1. oktober 2013 | den store bunke |
Der var kage i morges. Kollegas Audi 80 rundede 300.000 kilometer. Henriks bil er i samme kategori som min, og når jeg en sjælden gang tager bilen på arbejde, kan den godt lide at holde ved siden af hans. De hygger sig sammen, Hvide T og Sølvpilen. Så snakker de om gamle dage og bagtaler alle de andre – nyere – biler på parkeringspladsen lidt.
Hvilket minder mig om… har jeg ikke lavet en cliffhanger om Toyotaens fremtid? Leve eller dø? Syn eller ej? Verden skal ikke længere holdes i uvidenhed: Den skal leve. Hurra. Jeg tømmer resterne af kassebeholdningen ned i karosseriet og forlanger gode oplevelser med min hvide ganger de næste to år.
Der er stadig langt til 300K.
30. september 2013 | den store bunke |
På det spillested, hvor jeg er tilknyttet som frivillig, er de af os der står i baren ikke alle lige fortrolige med drinksortimentet. Min søn forestiller sig, at jeg står som Tom Cruise i Cocktail og jonglerer med shakere, mens jeg drejer halvanden gang rundt om mig selv. Sandheden er, at jeg står med læsebrillerne på og næsen nede i barkortet og forsøger at læse de alt for små typer og se, om det nu er gin eller vodka, appelsinjuice eller rød sodavand eller Grenadine, jeg skal bruge.
Vi må have nogle opskrifter skrevet med store pløkker og nogle kulørte billeder, så vi kan se, hvordan det skal ende med at se ud, det som vi langer over bardisken.
Nu har vi i hvert fald taget billederne. Så mangler vi resten. Og se da lige, en palet af fine drinks vi kan. Sikke farver…
29. september 2013 | den store bunke |
I morges tjekkede jeg min telefon og konstaterede, at der i nat klokken 01.24 er landet en sms fra et ukendt nummer. “…. dü er bara sweetyyyyyi ;-)”, stod der.
Et minut senere fra samme nummer: “Hovsa”.
Jeg smilede og tænkte på alle de gange, jeg selv er kommet af sted med at sende kåde sms’er af sted i opløftet stemning. Og de gange jeg er vågnet med ondt i hovedet og har tjekket min telefon for, hvad jeg muligvis kunne have sendt af sted, fordi det i øjeblikket virkede som en knaldgod ide.
Denne her afsender havde da i det mindste indset sin fejl og sendt sit ups i hælene på den første besked. Og jeg var heldigvis ikke vågnet ved bippene.
I dag søgte jeg på nummeret, fordi det da kunne være sjovt at vide, hvad det var for én. Og ha ha, det er en, jeg kender, og ha ha, gad vide om beskeden efterfølgende blev sendt til den rigtige. For den var da egentlig sød. Men hvorfor på svensk-ish?!?
26. september 2013 | den store bunke |
Længe forsvundne yndlingslæbestift er dukket op. Den havde puttet sig gennem et hul i foret på kosmetikpungen. Sammen med den blå øjenskygge.
Yay.
25. september 2013 | den store bunke |
Pulver – andre mennesker siger pålver [ˈpɔlˀvʌ]
Fup – andre mennesker siger fåp [ˈfɔb]
Rust – andre mennesker siger råst [ˈʁɔsd]
Muffin – andre mennesker siger måffin [ˈmʌfin]
22. september 2013 | den store bunke |
Ved I godt, hvor lang tid det tager at gøre en hel pose fuld af grøntsager fra haven – kartofler, pastinak, porre, rødbeder og salat – rene og snittede og klar til madklubmad? Det tager hele cd 6 af Karl Ove Knausgårds Min kamp 1. Og på en skala fra 1 til 10 er det 10 hyggeligt.
Ellers har jeg været til hest i dag. Astrid går til hest, og i dag var der rideopvisning, eller også hed det rideprøver. Jeg havde forestillet mig, at det behøvede jeg ikke med til. For jeg havde for eksempel en bruseniche, der skulle skures. Men så spurgte hun, om jeg kom med og kiggede på. Hest ikke, tænkte jeg. Og tog med. For næste gang ved jeg bedre, hvad jeg eventuelt siger nej tak til.
På min barndoms ønskesedler stod en hest gennem mange år øverst. Som nummer to stod seletøj til hest. Heldigvis var der aldrig nogen, som gav mig andenprioriteten alene. Jeg er vokset op på en gård, og min far har altid elsket heste, men jeg er dybt taknemmelig for, at han gennemskuede, at hest ikke var noget for mig. Han vidste, at han selv ville komme til at stå for pasningen, og han havde både køer og grise at tage sig af.
Det var fint i ridehallen i dag. Og på trods af, at pigebarnet var helt stiv af nerver, for hun havde aldrig redet solo før, gjorde hun det rigtig godt. Hesten Linus havde ikke travlt, det havde han ikke. Da de skulle gå skridt, gik han så langsomt, at man skulle tro, nogen havde trukket hestebremsen. Men han gjorde, hvad rytteren signalerede, at han skulle, travede når han skulle dét, og drejede, når han skulle det. Ja, jeg syntes, det hele så helt rigtigt ud. Jeg lærte også nye ord. Volte, slangegang, hovslag. Og nej, det sidste er ikke en lyd. Det er stien hele vejen rundt inden for banderne. Hun fik fine karakterer, og de fik alle sammen en gul roset.
Meget fremmed verden. Som jeg stadig ikke forstår.
