Når jeg bliver stor, vil jeg ikke være…

Det er godt at få sat flueben ved de beskæftigelser, som verden er bedst tjent med, at jeg ikke giver mig af med. En del er sorteret fra i løbet af mit lange liv.

Jeg skulle for eksempel ikke være fliselægger. Kunne man tydeligt se, dengang jeg lagde fliser, som børnenes sandkasse skulle stå på. Det var så ujævnt, at der piblede sand ud under kassen. Piblede er måske i virkeligheden et for blidt ord.

Jeg skulle heller ikke være astrolog. Kunne man se, da dén interesse blot efterlod en hyldefuld astrologibøger og en stak horoskoper, som jeg syntes, der var sjovere at udregne og tegne end at tolke.

Jeg skulle heller ikke være pædagog. Det vidste jeg allerede, da jeg i 2. real var i praktik i den lokale børnehave, hvor Brian J spyttede på mig, og jeg ikke måtte tegne tegninger til børnene, for det skulle de selv.

Jeg skulle heller ikke være sygeplejerske eller hjemmehjælper. I begge fag er man nødt til at røre ved folk. Det skal jeg ikke.

Nu har jeg også vinklet krejler/kræmmer/sælger af. Det skal jeg heller ikke gøre i. Jeg har gjort forsøg. Først var der bagagerumsmarked (det skrev jeg også om her), og bagefter slog jeg mig på salg på en lokal Facebookside. Jeg har solgt for 260 kroner, men jeg er tæt på at kaste håndklædet (eller sælge det for 15 kroner sammen med en hat og et par shorts. Anyone?). Det er så bøvlet. Først vælge ud og vurdere, om det overhovedet kan sælges, så fotografere, så prissætte, så lægge det op på siden og skrive en tekst, så holde øje med om der er nogen der reagerer, så korrespondere, så aftale endelig pris og afhentning. Det eneste gode er, at jeg kan sidde på min røv ved computeren (jeg har jo ikke smartphone) uden at skulle tage mig sælgeragtig ud.

Så hvis I vil handle, er det altså nu! Det varer ikke længe, inden jeg lægger resterne (98 % af hvad jeg lagde ud med at have) i poser og trækker dem hen i en af genbrugsbutikkerne og skruer et stort genbrugssmil på og siger “Jeg har noget til jer!”.

Og så bliver jeg ellers ved min læst.

Hmm. Man kunne jo også være skomager.

tilsalg


Prøv lige og se, hvor mange billeder jeg har taget! Tænk hvis det havde været dengang, man brugte film i ruller og blitz på en terning…!

Billeder du ikke kan få væk

Bagagerumsmarked var indblik i en fremmed verden. Jeg sad i vores egen stand og betragtede omgivelserne. Da jeg var rundt og kigge, kunne jeg slet ikke tage ind. Jeg så en masse mennesker og ting, men jeg var ikke i stand til at se enkeltheder i den massive mængde af skrammel, så jeg ved ikke, om der var gode tilbud. Men det var der naturligvis. Der var for eksempel ham, der havde en kasse med Store plader 40 kr, små plader 15 kr, Elvis-plader 60 kr.

På pladsen lige over for vores havde det ægte trailerfolk etableret sig med to trailere og to lange borde med et skønsomt udvalg af alt skrammel i verden. Kvinden var fra kl. 7 om morgenen iført bh, shorts og sandaler. Kun. Hver gang jeg så derover, havde hun en smøg i munden. Læderhud og sparebøsse. Den kvindelige udgave af Søs Egelind og Kirsten Lehfeldts figurer Carsten og Helge. Selvkritikken er solgt i en god handel for år tilbage.

Det var dybt fascinerende, og det er det billede, jeg stadig har på nethinden som det stædigste indtryk fra min kræmmerdebut.

20130721_153420_pix

Undskyld, hvis jeg støder nogen, som kender hende. Jeg har forsøgt at sløre identiteten lidt.