Respekt for folk, der ved hvad de taler om
Jeg kørte omkring min mekaniker for at få et professionelt blik på, hvad det havde efterladt eller ikke efterladt, det plonk, vi hørte fra bilens bund i går, da vi kørte på motorvejen.
Jeg ved intet om biler, ud over at jeg har en. Der, hvor andre hjerner har bilviden, har min lagret fødselsdatoer på samtlige mennesker, der er passeret igennem mit liv og har nået at fortælle mig, hvornår de er født. Alle telefonnumre, jeg nogensinde har kunnet, ligger lige ved siden af.
Mekanikeren bukkede sig ned og kiggede ind under bilen og sagde: “Vi kan ikke få den op på nogen af liftene i dag, men jeg kan da se, der mangler en metalkappe over katalysatoren. Kom ind i morgen tidlig, så kigger vi på, om der er andet.”.
Bare ved at kaste et enkelt blik derind. Jeg bukkede mig også ned og kiggede. Uden at vide, i hvilken retning jeg skulle se. Og sagde han ’kappe’? Eller var det ’dæksel’? ’Plade’? Se, jeg har allerede glemt det.
Men tænk at kunne læse en undervogn bare sådan lige!
Ligesom dem der kan kaste et blik på et skærmbillede fuldt af koder og – ja, afkode, hvad der står, som om det var en helt almindelig tekst.
Og måske også lidt ligesom når arkitekterne, vi deler kontor med, kommer hen til mig og siger, at de har bøvlet og bøvlet med et eller andet i Indesign, som de bare ikke kan få til at virke, og jeg så siger en enkelt tastaturgenvej, som løser det.
Jeg kører i hvert fald hen til mekanikeren i morgen og føler mig helt tryg. Og tænker, at man vel sagtens kan køre rundt uden sådan en kappe. Dæksel. Plade. Cover. Whatever.
