24. februar 2014 | den store bunke |
Da jeg ventede mit første barn i 1992, købte jeg en rød- og hvidstribet bluse i kraftig bomuld og med god plads til en voksende mave. Og – skulle det vise sig – af virkelig holdbar kvalitet.
Jeg havde den endda på den dag, hun blev født. Teksten under billedet henviser til, at det var min egen fødselsdag. Vi havde gæster, som vi senere på dagen var nødt til at overlade til deres eget selskab, da veerne tog til. Vi satte kylling i ovnen og trak et par flasker rødvin op til dem, inden vi kørte af sted til sygehuset.
Pigebarnet, som blev født den aften, er glad for genbrugstøj og har fundet skatte i både min og sin mormors garderobe. Den rødstribede har hun haft i flere år og bruger den flittigt. Dette billede er kun en uge gammelt.
Og er det virkelig rigtigt, at jeg selv havde den i skabet i alle de år, mens hun voksede op? Ja da! Jeg brugte den da også af og til. Det er en dejlig bluse, blød og rummelig. Hvis hun ikke havde annekteret den, havde jeg sikkert stadig haft den på ind i mellem.
23. februar 2014 | den store bunke |
Folk, der lever i og af turistbranchen, kan grundlæggende møde kunderne på to måder. Lad os sige, at turisten har et problem, han skal have løst, og han har måske selv del i, at problemet er opstået.
Han kan blive mødt med: “Det var godt nok dumt af dig, – lad os løse det” eller “Det var godt nok dumt af dig, – nu har du gjort min dag besværlig”.
Eksempel 1. Da vi var på Kreta i efterårsferien, henvendte vi os flere gange i receptionen med forespørgsler. Vi ville leje en bil, vores internetadgang fungerede ikke, vi havde tabt en mobiltelefon i en bus, vi ville gerne have et værelse til rådighed den sidste dag inden sen afrejse, vi var kort sagt bare almindelige turister. Hver gang blev vi mødt med imødekommenhed og et hjælpsomt “I will heeeelp you”, også selv om vi af og til havde vores tvivl om, hvorvidt receptionisten havde forstået, hvad vi sagde.
Eksempel 2. Kæreste og co. er lige vendt hjem fra skiferie i Østrig og er ved to episoder, i liftkortkontor og i restaurant, blevet mødt med en holdning, der var gennemsydet af dels “du kan da sige dig selv, at det er virkelig besværligt for mig at ændre på det her virkelig idiotiske, som du har gjort med din liftkortoptankning hjemmefra!”, dels “I må virkelig forstå, at vi har travlt, så I kan da ikke få jeres mad samtidig – og I kan ikke betale med kreditkort her, det burde I da virkelig have sagt jer selv”.
De kunne have sagt “Det var godt nok dumt af dig, – lad os løse det” og “Vi har travlt i dag, men vi lover at gøre hvad vi kan”. Så havde stemningen været en helt anden fra starten.
Det er så lidt, der skal gøres anderledes. Men det er den bedste investering, som ikke koster noget.
22. februar 2014 | den store bunke |
På billedet ser man lyd på vej ind i ørerne på en kvinde, der støvsuger. Man ser ikke lyden, men nu har I fået at vide, at den er der. Ledningerne antyder det også. Man kan ikke se, at hun støvsuger, men nu ved I det. Oplysningen er kun interessant i det omfang, at det er kedeligt at støvsuge (synes kvinden), men når man får et skud lydbog samtidig, gør det ikke noget, at der er mange kvadratmeter at støvsuge, at der virkelig trænger, og at det derfor tager et stykke tid.
Støvsugning, cykling, løb og havearbejde er ideelle forhold til at høre bog. Det der betager mig for tiden er Karl Ove Knausgårds Min Kamp. Der er seks bind, og jeg er ved anden bog. Der har været megen hype og megen debat om værket i Norge. Man har diskuteret, hvor tæt man kan gå på personerne i en selvbiografi. Knausgård skriver aldeles uden filter. Personerne omkring ham – og han selv – er beskrevet med deres rigtige navn og fuldstændig hudløst og til tider stærkt udleverende.
Men for mig er det bare deres interne norske og familiære udfordringer. Jeg læser det som den fremragende roman, det er. Han skriver bragende godt. Råt, følsomt, reflekterende, dokumentarisk, detaljeret. Fantastiske formuleringer og et smukt og flydende sprog. Jeg er begejstret.
Der er skrevet meget om Knausgård også, og der ligger masser af anmeldelser på nettet. Jeg har ikke læst ret mange, vil nødigt have spoilers om de kommende bind, men jeg er ret sikker på, at jeg med tiden og måske nødvendige pauser undervejs kommer igennem hele værket.
Det kan endda være, jeg bliver nødt til at støvsuge lidt grundigere, løbe et par kilometer ekstra eller lægge flere kartofler for at beholde headsettet på lidt længere.
19. februar 2014 | den store bunke |
Kæreste er i Østrig med datter og bedstevenner i denne uge. Jeg er hjemme, og jeg synes, det er en god fordeling. Sidste års indsigt kan læses her. Man kan også se det illustreret her nedenunder.
Mig på alpinski:
Mig på langrendsski:
Jeg ville gerne være med til alt det hyggelige, hvor man går rundt i uklædeligt skiundertøj i lejligheden, spiller spil, snakker og læser bøger, men jeg vil helst, når der også er et rigtigt løjpenet i nærheden. Det bliver et andet år. I år koser jeg mig ved at vide, at de nyder at suse ned ad pisterne dernede. Jeg lider ikke afsavn. Jeg kan gå rundt i uklædeligt skiundertøj i min egen lejlighed.
Og øve mig på tegnepladen.
17. februar 2014 | den store bunke |
Når søn kommer hjem og siger: “Far bagte stenalderbrød. Det skal du altså også gøre snart!”, så skal jeg da dét.
Det kommer der nok mere om.
Så kom vi til at snakke om, om palæo betyder stenalder. For Ross fra Venner er jo palæontolog, og han beskæftiger sig da med dinosaurer…? Og vi går da ikke ud fra, at dinosaurerne levede i stenalderen, vel.
Sådan noget må den indre etymolog straks finde ud af, og så viser det sig, at palæo- bare betyder forhistorisk, det kommer fra græsk palaios, som ganske enkelt betyder gammel. Hvis man vil præcisere det til stenalderen, er man nødt til at sætte det sammen med noget, der betyder sten. Palæolitikum, fik vi så. Lithos betyder sten. Gamle sten. Ældste stenalder.
Så dem, der blærer sig med palæobrød… Ha! Det er bare gammelt brød.
16. februar 2014 | den store bunke |
Jeg rydder op i julepyntkasserne. Der fandt jeg en skotøjsæske med breve fra midtfirserne. Hvordan den er endt sammen med julepynten kan jeg ikke gøre rede for, og jeg var lige ved at kaste den direkte i sækken til udsmidning. Så bladrede jeg lidt ned gennem konvolutterne og opdagede breve fra de unge russere, jeg mødte, da jeg var på sprogskole i Volgograd i sommeren 1985. Der var flest fra Viktor, som var den, jeg efterfølgende havde mest kontakt med. Åbenbart ikke nok, skal man dømme ud fra brevene.
Året var 1985, Gorbatjov havde introduceret perestrojka og man anede lysere udsigter, men det var stadig Sovjetunionen, alt blev overvåget, og vi kiggede os vagtsomt over skulderen, når vi uden tilladelse gik med hjem og besøgte de unge, som higede efter vestligt selskab.
Det første brev, jeg åbnede, var skrevet på russisk, men heldigvis har Viktor på bagsiden skrevet nøjagtigt det samme på engelsk. I hvert fald et engelsk, jeg kan forstå.
Længere nede i bunken så jeg pludselig et aktuelt stednavn, og jeg synes, det er sjovt lige netop under meget omtalt russisk Vinter-OL at finde et brev fra Sochi, hvor Viktor holdt sommerferie i 1986. Fortiden tager nutiden i hånden, og jeg tror da bare, æsken med breve er reddet fra udsmidning denne gang også.
