3. juli 2018 | den store bunke |
Her knejser Lille Hviden i selvsikker forvisning om at blive godkendt af synsmesteren om et splitsekund og blive sendt ud i solskinnet til to år mere på vejene.
Og det blev den. Verner fandt ingen fejl, og jeg fik en kvittering og et sølvklistermærke. “Hvad skal dét?”, spurgte jeg. “Det kan du klistre på indersiden af forruden, og så kan man se, den er synet i ’18,” sagde Verner og tilføjede: “Det er frivilligt”. Jeg tænker, jeg benytter mig af frivilligheden. Og at det da burde have været udformet som en guldstjerne.
Det er første gang, jeg er til 1. syn med en bil. Det er også første gang, jeg er kørt direkte til syn uden at runde mekanikeren først for at få udbedret diverse småskavanker eller ganske enkelt lade værkstedet selv ligge og rode med at få vognen godkendt. Jeg regnede med, at en ny (nahja, fire år, så…) bil da for pokker burde kunne opfylde kravene, inklusiv udstødningsgrænserne som Hvide T, min gamle bil, havde voldsomt svært ved at holde sig under. Hvorfor jeg i gamle dage var nødt til at køre en 10-15 kilometer ud ad landevejen før syn for at brænde … noget … af.
Det er også så længe siden, jeg har været til syn med en bil, at jeg havde glemt, hvordan det foregik. Jeg gav nøglen til Verner og satte mig med en kop automatmorgenkaffe. Verner gik ud, og det næste jeg så var Aygoen, der drønede forbi porten og forsvandt. Nåååh ja, han skulle ud og teste dens dynamiske egenskaber i et livemiljø, huskede jeg. I fem minutter sad jeg så med kaffen og vidste ikke, hvor mit køretøj var. Eller Verner. Da den anden synsmester også forsvandt ud for at teste en bil, sad jeg med min kaffe og bestyrede hele synshallen på egen hånd. Det var jeg god til.
“Der var jo ingenting”, sagde Verner, da han var færdig med at kigge og banke og lyse i bilens inderste og underste, og så kørte vi ud i verden igen, Lille Hviden og jeg.
8. oktober 2013 | den store bunke |
Jeg har hentet en nysynet bil hos mekanikeren. Jeg var mest optaget af to ting: 1. Den er i orden, tak! 2. Kunne det holdes inden for den pris, du gav mig, mekaniker?
“Du kan komme med herover og se, hvad vi har lavet”, sagde han og ledte mig hen til et bord, hvor der lå en voldsom bunke rustent jern, som jeg kunne forstå havde været dele af min bil indtil for få timer siden. Nogle runde, flade nogen, nogle lange, tynde nogen, nogle skæve nogen og en stor halvflad en med én indgang og fire udgange. Eller omvendt.
“Der var bremserørene, som vi snakkede om, og så har du fået nye forbremser, for de hakkede noget, og så var udstødningen altså noget utæt, så den kunne ikke gå igennem, men vi svejsede en blablabla ind og fandt en brugt manifold, så det ikke bliver så slemt økonomisk.”
Jeg kan godt lide min mekaniker. Han ved præcis, hvilke krav jeg stiller til min bil. Den skal kunne køre, den skal ikke være farlig, det må gerne være brugt, for det må gerne være billigt.
“Hvad så med det der rust, du snakkede om?”
“Ja, der var tre huller indvendigt i venstre bagskærm, og med fordøren har vi sat en plade på forneden og bygget rundt om kanten med blablabla (kan han have sagt glasfiber?? Eller padding??). Det holder ikke evigt, men den kunne synes med det.”
Igen: Jeg kan godt lide min mekaniker. Han ved præcis … og så videre, se ovenfor.
Det der stykke, de har sat på fordøren, ligner at det er spartlet på; det er hvidere end resten af bilen, og der bliver ikke vundet nogen formningskonkurrence på det. Men man kan ikke se den rustrøde stribe langs hele bunden af døren længere, og bilen er synet. Jeg er tilfreds.
Jeg har også konstateret, at håndbremsen har fået sin gamle spændstighed igen. Det var ellers lykkedes mig at pine det meste væk ved en gang imellem at komme til at glemme at løsne den. Okay, jævnligt.
Jeg takkede mekanikeren, smilede kækt og sagde: “Så ses vi ikke de næste to år”. Han smilede også.
Og gik hen for at tælle sammen til en regning.
1. oktober 2013 | den store bunke |
Der var kage i morges. Kollegas Audi 80 rundede 300.000 kilometer. Henriks bil er i samme kategori som min, og når jeg en sjælden gang tager bilen på arbejde, kan den godt lide at holde ved siden af hans. De hygger sig sammen, Hvide T og Sølvpilen. Så snakker de om gamle dage og bagtaler alle de andre – nyere – biler på parkeringspladsen lidt.
Hvilket minder mig om… har jeg ikke lavet en cliffhanger om Toyotaens fremtid? Leve eller dø? Syn eller ej? Verden skal ikke længere holdes i uvidenhed: Den skal leve. Hurra. Jeg tømmer resterne af kassebeholdningen ned i karosseriet og forlanger gode oplevelser med min hvide ganger de næste to år.
Der er stadig langt til 300K.
12. september 2013 | den store bunke |
Toyotaen er kaldt til syn. Mekanikeren har “haft den oppe” og tjekket den forfra og bagfra og nedefra og indefra. Og fortalt mig, hvor mange penge der skal kastes på den, for at den kan gå igennem. Man-ge pen-ge. Jeg gad godt, jeg ikke var den voksne, som skal tage beslutningen.
Mekanikeren, som efterhånden kender den hvide lige så godt, som jeg gør, siger, at jeg jo for de penge ikke kan få ret meget anden brugt bil af samme kvalitet. Få den synet, siger han, og vær indstillet på, at det måske er sidste gang, og begynd at kigge efter en anden løsning, når de to år inden næste synskontrol er ved at være gået.
Han er ikke i tvivl.
Jeg er i tvivl.
Allerhelst vil jeg tage to år mere med min trofaste følgesvend gennem mange år. Men det er mange penge.
Jeg snakker med folk. Folk synes en masse forskelligt. Hvis det var dem, ville de gøre det ene og det andet og man kan jo få, og hvis det var dem, havde de skiftet for lang tid siden, og man kan jo finansiere sådan og sådan, og har jeg egentlig brug for så stor en bil, og har jeg egentlig brug for en bil, og det er da værd at lytte til mekanikerens vurdering, og Toyota-ejere er de gladeste, og du ved hvad du har, men ikke hvad du får, og… og…
Jeg tænker. Jeg tænker mig en mavepine til.
Imens holder min bil vejret. Jeg gør det også. Men jeg skal huske snart at trække det.
Den hvide dame, da hun var ny i trafikken og rejste til udlandet og endnu ikke havde hørt om rust og tærede bremserør.
