Klædt i slik
Fastelavnstid.
Der kommer ingen udklædte på tredje. Der bor kun få børn i bymidten, og de der gør render ikke rundt og rasler. Jeg tror, jeg har oplevet det måske to gange, at nogen har fundet helt herop. Derfor har jeg kun min viden om tidens udklædningstrends fra de sociale medier.
Men jeg har selv et kostume. Ét kostume, som jeg altid hiver frem, når jeg skal klædes ud. Det er nemt. I hvert fald i idéfasen. Ikke så nemt at færdes i.
Det er fra dengang for 25 år siden, da jeg gad ligge på gulvet i to uger og designe og tegne og klippe og lægge stofstykker oven på hinanden og sy flere kilometer siksaksytråd i lyserød, brun, hvid, sort og orange til et stort stykke lakridskonfektstof og bagefter sy en pose i tykt plastic og bagefter konstruere en firkantet konfekthat.
Sådan et smider man jo ikke ud. Det kommer stadig frem en gang imellem, og det har været med til karnevaller, hvor det ikke har haft mig i. Hatten er gået til undervejs, den var ellers ret godt fundet på.
Til det karneval, som jeg lavede Hariboposen til, fulgtes jeg med Cæsar, en glædespige, et pissoir og en afrikansk udvekslingstudent med en trekilos tyrkisk lampe på hovedet.
Inde under posen skal man have sort tøj på, for når det i løbet af festen bliver for varmt og besværligt at gå rundt som en pose lakridskonfekt, kan man tage det af og påberåbe sig, at det jo altid er de sorte, der tilbage til sidst.
Og se, man kan ryge i det.
