20. marts 2014 | den store bunke |
Kosede mig i aftes på Silkeborg Bibliotek med hende her. God underholdning om blogging, stribetegning og forfatning. Og alt det, der er rundt om og ind i mellem og bagved. Der var et bredspektret udvalg af damer – og seks-syv mænd. Morten flakkede lidt med øjnene over al den østrogen på vej ind i salen og forbeholdt sig retten til at trække sig tilbage med smartphone og internet, men han benyttede sig ikke af det – og lod forstå, at han også følte sig godt underholdt.

19. marts 2014 | den store bunke |
Så var jeg hos tandlægen. Allerede ude i venteværelset læste jeg på infoskærmen, at der er en tandplejerpraktikant på klinikken for tiden, og at hun følger min tandplejer, så jeg var ikke overrasket over lidt senere at finde mig selv med cirka fire tandplejerhænder i min mund.
Mere uventet var det, at tandplejer Dennis efter grundig kradsen på de fleste af mine tænder erklærede, at han havde gemt de bedste tandsten til sidst, og dem tænkte han, at praktikanten kunne ordne og bagefter pudse dem alle sammen.
Hun var så forsigtig og langsom, at jeg nåede at få en hel del at vide om forskellene på stole og fodpedaler på klinikken og oppe på skolen (hun kan bedst lide fodpedalerne på skolen og stolene på klinikken), at ups, det var hendes mave, der rumlede; hun var godt nok også sulten nu, og Har jeg fået det hele med her? Jeg prøver lige at puste… Dennis lægger altså en del flere kræfter i.
Bagefter kørte jeg om kap med regningen tilbage på arbejde. Regningen kom først. Til gengæld kunne jeg godt lide den. I hvert fald på otte ud af ti punkter.

17. marts 2014 | den store bunke |
Da Morten og jeg var på første date, fulgte vi De internationale Datingregler. Dem har jeg fundet på, og de går i korthed ud på, at første date højst strækker sig over et par timer og foregår et neutralt sted; derefter går man hver til sit og evaluerer hver for sig. På den måde kan begge parter komme derfra med skindet på næsen og uden at blive kasseret på stedet. Det værste i verden er at blive spurgt lige i halen på et møde: Nå, hvad synes du så?, og man bare synes NEEEEJ!
I vores tilfælde gik daten jo godt, og senere på dagen – kort efter hjemkomsten, faktisk – spurgte Morten i en mail, hvornår man egentlig måtte ses igen. Efter de der internationale…
Og her kunne jeg heldigvis svare, at derfra følger man Kardemommeloven.
Den er det klogeste, som Politimester Bastian har sagt – måske det eneste kloge – og den lyder i sin enkelhed sådan her (i den danske udgave, oversat af Halfdan Rasmussen):
Man skal ikke plage andre, eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre som man vil.
16. marts 2014 | den store bunke |

Det var Store Indretningsdag i studiekammeret i går. Hvide T og jeg drog til Aarhus loadet med værktøj, støvsuger, instant coffee og et skab, der var skilt ad til atomer for at kunne være i bilen. Tolv timer senere returnerede jeg til eget hjem, mørbanket og møgtræt, men da havde vi også nået rigtig meget.
Vi kørte i IKEA. En siksakrute gennem midtbyen, hvor vi så steder og bagveje, hvor ingen af os før havde været – jeg må erkende at mine Aarhusnavigationsskills er noget rustne, men frem til indretningsmekkaet kom vi. Og sikke vi blev inspireret, og sikke mange beslutninger, der skulle tages. Den bordplade, som stod på indkøbslisten, var udsolgt, men reolklassikeren var hjemme. Og dimser og benbukke og dørslag og opbevaring. Og köttbullar med potatismos. Og er I egentlig klar over, hvor tung sådan en kasse Billyreol er?
Da vi stod i kassekøen, sagde jeg: Ved du hvad der er helt nyt for mig? At det ikke er mig, der skal betale! – Det er også nyt for mig!!, sagde hun. Og kørte et gysende stort beløb ud fra sit dankort.
Bagefter tog vi i Silvan for at kigge efter alternativ bordplade. Det kunne vi ikke få, men vi kunne få en meget bred hylde. Den købte vi. Og blev enige om, at det overordnet set var den næstbedste løsning. Men på dagen var det den bedste løsning. Det kan altid laves om til maj, når IKEA får den rigtige plade hjem. Og måske viser det sig i dagligt brug, at det alligevel er den rigtige løsning.
Tilbage til adressen og slæbe op til tredje sal. Billy måtte pakkes ud i bilen og bæres op i mindre enheder. Og så var der samling. Jeg elsker at samle ting. I den rigtige rækkefølge og med de rigtige skruer og dimser. Og hvis man pludselig har et spørgsmålstegn over hovedet, kan man altid ringe til IKEA og blive en glad mand igen, viser tegninger i samtlige deres vejledninger. Det fik vi ikke brug for.

Billy under construction

Det samlede vi (plus skabet jeg havde med hjemmefra)
Det var sådan en hyggelig dag, tak til Laura for den, og jeg var glad, da Hvide T og jeg kørte hjem loadet med støvsuger, overflødigt tøjstativ, værktøj og tømte flyttekasser. Det er skønt at være handymor.
12. marts 2014 | den store bunke |
Jeg kan ikke lide banan. Ikke bare Jeg bryder mig ikke om banan. Men helt præcist Jeg kan ikke lide banan. Jeg spiser det ikke og har aldrig gjort det. Bananer har en fin form og en flot farve, men de smager grimt. Det er en af de fire madvarer, jeg ikke spiser, fordi jeg ganske enkelt ikke kan lide dem.
Derfor får jeg sjældent frugtsalat, og jeg har renonceret på mange kager, når jeg opdagede, der var banan i. Det var især grænseoverskridende, da børnene var små og skulle have bananmos, og jeg skulle bilde dem ind, at det var dejlig mad.
Jeg ville ikke overleve, hvis jeg blev forladt i en jungle, hvor jeg var nødt til at leve af vand og bananer.
I går var der hjemmebagt kage på kontoret. Endda to slags. I dag talte vi om, hvor gode de var. “Især den med nødder”, sagde jeg, “den smagte helt vildt godt!” “Banankagen?”, ville en kollega så have præciseret.
Hvad?!? Så var jeg blevet snigløbet. Der var banan i, og det kunne overhovedet ikke smages…
Er det alderdomsskavanker, der indhenter mig? Så varer det vel ikke længe, før jeg også kan lide rosenkål, blegselleri og gule ærter…?!

11. marts 2014 | den store bunke |
Jeg kan næsten ikke nå at holde lageret med kertepærer trimmet. Jeg køber pærer til depotet hver anden dag for tiden.
I sidste uge sprang pæren i lampen i gangen. Der lå en enkelt reserve i kassen med pærer og batterier. Så købte jeg en ny til at have liggende.
Få dage efter sprang den ene pære i emhætten. Så var der igen huller i lagerbeholdningen, og jeg købte nye forsyninger, denne gang to.
I dag sprang pæren i den ene lampe på badeværelset. Så nu er der igen kun en på lager.
Og hvis alle kertepærer i lejligheden har bestemt sig for kollektivt selvmord her i foråret, er der stadig endnu en lampe i badeværelset og den anden side af emhætten, der ikke har opgivet.
Kom nu. Så vi kan få det overstået.

Pære angler efter venskab