IMG_4728

Jeg vidste det! Jeg skulle have ladet være med at begynde.

Jeg er kommet til at starte på at pakke. Og herfra bliver det kun træls, indtil vi er af sted, og der ikke er mere, jeg kan lave om.

Derfor skulle jeg have ventet og taget én enkelt frustreret time i morgen, hvor jeg kunne have rendt rundt om mig selv i små cirkler og lagt frem og valgt ud og lagt væk igen og alligevel lagt én ting mere i kufferten og én til.

Jeg kender mig selv, jo. Det er det samme hver gang. Ja ja, siger andre folk, det er jo bare en uge, og det er varmt, og det er vel bare noget tøj og lidt sager, og man kan jo købe på stedet, hvis man mangler noget. Det er det, jeg selv siger til de andre. Det bliver bare aldrig sådan, når det er mig. Medmindre altså jeg venter til sidste øjeblik. Hvilket jeg aldrig har gjort, går det op for mig. Engang skrev jeg lister flere dage i forvejen. Det er jeg trods alt holdt op med. Lidt. Lige nu ligger der ved siden af mig en liste, hvor der står: Fugtighedscreme, blyant i tasken, et tørklæde, klipklapper…

Jeg har ellers været dygtig og holdt mig i skindet. Så startede det med, at jeg hentede nogle kjoler i klædeskabet, som står inde på drengeværelset, for ikke at forstyrre drengene i morgen formiddag. De sover sikkert længe. De kan nemlig godt holde sig fra pakkeland til sidste sekund. Jeg hentede altså nogle kjoler, som jeg muligvis vil have med. Nogle af dem. Og nogle bluser. Og så var jeg ligesom sat i gang. Den her eller den her? Eller den her? Eller begge? Eller den her, som stadig hænger på tørrestativet? Jeg henter den lige. Men så skal den her ikke med, i hvert fald. Og hvad med t-shirts? Nej, dem kan jeg se på i morgen. Eller, jeg kan også gøre det nu. Sko…? I morgen! Nej, jeg sætter dem lige frem nu. Og fra nu af holder min hjerne ikke op med at kredse om, hvad der skal i kufferten.

Herregud, det er syv dage, der er varmt, det er sommertøj, badetøj, sandaler, noget at læse i eller lytte til, kamera, tandbørste…. Plus tyve andre ting, som. Jeg. Bare. Ikke. Vil. Finde. Frem. Nu!

Det var her, jeg tvang mig til at hente et glas rødvin.