Da støvlerne gik væk
Hvordan ved man, at tiden er inde til at holde op med at købe vinterstøvler til sine børn? Dét står ingen steder i forældremanualerne, og gennem årene, i takt med at fødderne vokser, køber man sig fattig i ordentlige støvler, vinter efter vinter. Mærkevarer og dyre, fordi det er hvad man kan få og stadig have nogenlunde god ergonomisk samvittighed. Sommetider kan børnene arve efter hinanden, men det er jo heller ikke rigtigt – undskyld mig – gangbart, for de sarte barnefødder skal ikke gerne formes af storesøsters eller storebrors plader. Så de skal have nye støvler. Alle tre. Til flere hundrede kroner stykket. Hvert år.
De to store sagde efterhånden fra. De gad dem ikke. Trigger og Bundgaard og hvad de hed dengang blev dømt usmarte og pinlige. Der var ikke rigtig nogen alternativer, som fandt nåde, så vintrene blev – undskyld mig – gået i møde i Converse Allstars og kondisko. Så måtte de også bare selv om det, børnene, og til orientering – og egen efterretning – har de tilsyneladende ikke taget skade.
Yngsten sagde ikke fra. Ikke verbalt, i hvert fald. Men han udviste heller ikke begejstring over de nyindkøbte gode vinterstøvler. Slet ikke, faktisk, og det var aldrig dem, han valgte når han skulle i skole om morgenen. Forløbet beskrives egentlig meget godt af mine Facebookopdateringer i den periode:
30. november: droppede løbeturen og tvang yngste søn med ud at købe vinterstøvler – det var næsten en større kraftanstrengelse.
1. december: får det direkte tilbage i ansigtet: Yngste søn med sarkasme i stemmen: “Løber du? Så skal du tage dine vinterstøvler på!!”
2. december: er fuld af mystisk! I morges lod de meget omtalte vinterstøvler sig ikke finde trods omfattende leden. Enten har jeg fostret århundredets skuespiller eller også er der nisser på spil. Hvor store fødder har nisser egentlig?
Så dukkede de pludselig op, da vi ledte efter noget andet. I nederste skrivebordsskuffe! Det sygeste sted, med ejermandens egne ord. Fuld af fortrængninger var han også: “Jeg kan ikke huske det! Jeg må have gjort det på et tidspunkt, hvor jeg var rigtig sur på dem”.
Så fattede jeg budskabet. Han ville ikke have dem. Det er godt tre år siden, og siden har han klaret de vildeste frostdage og fimbulvintre i stofsko og den lærredsjakke, han kalder ’min presenning’. Så må han altså selv om det.
