3. august 2013 | den store bunke |
På vejen til Flensburg spurgte Morten mig, om jeg nogensinde havde været i Christiansfeld. Det har jeg ikke, og da jeg ikke er specielt vild med honningkager, har jeg ikke haft noget egentligt ærinde der. Han syntes imidlertid, byen var et besøg værd, og især ville han gerne vise mig kirkegården. Det aftalte vi at gøre på vejen hjem.
Det er jeg glad for. Den gjorde indtryk på mig, den Christiansfeld. Jeg troede – formodentlig som de fleste – at det bare var honningkagernes by. Det er det også, men ikke bare.
Byen er grundlagt i 1773 som en brødremenighedsby (læs mere om det her og her) efter en stram byplan, som også var blevet anvendt i udenlandske byer. Hele bymidten er opført i løbet af 25 år, og udformningen er planlagt helt fra starten.
Brødrene og søstrene i menigheden lever asketisk som en luthersk-evangelisk frimenighed i forkyndelsen af det kristne budskab. Omkring 350 indbyggere i dagens Christiansfeld er aktive medlemmer af menigheden. Blandt andet driver de byens hotel og honningkagebageriet.
Der var to ting, der gjorde indtryk på mig. Den ene har noget med honningkagerne at gøre. Den anden var kirkegården. Den kaldes Gudsageren. For Brødremenigheden er alle mennesker lige, og alle er lige for Gud, så på stenene står ingen titler, kun navn samt data om fødsel og død og eventuelt et skriftsted eller et vers fra salmebogen. Der er ikke private familiegravsteder, ingen kan selv vælge sin gravplads. Menighedens medlemmer begraves i kvindesiden eller mandesiden, i rækkefølge efter sidst afdøde broder eller søster. De døde er lige så gyldige medlemmer af menigheden som de levende, og gudsageren er en slags kirkesal for den himmelske del af menigheden. Gravene sløjfes aldrig. Der er begravet omkring 2000 på pladsen, og med tiden udviskes inskriptionerne af vind og vejr.
Det virker både trøstesløst og på en sær måde også meget trøstefuldt. At de ligger der for evigt og aldrig bliver glemt i hjerterne.
Efter besøget på kirkegården satte vi os i honningkagebageriets café og fik kaffe og – nej ikke honningkage, men en usædvanligt lækker brownie. Og her kom den anden ting, der gjorde indtryk på mig: Man sætter ikke længere glansbilleder på honningkagerne! Ikke engang til jul. Det kan nemlig ikke godkendes af fødevarestyrelsen. Så de bliver pyntet med andre ting nu om stunder. Og til jul lægger man så et megatyndt sukkertryk på med noget julemotiv.
Det var et fint lille sted, nænsomt indrettet i hvidt og med oplysninger om byens og stedets historie i avisudklip og fotostater og gamle håndskrevne opskrifter under bordenes glasplader.
Jeg synes, I skal slå ind omkring Christiansfeld på jeres vej. Jeg ventede intet og tog klogere og mættere derfra.
31. juli 2013 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Hov?! Der mangler et hus i rækken? Det hvide hus er flyttet med hjemmefra. Stillet op et sted i Aarhus. Ligesom de bevaringsværdige gamle huse, der bliver pillet ned sten for sten og bræt for bræt, nummereret og genopført i Den Gamle By. Jeg synes godt, man kan sige, at det hvide hus er bevaringsværdigt. Det er fra dengang banken hed Bikuben, og før BG Bank gik over til at have jungledyret Hugo som sparebøsse.
Det blå hus står tomt. Det grønne hus har friværdi. Det hvide hus er belånt.
31. juli 2013 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Jeg elsker at sidde på en café i en fremmed by og se på folk. Det gjorde vi meget i Flensburg, da vi var på kombineret kæreste- og købedrikkelsetilfesttur i weekenden.
Vi boede i Linn og Bastians lejlighed midt i byen i en baggård ti meter fra gågaden. Vi kender dem ikke, men de lejer deres lejlighed ud gennem airbnb.com, når de rejser i deres autocamper, og vi fik en hel lejlighed tæt på det hele for det halve af hotelpris. Med parkeringsplads og wifi. Og så er det lidt sjovt at prøve at fornemme hvem de er, de mennesker, hvis hjem man bor i. Der var hyggeligt og fint – og lidt piget. Et arbejdsbord med en printer, en guitar og nogle store sko i entreen virkede som de aftryk, han havde fået sat. Men de er pæææne. I ejendommen var der også en fotograf, og på hans prisskilt i vinduet fandt vi vores værter, som vi kunne kende fra billederne oppe i lejligheden. Smart at supplere indtægterne med lidt boligudlejning og modelleri.
På vejen dertil havde vi købt nogle flasker vin, vi ville teste under opholdet, så vi vidste, hvad vi skulle fylde bilen med på hjemvejen.
Det var den ene store opgave. Den anden var at slentre og ose. Det er vi gode til. Gågaden, sidegader, havnen, cafeer. Vi sætter os helst, så vi kan overskue mest muligt. Nu skal man jo passe på, hvad man siger i en by så tæt på vores eget land og sprog, men man kan godt kommunikere lydløst og signalere “Prøv at se dér, hvad tror du…” og så videre. Jeg elsker det. Når der kommer 47 blomstrede skjortebluser i pastelfarver forbi, en ældreklub på bustur. Pigen på fem, som går med sine forældre, bliver sur, smider sit løbehjul og demonstrativ lægger armene over kors, opdager at ingen lægger mærke til hende, flytter løbehjulet halvanden meter om på den anden side af forældrene og foretager nøjagtigt samme manøvre med korslagte arme og mulemund. Det unge forelskede par, hvor hun er dværg og han er i kørestol, hun skubber med en hånd på hans skulder, og begge lyser af den samme lykke som alle andre kærestepar. Alle de mennesker, hvor nogen burde sige til dem, at det ville klæde dem at klæde sig bare lidt anderledes. På den anden side er det rart at vide på en dårlig dag, hvor man synes man ligner noget der er løgn, at det kan være meget værre.
Indbyrdes har vi en langvarigt kørende diskussion om berettigelsen af skuldertasker med rem, som bæres diagonalt over brystet, på grund af den måde, hvorpå remmen deler brysterne og skubber det ene ud i armhulen. Som føde til den snak er en fortovscafe et fremragende sted at researche.
Så kan man jo altid drikke en øl imens.
30. juli 2013 | den store bunke |
I går flyttede hun hjemmefra, min datter, ældstebarnet. Jeg har prøvet det før, at fylde bilen med kasser og tasker, cykel og sager, og installere hende på et værelse et sted. Men denne gang er det ikke for efterskole. Det er ikke for højskole. Det er for alvor.
Det var en lidt mærkelig dag. Hendes ting var flyttet over flere dage, når nogen havde mulighed for at tage noget med til Aarhus, men i går var den dag, hvor hun ikke selv skulle med tilbage. Hun syntes også selv, det var en sær følelse. Ny og stadig fremmed. Vi kørte i Bilka og købte ind til at kickstarte en husholdning. Der behøves egentlig ikke så meget. Og indkøbene er betinget af, hvilke køkkengadgets man har. For eksempel købte vi ikke den slags dåsetomater, som skal åbnes med dåseåbner (notat til ønskesedlen).
Min opgave i går var at flytte det sidste læs, hjælpe med indkøb og at sætte stangen til bruseforhænget op. Udpakningen og indretningen står hun selv for. Da jeg havde gjort, hvad jeg skulle, sagde jeg til hende, at hun skulle drikke et par af de øl, jeg havde købt med fra Tyskland. Bagefter kørte jeg hjem. Og tænkte, at det nok skal gå. Og at det trods det triste i at løsne et bånd også glæder mig, at jeg har fostret en unge, der kan flyve selv.
Vingerne bærer: i dag fik hun besked om, at hun er optaget på medievidenskab.
Inden vi bar ned i bilen. Reden forladt og rengjort. Aldrig har vi set så meget bart gulv på det værelse.
25. juli 2013 | den store bunke |
Kan I huske, dengang TDC eller Teledanmark eller Jydsk Telefon, eller hvad de nu hed dengang, introducerede Duet? Eller det hed det måske ikke engang på det tidspunkt. Viderestilling fra én fastnettelefon til en anden. Det var helt vildt smart, at man kunne viderestille telefonen til et andet nummer, så man altid var til at nå. Men det var også rasende farligt, og man skulle virkelig passe på, hvad man sagde, når man besvarede opkaldet, for luskede typer kunne finde på at ringe for at tjekke, om man var hjemme, eller huset stod tomt.
Der kørte nogle tv-reklamer, hvor Thomas Mørk har viderestilling til sommerhuset og stolt tager telefonen og siger ”Det er Vesterhavshytten”, og vi ved bare, at nu bliver hans bolig skrællet af de lumske bøllebanditter, der udelukkende har ringet for at konstatere, at der er fri bane derhjemme.
Hvad blev der af dét? Altså det med ikke at friste svage sjæle. I disse smartphonetider checker alle ind alle steder og uploader feriebilleder, der trækker tydelige spor af, hvor de er. Bare i aften på Facebook har nogle af dem, jeg kender, været in New York, NY, at Store Scene, Langelandsfestival, near Mahmutlar, Antalya, near Santa Margalida, at Business Lounge, Billund Airport. near Fuengirola, Andalucia.
Og alt det vil jeg faktisk rigtig gerne følge med i. Men jeg er jo heller ikke en luskebuks.
25. juli 2013 | den store bunke |
Jeg går simpelt hen så mange nye veje for tiden. Bagagerumsmarked i søndags efterlod os med en forholdsvis lille slat penge og en masse usolgte ting. Hvad kan man så?
Nu har jeg udvalgt nogle få effekter og sat dem til salg på en af de mange “Ting til salg i …”-Facebooksider. Bare for at prøve og for at se, hvordan det er at gebærde sig dér. Jeg er allerede skræmt. Jeg kan se, de hugger til, og jeg er helt stresset ved tanken om, at de måske hugger i mig, og svarer jeg så rigtigt, eller bliver jeg smidt ud af gruppen lige om lidt, når jeg ikke kan finde ud af at navigere i de 32 paragraffer i regelsættet?
Det er lige så stressende som netdating. Men det lærte jeg dog, og det gik jo godt til sidst. Og på begge portaler gælder det vel, at hvis varen er rigtig på det rigtige tidspunkt, gider man godt købe. Og ellers kan man bare lade være.
Og jeg gider altså ikke hele tiden skæve til skærmen efter reaktioner. Nej, jeg gør ej, blev der sagt.
Det er ikke engang mig, der har stillet op og fotograferet. Det er heller ikke mine sko. Tilkaldte skoenes ejermand for kompetent assistance.
Hov, nogen byder… nogen tinger om prisen… Hjælp! Nogen?
