte, så lægge det op på siden og skrive en tekst, så holde øje med om der er nogen der reagerer, så korrespondere, så aftale endelig pris og afhentning. Det eneste gode er, at jeg kan sidde på min røv ved computeren (jeg har jo ikke smartphone) uden at skulle tage mig sælgeragtig ud.
Så hvis I vil handle, er det altså nu! Det varer ikke længe, inden jeg lægger resterne (98 % af hvad jeg lagde ud med at have) i poser og trækker dem hen i en af genbrugsbutikkerne og skruer et stort genbrugssmil på og siger “Jeg har noget til jer!”.
Og så bliver jeg ellers ved min læst.
…
Hmm. Man kunne jo også være skomager.