Jeg går simpelt hen så mange nye veje for tiden. Bagagerumsmarked i søndags efterlod os med en forholdsvis lille slat penge og en masse usolgte ting. Hvad kan man så?
Nu har jeg udvalgt nogle få effekter og sat dem til salg på en af de mange “Ting til salg i …”-Facebooksider. Bare for at prøve og for at se, hvordan det er at gebærde sig dér. Jeg er allerede skræmt. Jeg kan se, de hugger til, og jeg er helt stresset ved tanken om, at de måske hugger i mig, og svarer jeg så rigtigt, eller bliver jeg smidt ud af gruppen lige om lidt, når jeg ikke kan finde ud af at navigere i de 32 paragraffer i regelsættet?
Det er lige så stressende som netdating. Men det lærte jeg dog, og det gik jo godt til sidst. Og på begge portaler gælder det vel, at hvis varen er rigtig på det rigtige tidspunkt, gider man godt købe. Og ellers kan man bare lade være.
Og jeg gider altså ikke hele tiden skæve til skærmen efter reaktioner. Nej, jeg gør ej, blev der sagt.
Hov, nogen byder… nogen tinger om prisen… Hjælp! Nogen?