12. oktober 2013 | den store bunke |
Jeg vidste det! Jeg skulle have ladet være med at begynde.
Jeg er kommet til at starte på at pakke. Og herfra bliver det kun træls, indtil vi er af sted, og der ikke er mere, jeg kan lave om.
Derfor skulle jeg have ventet og taget én enkelt frustreret time i morgen, hvor jeg kunne have rendt rundt om mig selv i små cirkler og lagt frem og valgt ud og lagt væk igen og alligevel lagt én ting mere i kufferten og én til.
Jeg kender mig selv, jo. Det er det samme hver gang. Ja ja, siger andre folk, det er jo bare en uge, og det er varmt, og det er vel bare noget tøj og lidt sager, og man kan jo købe på stedet, hvis man mangler noget. Det er det, jeg selv siger til de andre. Det bliver bare aldrig sådan, når det er mig. Medmindre altså jeg venter til sidste øjeblik. Hvilket jeg aldrig har gjort, går det op for mig. Engang skrev jeg lister flere dage i forvejen. Det er jeg trods alt holdt op med. Lidt. Lige nu ligger der ved siden af mig en liste, hvor der står: Fugtighedscreme, blyant i tasken, et tørklæde, klipklapper…
Jeg har ellers været dygtig og holdt mig i skindet. Så startede det med, at jeg hentede nogle kjoler i klædeskabet, som står inde på drengeværelset, for ikke at forstyrre drengene i morgen formiddag. De sover sikkert længe. De kan nemlig godt holde sig fra pakkeland til sidste sekund. Jeg hentede altså nogle kjoler, som jeg muligvis vil have med. Nogle af dem. Og nogle bluser. Og så var jeg ligesom sat i gang. Den her eller den her? Eller den her? Eller begge? Eller den her, som stadig hænger på tørrestativet? Jeg henter den lige. Men så skal den her ikke med, i hvert fald. Og hvad med t-shirts? Nej, dem kan jeg se på i morgen. Eller, jeg kan også gøre det nu. Sko…? I morgen! Nej, jeg sætter dem lige frem nu. Og fra nu af holder min hjerne ikke op med at kredse om, hvad der skal i kufferten.
Herregud, det er syv dage, der er varmt, det er sommertøj, badetøj, sandaler, noget at læse i eller lytte til, kamera, tandbørste…. Plus tyve andre ting, som. Jeg. Bare. Ikke. Vil. Finde. Frem. Nu!
Det var her, jeg tvang mig til at hente et glas rødvin.
12. oktober 2013 | den store bunke, Heldige mig |
Fredag blev en mild dag. Mild fordi:
1. På trods af at jeg arbejdede halvanden dags timer på én dag for at blive færdig til ferie, slog jeg til sidst alarmen til og gik hjem med en god fornemmelse af at have afsluttet tilfredsstillende og gjort, hvad jeg kunne.
2. Jeg skulle have haft vagt på Paletten, men havde fået fri, hvilket betød, at jeg kunne sidde og arbejde med bevidstheden om, at jeg ikke skulle nå andet end at blive færdig på en ordentlig måde.
3. Brevet fra forsikringsselskabet gik lige op med mailen fra sygeforsikringen danmark. Tilskuddet fra danmark går ind på kontoen to dage efter, at forsikringsselskabet har fået selvrisikobeløbet for skaden på min bil. 33 kroner adskiller de to beløb. Dermed koster det mig jo nærmest på en måde ikke noget.
4. I løbet af en time midt på eftermiddagen lavede de næste uges vejrudsigt for Chania om. Høje blå regnsøjler på ugens sidste tre dage blev fjernet og erstattet med en lille fedtebyge torsdag nat. Samtidig satte de en række mere opad på temperaturskalaen, fordi det bliver lige lidt over 30 grader på onsdag.
5. Morten gad være den, der købte ind og lavede aftensmad, så jeg bare skulle komme og sætte mig og spise og snakke og snakke på ham, indtil jeg blev træt og klappede sammen og i.
6. Jeg har ferie.
Vasket, klar, gå!
Pakkebunken er startet
8. oktober 2013 | den store bunke |
Jeg har hentet en nysynet bil hos mekanikeren. Jeg var mest optaget af to ting: 1. Den er i orden, tak! 2. Kunne det holdes inden for den pris, du gav mig, mekaniker?
“Du kan komme med herover og se, hvad vi har lavet”, sagde han og ledte mig hen til et bord, hvor der lå en voldsom bunke rustent jern, som jeg kunne forstå havde været dele af min bil indtil for få timer siden. Nogle runde, flade nogen, nogle lange, tynde nogen, nogle skæve nogen og en stor halvflad en med én indgang og fire udgange. Eller omvendt.
“Der var bremserørene, som vi snakkede om, og så har du fået nye forbremser, for de hakkede noget, og så var udstødningen altså noget utæt, så den kunne ikke gå igennem, men vi svejsede en blablabla ind og fandt en brugt manifold, så det ikke bliver så slemt økonomisk.”
Jeg kan godt lide min mekaniker. Han ved præcis, hvilke krav jeg stiller til min bil. Den skal kunne køre, den skal ikke være farlig, det må gerne være brugt, for det må gerne være billigt.
“Hvad så med det der rust, du snakkede om?”
“Ja, der var tre huller indvendigt i venstre bagskærm, og med fordøren har vi sat en plade på forneden og bygget rundt om kanten med blablabla (kan han have sagt glasfiber?? Eller padding??). Det holder ikke evigt, men den kunne synes med det.”
Igen: Jeg kan godt lide min mekaniker. Han ved præcis … og så videre, se ovenfor.
Det der stykke, de har sat på fordøren, ligner at det er spartlet på; det er hvidere end resten af bilen, og der bliver ikke vundet nogen formningskonkurrence på det. Men man kan ikke se den rustrøde stribe langs hele bunden af døren længere, og bilen er synet. Jeg er tilfreds.
Jeg har også konstateret, at håndbremsen har fået sin gamle spændstighed igen. Det var ellers lykkedes mig at pine det meste væk ved en gang imellem at komme til at glemme at løsne den. Okay, jævnligt.
Jeg takkede mekanikeren, smilede kækt og sagde: “Så ses vi ikke de næste to år”. Han smilede også.
Og gik hen for at tælle sammen til en regning.
7. oktober 2013 | den store bunke |
… ikke begynde at pakke for tidligt. For så når jeg at pakke om to-tre gange og genvurdere hver eneste genstand, jeg har lagt i kufferten, og mit hoved kortslutter, og jeg bliver frygtelig for mine omgivelser, og alligevel ender jeg med at få for meget med og have sære ting med ’for en sikkerheds skyld’, selv om det er ting, jeg aldrig har brug for hjemme.
… gerne mene noget om, hvad de andre skal pakke. For eksempel har jeg allerede sagt flere gange til alle mine rejsefæller: “Ved du nu, hvor dit pas er?” og “HUSK at tage noget med at læse i!”. De er allerede trætte af mig og glæder sig endnu mere, til vi er af sted.
… være sådan en, der er ligeglad med, hvordan jeg ser ud på stranden. Var på vægten og konstaterede, at der skal være plads til fem kilo mere i bikinien, end sidst jeg var af sted.
… ikke være nærig. Hele min opsparing gik til mekanikeren, men så må jeg trække på kassekreditten. Jeg vil ikke være den sure, som siger nej til ekstravagance på ferien. Til en vis grænse, forstås.
… gerne glæde mig. Seks dage til afrejse. Jeg havde blæret mig med nedtælling på græsk, hvis jeg havde kunnet sige andet end ’tak’, ’godmorgen’, ’godaften’ og ’jeg elsker dig’.
6. oktober 2013 | den store bunke, Køkkenskriverier |
“Er du egentlig færdig med at gøre haven vinterklar?”, spurgte store søn og kastede et blik ud på dejligt oktobersolskin, som næsten ikke kan trænge ind igennem altanvinduerne, fordi vinduespudsning aldrig står på listen over ting, jeg kan gøre, når jeg får tid.
Han mente åbenbart, det lige er vejr til en dag i haven for en som mig. Det kan jeg godt se. Men det bestemmer jeg selv, jeg lader mig ikke presse af ‘burde’, og i dag gider jeg ingenting. Jeg har ondt i halsen, jeg drikker varm te, som jeg ind imellem hælder rom i. For jeg har et stramt program i næste uge, og jeg skal være frisk til efterårsferie. Der er faktisk heller ikke noget ‘burde’ i haven, vi er stort set færdige; jeg gider ikke engang hente grøntsager til aftensmad. Fantaserede et kort øjeblik om langtidssvineri i Rømertopfen, men gik fra det igen. Stegesoen blev brugt til verdens bedste brød, og i stedet finder jeg nok et supermarked og ser, om de ikke har færdigpizzaer. Det sparer også opvask og vandfragt til alternative afløb. Fordi vi ikke kan bruge køkkenafløbet i dag, stod Rømertopfen i blød i brusenichen. Det virkede på en måde forkert. Ballerupen har æltet dej til en omgang boller, som skal bages i aften, mens jeg ser Broen, og puttes i fryseren til travle tider, det vil sige i næste uge.
Smukke søndag, jeg ser dig. Inde fra min sofa.
5. oktober 2013 | den store bunke |
Jeg var på pigetur til Finderskeepers på Godsbanen i Aarhus i dag. Mest fordi mine niecer har en stand. De går på Designskolen i Kolding, og de er både søde, seje og dygtige, og jeg har haft en rigtig hyggelig dag med Laura og Astrid. Der er også masser af fine ting på alle standene i morgen, søndag, så tag derhen, hvis I er i nærheden. Klokken 11-17.
Kirsten og Anna på første dag på Finderskeepers i Aarhus
Da vi kom tilbage til Viborg, havde afløbet fra køkkenvasken det skidt. Alt hvad vi hældte i vores køkkenvask på tredje, kom op i vasken hos underboerne på anden sal. Vi testede det ved at lade vandet løbe, og straks råbte de nedenunder: ”Det bobler!!”.
Jeg ringede til Landlord og påpegede, at vi dårligt kunne vente til mandag med at få hul igennem, så han måtte rykke ud fra sin familielørdagaften med et par kloakmænd, der ville ‘lægge et bånd’ eller hvad de kaldte det. Altså den blide metode. Problemet er nemlig, at Jensen på første ikke kommer hjem før søndag aften, og man kan ikke så godt spule igennem på den hårde måde, når man ikke ved, om man derved kommer til at sprøjtemale Jensens loft. Og ingen har nøgle til hans lejlighed.
Så der blev rodet og regeret dernede. Det med båndet virkede ikke. De prøvede at spule noget vand igennem alligevel. Det hjalp heller ikke. Til sidst kom Landlord op og beklagede, at de ikke kunne få hul igennem uden at komme ind i lejligheden på første.
Så indtil på mandag har vi – både på anden og på tredje – en opvaskebalje stående i køkkenvasken til det vand vi bruger i køkkenet. Den tømmer vi i toilettet. Det er næsten som at bo på klubværelse igen.
Vi kan heller ikke bruge opvaskemaskinen før på mandag. Vi kan selvfølgelig bare vaske op i hånden og hælde opvaskevandet i toilettet. Igen: sådan gjorde jeg, da jeg boede på klubværelse i Odense i 1979. Så kan vi vel det igen.
Søndag står i vandbærerens tegn.
Blå Mand her kunne godt være blevet min nye helt, men trods den overbevisende lysende aura fik han ikke hul igennem.
Vi udbringer et hjerteligt øv.
