24. juli 2018 | den store bunke |
Det var vaaaaarmt i nat. Det er jeg ikke den eneste, der synes, jeg plejer bare godt at kunne sove fra det. Jeg er velsignet med et prima sovehjerte og vågner sjældent om natten. Ja, jeg kan da godt slukke lyset og ligge og tænke “jegkanikkesove-jegkanikkesove-jegfalderaldrigisøvn”… i cirka tyve sekunder, og det næste der sker er, at min alarm vækker mig, og jeg skal op. Jeg vågner ikke af almindelige dagligdags lyde i huset, og jeg har engang sovet fra et jordskælv.
Jeg er meget taknemmelig for det.
Det gik bare ikke sådan i nat. Jeg vågnede klokken halv fire, da Morten forlod soveværelset, fordi han ikke kunne sove for varmen. Det var ikke hans skyld – nattelisteri plejer ikke at forstyrre mig.. Da jeg lidt senere gik ud for at se, hvor han var, fandt jeg ham lysvågen på sofaen nede i stuen i gang med at tjekke flybilletter (til et koldere sted, tænker jeg). Jeg gik op igen, blot for at være vågen i to timer. TO timer, mand! Jeg spillede Candy Crush, opdaterede mig på verden og tænkte kloge tanker. Først fra kvart i seks sov jeg igen et par timer.
Det var virkelig sært, og intet tyder på, at det bliver køligere næste nat. Forhåbentlig har jeg opsparet underskud (kan man egentlig dét?) nok til, at jeg kan sove.
Ellers må jeg slutte mig til Morten, der allerede har proklameret, at han vil sove på gulvet i stuen foran den åbne terrassedør.
2. marts 2014 | den store bunke |
Det har været en lang nat. Omtrent samtidig med at ældste søn skulle mellemlande i Washington på rejsen til Amerika, gik meget personlig computer i sort. Begge dele var jeg nødt til ligge vågen over i nat.
Søn havde skrevet lige før take off i København, at han ville skrive næste gang fra DC. Det gjorde han bare ikke, og jeg havde dagen før hørt om nogen, der havde haft svært ved at nå deres fly videre på grund af alt muligt indrejse- og visumkontrol. Så var det på grund af tidsforskellen eller på grund af problemer, han ikke skrev? Det lå jeg og rodede med dér i nat.
Min elskede bærbare. Uden varsel sort skærm. Så hvad nu med … alting? Ny computer eller til reparatør? Og hvis den ikke kan genoplives, er det så ny, brugt, stationær, Mac eller pc? Har jeg alle mine koder og passwords skrevet ned? Og hvad ligger der, som jeg ikke har nået at få backup af? Den ikke så gamle, men alt for langsomme pc, jeg også har, hvad kan den? Har den dit og dat og har jeg råd til noget som helst? Det lå jeg og rodede med dér i nat.
Da jeg berettede nattens gang for yngste søn i dag, var hans vantro kommentar: ”Lå du vågen over en computer?!? Det der mormorsyndrom*, – det kommer godt nok tidligt!”
Kærestes holdning var dybest set den samme – ’vi kan alligevel ikke gøre noget nu, så nu sover vi’ – men han var så venlig at reagere lidt mindre direkte. Han sagde ”Vi finder ud af det” mange gange i aftes, hver gang jeg fandt på en ny vinkel at bekymre mig ud fra. Jeg sagde ja hver gang, og så gik der et par minutter, inden jeg fandt på noget nyt. Han foreslog den ene computermulighed efter den anden, googlede og gjorde ved.
Forståelsen og hjælpen var der, men ’vi kan alligevel ikke gøre noget nu, så nu sover vi’. Det gjorde han så. Det gjorde jeg ikke. Jeg roterede og spekulerede. På søn i luften et sted over sydstaterne og på sort skærm inde i stuen. Jeg spillede Candy Crush, tændte lyset og læste bog.
Klokken 03.01 bippede telefonen. Store søn undskyldte det sene tidspunkt, men nu var han ankommet, og nu var de gået ud for at få noget at spise. Og sms’er koster 4 kroner, så fremover bliver kommunikationen mere sporadisk.
Så kunne jeg sove.
Og se, jeg har pustet liv i alt for langsomme pc, installeret og opdateret det nødvendige, væbnet mig med tålmodighed. Og kan det meste. Resten finder vi ud af.
*mormorsyndromet: Man er nødt til at tage bekymringerne på forskud, ellers kan man ikke være sikker på at få dem.
