Vælg en side

Rise og rasle

4. marts 2019 | den store bunke | 0 Kommentarer

Det er fastelavn i dag. Det er ikke noget, der fylder så meget, når man ikke længere har mindre børn i institutioner og skoler, og der derfor ikke er udklædninger at pønse på. Det eneste, der eventuelt fylder, er fastelavnsboller.

Men der kunne jo komme enhjørninger, Elsaer, mus eller mælkekartoner og rasle ved hoveddøren. Så skal de have noget. Der er stadig fastelavnsboller til overs fra i går, og det er jo dét, de synger for, når de synger, ikke?

Talen faldt kort på emnet blandt et par kolleger i dag. Hvad giver I dem, når de kommer og rasler?, spurgte jeg, og begge kolleger havde slik klar derhjemme. Ingen af dem havde så meget som tænkt tanken om penge. Selv om den ene tøvende huskede, at det jo faktisk var dét, hun selv havde fået som barn. Og mindedes videre, at alle gadens unger helst ville rasle hos Esther, fordi hun gav en hel femmer. Men i 2019 bliver de altså spist af med slik.

Da jeg kørte hjem, slog det mig, at raslebøssen da overhovedet ikke kan rasle, hvis der ikke er penge i.

Men jeg har altså boller, og vi har også en sparebøsse fuld af én- og tokronestykker (som min morfar kaldte dem), så der var mulighed for bestemme arten af uddeling på dørtrinet. Hvis de sang overbevisende, kunne der nok godt falde klingende mønt af.

Jeg regnede nu ikke med, at der kom nogen. Vi bor ganske vist i et kvarter med mange børn, men de bliver vel spist af med tøndeslagning og fastelavnsfejring i skolen, og børn i vore dage må i øvrigt heller ikke gå ud på egen hånd i tusmørket.

Billedet øverst er fra dengang, der var en mor, der orkede at afblege kyllingeknogler og sy heksekostume af sort tyl og velour og binde birkeris på et kosteskaft. Jeg kan ikke huske, om barnet var rundt hjemme på vejen, eller det bare var knoglerne, der raslede i skolen. Jeg tror ikke, hun var ude. Hun måtte ellers godt.

I dag er endnu ingen kommet til vores dør. Vi har sparet både boller og kroner.

Klædt i slik

3. marts 2014 | den store bunke | 0 Kommentarer

Fastelavnstid.

Der kommer ingen udklædte på tredje. Der bor kun få børn i bymidten, og de der gør render ikke rundt og rasler. Jeg tror, jeg har oplevet det måske to gange, at nogen har fundet helt herop. Derfor har jeg kun min viden om tidens udklædningstrends fra de sociale medier.

Men jeg har selv et kostume. Ét kostume, som jeg altid hiver frem, når jeg skal klædes ud. Det er nemt. I hvert fald i idéfasen. Ikke så nemt at færdes i.

lakridskonfekt

Det er fra dengang for 25 år siden, da jeg gad ligge på gulvet i to uger og designe og tegne og klippe og lægge stofstykker oven på hinanden og sy flere kilometer siksaksytråd i lyserød, brun, hvid, sort og orange til et stort stykke lakridskonfektstof og bagefter sy en pose i tykt plastic og bagefter konstruere en firkantet konfekthat.

Sådan et smider man jo ikke ud. Det kommer stadig frem en gang imellem, og det har været med til karnevaller, hvor det ikke har haft mig i. Hatten er gået til undervejs, den var ellers ret godt fundet på.

Til det karneval, som jeg lavede Hariboposen til, fulgtes jeg med Cæsar, en glædespige, et pissoir og en afrikansk udvekslingstudent med en trekilos tyrkisk lampe på hovedet.

Inde under posen skal man have sort tøj på, for når det i løbet af festen bliver for varmt og besværligt at gå rundt som en pose lakridskonfekt, kan man tage det af og påberåbe sig, at det jo altid er de sorte, der tilbage til sidst.

Og se, man kan ryge i det.