6. marts 2019 | den store bunke |
Vi har det ene, og det er godt, for det får vi måske brug for senere – og det andet har vi stoppet.
Spildpladsen befinder sig indtil videre i en kuffert, og det er selvfølgelig helt forkert at kalde det spild. Det er bare opsparet plads, til hvis vi nu skulle finde på at KØBE noget, når vi inden længe indtager London. Vi deler en kuffert. Det kan vi godt. Og jeg har forsøgt at huske og tage ved lære af, hvor lidt jeg plejer at bruge af alt, hvad jeg plejer at tage med for en sikkerheds skyld – og har kun lagt en minimal bunke frem. Morten har ikke lagt noget frem endnu. Altså, jeg tror da, der bliver ved at være god plads i den store sorte. Jeg glæder mig uanset hvad.
Det andet, det med madspildet, som vi altså ikke praktiserer, betyder blot at vi er i gang med at spise op. Nu har jeg i hele to dage lavet fortrinlige måltider af ingredienser, der bare lå og døsede i køleskabet, helt uden at købe ekstra ind. Var det ikke dygtigt?
Så der er faktisk god plads i BÅDE køleskab og kuffert. På en eller anden måde er dét vel dobbelt godt. Masser at glæde sig over og til.
23. december 2015 | den store bunke |
Jeg tror vi er at være der. Vi kan godt gå i gang nu. Med jul.
Alle er færdige med at købe julegaver. Noget mangler at blive pakket ind, og en enkelt gave når frem i sidste øjeblik ad en tosset omvej, fordi jeg var kommet til at skrive rigtigt bynavn, men forkert postnummer. Jeg havde længe ventet i spænding på, at pakken overhovedet blev sendt af sted fra et lager i Sverige. Det blev den i aftes, og det var først da jeg track-and-tracede forsendelsen i dag, det gik op for mig, den var på vej til 8000 og ikke 8800. Den bedste løsning var at krybe til korset og sende gavemodtageren selv ind og hente den i postbutikken i Aarhus – med strenge ordrer på ikke at åbne den. Det gode er, at hun NÅR at få den.
Vi har købt ind. Vi skal ikke engang holde juleaften selv, men der skal jo forberedes alligevel. I flere uger har vi vidst, at vi skulle sørge for vinen til juleaften, halvdelen af maden til frokosten 1. juledag, al mad til hele 2. juledag og bidrage med en ret til frokosten 3. juledag. Så kunne vi jo godt have ordnet det i bedre tid, men nu blev det altså sådan, at klokken 13.30 i dag drog vi på handel. Med tre indkøbssedler. En til juledag, en til andenjuledag, og en med det, vi generelt manglede. Sjovt nok stod der vin på dem alle tre. I supermarkedet hilste vi på en bekendt, som kun gik med en lille kurv. Han skulle bare have det sidste, sagde han, “Men selv om det bare lige er det sidste, ender det altid med at koste tusind kroner alligevel”. Vi kiggede ned i vores propfyldte vogn og tænkte, vi skulle være glade, hvis vores “det sidste” kunne fås for tusind kroner. Ved kassen spurgte Morten for sjov, om jeg ville betale, så skulle han nok gå i kiosken og købe rom. Ja, hvis du betaler min tandlægeregning, svarede jeg raskt, og så grinede vi lidt ad det. Jeg gik i kiosken, og Morten skulle have valgt tandlægeregningen.
Jeg har vasket bilen. Selv om min mor ikke ser så godt længere, kunne hun sagtens lige finde på at kunne se, hvor beskidt min bil er, når hun skal hældes ind i den. Men nu er den ren som et barnligt julesind.
Mortens firma kan snart lukkes ned for et par dage eller i hvert fald sættes på slummer. Det trænger han til efter nogle travle uger. Det gør Klokkeblomst, hans hjælpende fe, som er mig, også.
Vi har fået julekort, kalenderlyset er nået til vejs ende, det samme er det første adventslys, Lasse har støvsuget, der er lagt vasketøj sammen, vi har æblegløgg, som jeg fik af den kollega, som jeg har nisset på hele december uden at blive gættet, og vi har frisk kuller til aftensmaden.
Alting, tjek, altså.
Alle sammen: Glædelig jul. Tjek.
7. oktober 2013 | den store bunke |
… ikke begynde at pakke for tidligt. For så når jeg at pakke om to-tre gange og genvurdere hver eneste genstand, jeg har lagt i kufferten, og mit hoved kortslutter, og jeg bliver frygtelig for mine omgivelser, og alligevel ender jeg med at få for meget med og have sære ting med ’for en sikkerheds skyld’, selv om det er ting, jeg aldrig har brug for hjemme.
… gerne mene noget om, hvad de andre skal pakke. For eksempel har jeg allerede sagt flere gange til alle mine rejsefæller: “Ved du nu, hvor dit pas er?” og “HUSK at tage noget med at læse i!”. De er allerede trætte af mig og glæder sig endnu mere, til vi er af sted.
… være sådan en, der er ligeglad med, hvordan jeg ser ud på stranden. Var på vægten og konstaterede, at der skal være plads til fem kilo mere i bikinien, end sidst jeg var af sted.
… ikke være nærig. Hele min opsparing gik til mekanikeren, men så må jeg trække på kassekreditten. Jeg vil ikke være den sure, som siger nej til ekstravagance på ferien. Til en vis grænse, forstås.
… gerne glæde mig. Seks dage til afrejse. Jeg havde blæret mig med nedtælling på græsk, hvis jeg havde kunnet sige andet end ’tak’, ’godmorgen’, ’godaften’ og ’jeg elsker dig’.
23. august 2013 | den store bunke |
I denne uge kaster jeg energi på festforberedelser. Morten holder fødselsdagsfest i morgen, og det kræver selvfølgelig et vist mål af planlægning.
Synes jeg.
Vi kommer fra hver sin planet. Morten er den, der slår ud med armene og har det hele inde sit hoved og løber an på, at han kan finde det derinde, når han skal bruge det, og siger: “Hov! Jeg skulle have ringet til xxx i går…”, “Jeg har det her… et eller andet sted. Næ, det ligger hjemme.” og “Vi kan købe ind efter kl. 21.30.”
Jeg er den, der skriver lister og bekymrer mig og bringer spørgsmål op om alt, hvad der kan forløbe anderledes, end jeg har et billede af, at det skal, og skaber kaos i noget, der egentlig lå meget godt inde i hans hoved, og siger: “Har du husket… ”, “Fik du snakket med…” og “Nej, Bilka lukker kl. 22, det kan vi ikke nå.”
Han er den, der siger “Det løser sig!”. Det siger jeg også nu, for det har jeg lært udenad, at vi synes. Når han siger det, betyder det faktisk, at det løser sig. Når jeg siger det, betyder det, at jeg ikke ved, hvad jeg skal sige til det lige nu.
Han er også den, der lader tiden arbejde og får uventede ideer og lader sig føre et andet sted hen, end det var tænkt fra starten, og pludselig tryller løsninger frem, som viser sig at være de helt rigtige, når noget andet ikke kunne lade sig gøre.
Jeg vil helst have en køreplan time for time, så jeg er forberedt på alt.
I tirsdags insisterede jeg på, at vi skulle gennemgå det hele og skrive lister over, hvornår hvem skulle gøre hvad, indkøbslister til hvilken dag, lister over hvad der skal hentes hvor hvornår, hvad der skal medbringes hvorhen. Efter nogle timer, hvor jeg havde fået hævet kernetemperaturen i min hjerne betragteligt, sagde Morten: “Der er ikke noget af dét der, der stresser mig”.
Sikke en gave.
Folk, der kender mig godt, siger, at jeg har rigtig godt af at have mødt sådan en som ham. Dem, der er tæt på ham, siger måske det samme til ham om mig.
Vi supplerer hinanden ret godt og er gode til at lade vores forskelligheder samarbejde i stedet for at strides om, hvem der har den rigtigste måde.
Sikke et held.
Vi var i Bilka i går. Vi grinede, snakkede, fyldte i vognen og krydsede af. Én liste væk. Fire-fem stykker tilbage.
Hov! Jeg har glemt, at jeg også skal huske at skrive op, at jeg skal huske at bekymre mig over, hvad jeg skal tage på til festen…
24. juli 2013 | den store bunke |
For længe siden blev jeg bedt om at reservere den kommende weekend til en tur ud i det blå. Destination og indhold har ikke ligget i mine hænder; min kæreste har arbejdet med mange forskellige ideer og sat flere skibe i søen, mens jeg har hvilet roligt i (u)bevidstheden om, at et af dem nok skulle nå havn.
Og det bliver havnen i Flensburg. Vi skal bo i en lejlighed midt i byen, hvis beboere – et ungt lærerpar – er ude at rejse. At dømme efter billederne på nettet er det så fint og hyggeligt. Vi skal slentre, udforske, snuse ind og være lige der, hvor vi er.
Jeg er blank på Flensburg og rejser uforberedt og uden ‘Turen går til…’ noget som helst, tager bare ind. Har kamera, kreditkort, åbne øjne og en hånd, der er klar til at holde i.
Jeg glæder mig.
Typischer Flensburger Hinterhof, står der i beskrivelsen af Linn og kærestens lejlighed
