10. marts 2014 | den store bunke |
I dag slog det mig, at det kun er danske personnavne, jeg er så fortrolig med, at jeg umiddelbart kan udlede nogen forestillinger bare ud fra navnet. Have en ide om personens alder, region, socialklasse.
Jeg kender en svensk pige, som fylder 19 i dag. På Facebook var der en Vidar, der ønskede hende tillykke. Det navn har ingen plads i mit system og giver mig ingen billeder. Jeg kan ikke vide, om det er en af hendes jævnaldrende eller en af forældrenes venner, en lærer, en træner, en ældre bekendt. Jeg nåede ikke at se profilbilledet, inden hele denne tankerække var sat i gang. I den bog, jeg er ved at læse, er der en Vidar, derfor var det netop den lykønskning, jeg stoppede op ved; jeg havde netop stiftet bekendtskab med det navn. I bogen er det en ældre mand, men jeg har intet at binde det op på i forhold til at vurdere, om unge svenskere hedder sådan.
Jeg kender også en dansk pige, som har fødselsdag i dag. Hun er 18, og på hendes Facebookvæg kan jeg umiddelbart afkode ud fra fornavnene, hvilke lykønskninger der kommer fra jævnaldrende, og hvilke der ikke gør.
Hendes storesøster er født i Stockholm for 27 år siden, og da vi fik at vide, hvad hun skulle hedde, syntes vi, det var synd, for det navn faldt helt ved siden af i Danmark på det tidspunkt, men det kunne man altså godt hedde i Sverige. Få år efter blev dette pigenavn et af de mest populære i Danmark og har ligget i top 5 i mange år – og gør det stadig.
Min datter er meget optaget af navne og har en klar forestilling om, hvilke aldersgrupper forskellige navne hører til. Hun synes, de fleste mænd i 40-årsalderen ”ligner en, der hedder Henrik”, og de fleste mænd i halvtredserne ”ligner en, der hedder Henning”. Selv hedder hun Laura, et navn, vi syntes, vi skilte os ud med for 21 år siden. Det gjorde vi ikke.
Man kan prøve at undgå at blive fanget af navnestrømmen. Nogle af mine venner ventede barn, skal vi sige, det var i 1990. De kontaktede Danmarks Statistik for at høre, hvilke faldgruber der var. ”Bare I undgår Christian!”, var svaret. Det var åbenbart den vej, alle ville det år. De kaldte barnet Nana.
Jeg snakkede engang til et selskab med en kvinde, der hed Maria. Hun omtalte sin mand som Aksel. I løbet af samtalen forstod jeg, at Aksel var spansk, født i Spanien og flyttet til Danmark, da han mødte Maria. Jeg spurgte, hvordan det kunne være, han hed Aksel, som for mig er et meget dansk navn. Det gjorde han heller ikke, sagde Maria, han hed Xavier, men det var jo et helt umuligt navn for danskerne både at udtale og skrive, så han havde kaldt sig Aksel, da han kom til Danmark. Det havde han læst i en bog og var overbevist om, at det var et helt almindeligt navn i Danmark. Siden var det gået op for ham, at det ikke var tilfældet, men da var det for sent at slippe af med Aksel.
Var han flyttet til Sverige, havde han måske kaldt sig Vidar. Og jeg har stadig ingen anelse om, om det havde passet bedst til ham, hans far eller hans søn.
7. marts 2014 | den store bunke |
Hvordan ved man, at tiden er inde til at holde op med at købe vinterstøvler til sine børn? Dét står ingen steder i forældremanualerne, og gennem årene, i takt med at fødderne vokser, køber man sig fattig i ordentlige støvler, vinter efter vinter. Mærkevarer og dyre, fordi det er hvad man kan få og stadig have nogenlunde god ergonomisk samvittighed. Sommetider kan børnene arve efter hinanden, men det er jo heller ikke rigtigt – undskyld mig – gangbart, for de sarte barnefødder skal ikke gerne formes af storesøsters eller storebrors plader. Så de skal have nye støvler. Alle tre. Til flere hundrede kroner stykket. Hvert år.
De to store sagde efterhånden fra. De gad dem ikke. Trigger og Bundgaard og hvad de hed dengang blev dømt usmarte og pinlige. Der var ikke rigtig nogen alternativer, som fandt nåde, så vintrene blev – undskyld mig – gået i møde i Converse Allstars og kondisko. Så måtte de også bare selv om det, børnene, og til orientering – og egen efterretning – har de tilsyneladende ikke taget skade.
Yngsten sagde ikke fra. Ikke verbalt, i hvert fald. Men han udviste heller ikke begejstring over de nyindkøbte gode vinterstøvler. Slet ikke, faktisk, og det var aldrig dem, han valgte når han skulle i skole om morgenen. Forløbet beskrives egentlig meget godt af mine Facebookopdateringer i den periode:
30. november: droppede løbeturen og tvang yngste søn med ud at købe vinterstøvler – det var næsten en større kraftanstrengelse.
1. december: får det direkte tilbage i ansigtet: Yngste søn med sarkasme i stemmen: “Løber du? Så skal du tage dine vinterstøvler på!!”
2. december: er fuld af mystisk! I morges lod de meget omtalte vinterstøvler sig ikke finde trods omfattende leden. Enten har jeg fostret århundredets skuespiller eller også er der nisser på spil. Hvor store fødder har nisser egentlig?
Så dukkede de pludselig op, da vi ledte efter noget andet. I nederste skrivebordsskuffe! Det sygeste sted, med ejermandens egne ord. Fuld af fortrængninger var han også: “Jeg kan ikke huske det! Jeg må have gjort det på et tidspunkt, hvor jeg var rigtig sur på dem”.
Så fattede jeg budskabet. Han ville ikke have dem. Det er godt tre år siden, og siden har han klaret de vildeste frostdage og fimbulvintre i stofsko og den lærredsjakke, han kalder ’min presenning’. Så må han altså selv om det.
5. marts 2014 | den store bunke |
Denne kage insisterede på at ville bages, da vi skulle lave menuen til jagtmiddag i sidste uge. En gammel sorthvid fotokopi fra et firser-ALT for Damerne poppede op, opskrifter til en finere middag; kammuslingesuppe med grøntsager og vagtelæg, entrecotes med pebersauce, tarteletter med rodurtepuré og sauterede rosenkålsblade – og altså kastanjekagen, en drøm af kalorier. Jeg har aldrig lavet andet end kagen, og til vores selskab fulgte den efter fasansuppe og indbagt rådyrfilet.
Vil I have opskriften? Så skal man bruge
100 g mørk chokolade, 4 æggeblommer, 150 g sukker, 200 g kastanjepuré fra dåse (puré, ikke creme! Usødet!), 4 æggehvider, 50 g sukker.
Glasur: 125 g mørk chokolade, 2 spsk vand, 2 æggeblommer, 1 spsk sukker, 1 ¼ dl piskefløde.
Pynt og tilbehør: evt. 50 g hvid chokolade, 2 skrællede kiwifrugter i halve skiver, ¼ l letpisket flødeskum.
Smelt chokoladen og lad den afkøle, men den må ikke stivne. Pisk æggeblommer og sukker lyst og cremet og bland det med chokoladen. Mos kastanjepuréen gennem en sigte direkte ned i massen og pisk det hele godt sammen. Pisk æggehviderne meget stive og pisk de 50 g sukker i. Vend først halvdelen og dernæst resten af æggehviderne i dejen. Hæd den i en smurt kageform på 18-20 cm i diameter. Bag kagen på nederste rille i ovnen ved 175 grader i ca. 50 minutter. Afkøl den i formen.
Til glasuren smeltes chokolade og vand. Pisk æggeblommer og sukker i og varm et halvt minut under omrøring, men pas på, det ikke kommer til at koge. Afkøl. Pisk fløden stiv og bland den i chokoladen, før den stivner helt. Stil glasuren i køleskabet, til den er næsten stiv.
Vend kagen ud af formen og fordel glasuren på sider og bund. Stil kagen i køleskabet og lad glasuren blive helt stiv. Smelt eventuelt hvid chokolade og sving den i cirkler hen over kagen i et tilfældigt mønster. Stik kiwiskiver fast langs kagekanten og server med letpisket flødeskum til.
Kagen kan laves færdig dagen før, men frugtpynten skal først kommes på et par timer før servering.
Et tip – velment og ud fra dyrekøbt erfaring: Tænk dig om, før du tager stykke nummer to.
3. marts 2014 | den store bunke |
Fastelavnstid.
Der kommer ingen udklædte på tredje. Der bor kun få børn i bymidten, og de der gør render ikke rundt og rasler. Jeg tror, jeg har oplevet det måske to gange, at nogen har fundet helt herop. Derfor har jeg kun min viden om tidens udklædningstrends fra de sociale medier.
Men jeg har selv et kostume. Ét kostume, som jeg altid hiver frem, når jeg skal klædes ud. Det er nemt. I hvert fald i idéfasen. Ikke så nemt at færdes i.
Det er fra dengang for 25 år siden, da jeg gad ligge på gulvet i to uger og designe og tegne og klippe og lægge stofstykker oven på hinanden og sy flere kilometer siksaksytråd i lyserød, brun, hvid, sort og orange til et stort stykke lakridskonfektstof og bagefter sy en pose i tykt plastic og bagefter konstruere en firkantet konfekthat.
Sådan et smider man jo ikke ud. Det kommer stadig frem en gang imellem, og det har været med til karnevaller, hvor det ikke har haft mig i. Hatten er gået til undervejs, den var ellers ret godt fundet på.
Til det karneval, som jeg lavede Hariboposen til, fulgtes jeg med Cæsar, en glædespige, et pissoir og en afrikansk udvekslingstudent med en trekilos tyrkisk lampe på hovedet.
Inde under posen skal man have sort tøj på, for når det i løbet af festen bliver for varmt og besværligt at gå rundt som en pose lakridskonfekt, kan man tage det af og påberåbe sig, at det jo altid er de sorte, der tilbage til sidst.
Og se, man kan ryge i det.
2. marts 2014 | den store bunke |
Det har været en lang nat. Omtrent samtidig med at ældste søn skulle mellemlande i Washington på rejsen til Amerika, gik meget personlig computer i sort. Begge dele var jeg nødt til ligge vågen over i nat.
Søn havde skrevet lige før take off i København, at han ville skrive næste gang fra DC. Det gjorde han bare ikke, og jeg havde dagen før hørt om nogen, der havde haft svært ved at nå deres fly videre på grund af alt muligt indrejse- og visumkontrol. Så var det på grund af tidsforskellen eller på grund af problemer, han ikke skrev? Det lå jeg og rodede med dér i nat.
Min elskede bærbare. Uden varsel sort skærm. Så hvad nu med … alting? Ny computer eller til reparatør? Og hvis den ikke kan genoplives, er det så ny, brugt, stationær, Mac eller pc? Har jeg alle mine koder og passwords skrevet ned? Og hvad ligger der, som jeg ikke har nået at få backup af? Den ikke så gamle, men alt for langsomme pc, jeg også har, hvad kan den? Har den dit og dat og har jeg råd til noget som helst? Det lå jeg og rodede med dér i nat.
Da jeg berettede nattens gang for yngste søn i dag, var hans vantro kommentar: ”Lå du vågen over en computer?!? Det der mormorsyndrom*, – det kommer godt nok tidligt!”
Kærestes holdning var dybest set den samme – ’vi kan alligevel ikke gøre noget nu, så nu sover vi’ – men han var så venlig at reagere lidt mindre direkte. Han sagde ”Vi finder ud af det” mange gange i aftes, hver gang jeg fandt på en ny vinkel at bekymre mig ud fra. Jeg sagde ja hver gang, og så gik der et par minutter, inden jeg fandt på noget nyt. Han foreslog den ene computermulighed efter den anden, googlede og gjorde ved.
Forståelsen og hjælpen var der, men ’vi kan alligevel ikke gøre noget nu, så nu sover vi’. Det gjorde han så. Det gjorde jeg ikke. Jeg roterede og spekulerede. På søn i luften et sted over sydstaterne og på sort skærm inde i stuen. Jeg spillede Candy Crush, tændte lyset og læste bog.
Klokken 03.01 bippede telefonen. Store søn undskyldte det sene tidspunkt, men nu var han ankommet, og nu var de gået ud for at få noget at spise. Og sms’er koster 4 kroner, så fremover bliver kommunikationen mere sporadisk.
Så kunne jeg sove.
Og se, jeg har pustet liv i alt for langsomme pc, installeret og opdateret det nødvendige, væbnet mig med tålmodighed. Og kan det meste. Resten finder vi ud af.
*mormorsyndromet: Man er nødt til at tage bekymringerne på forskud, ellers kan man ikke være sikker på at få dem.
27. februar 2014 | den store bunke |
Jægersmændene med ledsagere samles til jagtmiddag en gang om året. Værtsskabet går på omgang, og næste gang er det hos os. En af jægerne havde en ny kæreste med sidste år. Ulla hed hun. Det kan være en udfordring at være ny i en sammentømret flok, men jeg synes, at jeg året før, hvor jeg var ny, havde gjort hvad jeg kunne for at tage presset fra alle nye i al fremtid ved at trække en træls østers ved forretten, brække mine indvolde ud på badeværelset lige efter desserten og blive fragtet hjem i en taxa af min stolte kæreste. Ulla kom ikke i nærheden af at gøre mig kunsten efter sidste år.
Nu nærmer vi os vildtmiddagen, selskabet er ved at blive kaldt sammen, og i går forlød det, at ’Ulla nu hedder Vibeke’.
Min første forvirrede tanke i forsøget på at forstå oplysningen var: “Har hun været ved numerolog??”
Bagefter fattede jeg, at det var hele mennesket, som var blevet et andet.
