11. juli 2017 | den store bunke |
Kan du lide solbærmarmelade?, spurgte jeg Morten i går, inden han og Astrid drog på sheltertur i det sydsjællandske.
Ja!, svarede han og tilføjede: Hvis den ikke er for tynd!
Og det er akkurat den konsistens, jeg har ramt i den portion marmelade, jeg lige har kogt. Nu ser jeg lige, hvordan den er efter afkøling, ellers må jeg koge om med mere stivelse i morgen.
Jeg har ellers masser af andre gøremål på min liste til i morgen. Der sker nemlig det samme hver gang jeg har nogle dage alene hjemme. Jeg har virkelig mange planer om alt det, jeg vil bruge tiden til. Alenlange lister med projekter. Denne gang var det noget med at sortere kontorting, lægge håndklæder og sengetøj på plads i det nybyggede skab i badeværelset, luge i kolonihaven, plukke solbær (tjek), lave marmelade (halvtjek), sortere dvd’er, vaske virkelig meget tøj, digte en sang, købe alt muligt jeg mangler, slå græs i begge haver, gøre rent, blogge (halvtjek), ringe til folk, skrive noget begavet, find selv på mere…
Og resultatet er det samme hver gang: Jeg når kun en brøkdel. Og det er, fordi jeg ikke tænker mig om, at jeg kommer til at stresse mig selv med de projektlister. For jeg har jo ikke mere tid, bare fordi jeg er næsten alene hjemme. Jeg går stadig på arbejde og har præcis den samme mængde fritid som jeg plejer. Og vigtigst: Der er aldrig nogen, der hindrer mig i at gøre, hvad jeg vil, heller ikke når husstanden er fuldtallig. Så hvorfor jeg lige bilder mig ind, at jeg skal nå ekstra meget i alene-hjemme-dagene, ved jeg faktisk ikke.
Det er jo dumt.
Der er gået to ud af fem dage, og jeg er allerede bagud, får jeg at vide af den indre bogholder. Vi må have en snak, bogholderen og jeg!
Nu drikker jeg et glas hvidvin og soler mig i, at håndklæderne er på plads i skabet, i vasketøjet der hænger til tørre – og i den pjaskede solbærmarmelade, og så evaluerer jeg to do-listen i morgen.
Sammen med marmeladen.
16. december 2016 | den store bunke |
Da jeg kom hjem fra arbejde i dag, satte jeg mig med det samme og skrev en liste over de ting, jeg gerne vil nå i weekenden. Punkterne kom på i en lind strøm, og der var mange. Ud af hovedet og ned på papiret. De fik en linje hver, men vægter slet ikke ens. Alle ved jo, at ’pakke XXs gaver ind’ ikke tager nær så lang tid som ’købe flere julegaver’. Det svarer til at have en indkøbsseddel, hvor der står mælk, gær, æg, aftensmad.
Til gengæld er der en særlig psykologi i at have en fysisk liste, hvor man kan strege ud. Mange af punkterne findes også i noterne på min telefon. Jeg har forskellige noter liggende der. ’Huske at’ er bare én. Der findes også noter med bøger, jeg gerne vil læse/lytte, emner jeg måske vil blogge om, og gaveideer til mig selv og andre.
Der er bare den store ulempe ved digitale lister, at når jeg har udført noget, sletter jeg bare punktet. Og så er det væk. Det betyder, at samtlige ting på listen er noget, jeg er bagud med. Der er ingen tilfredsstillelse ved at kigge på den liste. ALT mangler at blive gjort.
DERFOR er en analog liste på et rigtigt stykke papir noget, som hjernens belønningscenter elsker. Der er stor tilfredsstillelse i at strege ud eller sætte flueben, så gjort-punkterne langsomt bliver flere end ikkegjort-punkterne. Man kan helt konkret se, hvor dygtig man er.
Det er derfor, jeg valgte en fysisk seddel til denne sidste weekend før jul. Jeg skal bare stå op i morgen og starte fra en ende af og blive ved, indtil jeg er færdig med alle punkterne søndag aften, imens jeg streger dem over, efterhånden som jeg får dem gjort.
Jeg er fortrøstningsfuld.
Og se, jeg har allerede købt ind!
27. september 2014 | den store bunke |
Morten går rundt med lydbog i ørerne og støvsuger i hånden og har gulvvask og reolmaling forude. Jeg har lige strøget en skjorte og sat en vask over og har betaling af regninger, bagning og tømning af den sidste flyttekasse på programmet, og i aften har jeg tjans på Paletten, hvor vi har Uhrban Stöjband Celebrating The Last Waltz på scenen, en hyldest til The Band. Det glæder jeg mig til. Jeg vil også gerne nå i haven og høste rodfrugterne til vinterforråd.
Vi har skrevet en liste over dagens projekter. Det vil sige, JEG har skrevet en liste. Morten meddelte, da jeg gjorde det, at han for år tilbage har forsøgt at blive en listemand. Uden held. Godt han har mig til det nu så. Og set helt selvisk bringer listen ro i MIT hoved.
Måske når vi ikke det hele i dag. Så når vi det måske i morgen. Solen skinner, verden er mild og stemningen god.
21. januar 2014 | den store bunke |
Jeg har bestemt mig for at rydde op i mit pulterkammer. Det er de mest udnyttede kubikmeter i min lejlighed. Jeg vil sortere i julepynt, kasser med stof og garn, badedyr, søm og skruer, sko, billeder og den slags. Meget blev stillet derud, da jeg flyttede ind i lejligheden for seks år siden og er ikke rørt siden.
Derfor er jeg begyndt at skrive en liste over, hvad jeg vil rydde op i. Morten siger: “Hvorfor rydder du ikke bare op i stedet for at skrive liste?”
Hvad mener han?
Jeg tror, jeg skriver denne kasse øverst på listen.
Gad vide, hvad man kan installere. Måske kunne det være meget sjovt at ha’…
12. oktober 2013 | den store bunke |
Jeg vidste det! Jeg skulle have ladet være med at begynde.
Jeg er kommet til at starte på at pakke. Og herfra bliver det kun træls, indtil vi er af sted, og der ikke er mere, jeg kan lave om.
Derfor skulle jeg have ventet og taget én enkelt frustreret time i morgen, hvor jeg kunne have rendt rundt om mig selv i små cirkler og lagt frem og valgt ud og lagt væk igen og alligevel lagt én ting mere i kufferten og én til.
Jeg kender mig selv, jo. Det er det samme hver gang. Ja ja, siger andre folk, det er jo bare en uge, og det er varmt, og det er vel bare noget tøj og lidt sager, og man kan jo købe på stedet, hvis man mangler noget. Det er det, jeg selv siger til de andre. Det bliver bare aldrig sådan, når det er mig. Medmindre altså jeg venter til sidste øjeblik. Hvilket jeg aldrig har gjort, går det op for mig. Engang skrev jeg lister flere dage i forvejen. Det er jeg trods alt holdt op med. Lidt. Lige nu ligger der ved siden af mig en liste, hvor der står: Fugtighedscreme, blyant i tasken, et tørklæde, klipklapper…
Jeg har ellers været dygtig og holdt mig i skindet. Så startede det med, at jeg hentede nogle kjoler i klædeskabet, som står inde på drengeværelset, for ikke at forstyrre drengene i morgen formiddag. De sover sikkert længe. De kan nemlig godt holde sig fra pakkeland til sidste sekund. Jeg hentede altså nogle kjoler, som jeg muligvis vil have med. Nogle af dem. Og nogle bluser. Og så var jeg ligesom sat i gang. Den her eller den her? Eller den her? Eller begge? Eller den her, som stadig hænger på tørrestativet? Jeg henter den lige. Men så skal den her ikke med, i hvert fald. Og hvad med t-shirts? Nej, dem kan jeg se på i morgen. Eller, jeg kan også gøre det nu. Sko…? I morgen! Nej, jeg sætter dem lige frem nu. Og fra nu af holder min hjerne ikke op med at kredse om, hvad der skal i kufferten.
Herregud, det er syv dage, der er varmt, det er sommertøj, badetøj, sandaler, noget at læse i eller lytte til, kamera, tandbørste…. Plus tyve andre ting, som. Jeg. Bare. Ikke. Vil. Finde. Frem. Nu!
Det var her, jeg tvang mig til at hente et glas rødvin.
