4. marts 2019 | den store bunke |
Det er fastelavn i dag. Det er ikke noget, der fylder så meget, når man ikke længere har mindre børn i institutioner og skoler, og der derfor ikke er udklædninger at pønse på. Det eneste, der eventuelt fylder, er fastelavnsboller.
Men der kunne jo komme enhjørninger, Elsaer, mus eller mælkekartoner og rasle ved hoveddøren. Så skal de have noget. Der er stadig fastelavnsboller til overs fra i går, og det er jo dét, de synger for, når de synger, ikke?
Talen faldt kort på emnet blandt et par kolleger i dag. Hvad giver I dem, når de kommer og rasler?, spurgte jeg, og begge kolleger havde slik klar derhjemme. Ingen af dem havde så meget som tænkt tanken om penge. Selv om den ene tøvende huskede, at det jo faktisk var dét, hun selv havde fået som barn. Og mindedes videre, at alle gadens unger helst ville rasle hos Esther, fordi hun gav en hel femmer. Men i 2019 bliver de altså spist af med slik.
Da jeg kørte hjem, slog det mig, at raslebøssen da overhovedet ikke kan rasle, hvis der ikke er penge i.
Men jeg har altså boller, og vi har også en sparebøsse fuld af én- og tokronestykker (som min morfar kaldte dem), så der var mulighed for bestemme arten af uddeling på dørtrinet. Hvis de sang overbevisende, kunne der nok godt falde klingende mønt af.
Jeg regnede nu ikke med, at der kom nogen. Vi bor ganske vist i et kvarter med mange børn, men de bliver vel spist af med tøndeslagning og fastelavnsfejring i skolen, og børn i vore dage må i øvrigt heller ikke gå ud på egen hånd i tusmørket.
Billedet øverst er fra dengang, der var en mor, der orkede at afblege kyllingeknogler og sy heksekostume af sort tyl og velour og binde birkeris på et kosteskaft. Jeg kan ikke huske, om barnet var rundt hjemme på vejen, eller det bare var knoglerne, der raslede i skolen. Jeg tror ikke, hun var ude. Hun måtte ellers godt.
I dag er endnu ingen kommet til vores dør. Vi har sparet både boller og kroner.
17. oktober 2017 | den store bunke |
Nå. Så var der udklædningsfest i det norske Finansdepartement i weekenden. Man kunne vælge at klæde sig ud inden for temaerne superhelte, fantasy og det vilde vesten, og nu er der en finansminister, der er er kommet i vild modvind. Hun mødte ellers glad op til efterårsfesten i sit flotte indianerkostume. Så glad, at hun lod sig fotografere på hovedtrappen i departementet og lagde billedet på Instagram.
Og SÅ gik krænkelseshysteriet amok, og folk tordnede om respektløshed over for minoriteter og urfolk, der har været undertrykt og forfulgt.
Stop nu. Det var en ufarlig kostumefest. Og hvad MÅ man egentlig klæde sig ud som?
Selv har jeg ikke lavet andet gennem tiden end at klæde mine børn ud i krænkende kostumer fra forfulgte kulturer. Min datter har også været indianerpige til fastelavn. Jeg syede endda selv kjolen og stak fjer i håret på hende. Hun har også været heks, og tænk lige på, hvordan de er blevet forfulgt. Alle mine børn har været mus, og dem sætter man fælder for og hader. Selv klædte jeg mig ud som jæger engang, fordi det var nemt at låne tøjet, og jeg er også gået til kostumefest i landmandstøj af samme grund, og begge er meget udskældte grupper. Mit alletiders bedste karnevalskostume er en hjemmelavet pose lakridskonfekt. Fuld af usunde e-numre og unaturlige tilsætningsstoffer. Tænk at jeg kunne finde på det. Og en af mine venner var klædt ud som afrikansk udvekslingsstudent – indsmurt i sort skosværte og med en tre kilo tung tyrkisk lysekrone på hovedet hele aftenen. Det eneste, vi følte os krænkede over, var, at han smittede af hele tiden.
Jeg er glad for at læse, at der også er nogen, der støtter den norske finansminister, som for eksempel den tidligere fodboldspiller, der på Twitter skrev: “Jeg vil gerne beklage, at jeg bad folk klæde sig ud til min 50-års fødselsdag. Det var ikke meningen at fornærme dem, der havde deres storhedstid i 80’erne”
3. marts 2014 | den store bunke |
Fastelavnstid.
Der kommer ingen udklædte på tredje. Der bor kun få børn i bymidten, og de der gør render ikke rundt og rasler. Jeg tror, jeg har oplevet det måske to gange, at nogen har fundet helt herop. Derfor har jeg kun min viden om tidens udklædningstrends fra de sociale medier.
Men jeg har selv et kostume. Ét kostume, som jeg altid hiver frem, når jeg skal klædes ud. Det er nemt. I hvert fald i idéfasen. Ikke så nemt at færdes i.
Det er fra dengang for 25 år siden, da jeg gad ligge på gulvet i to uger og designe og tegne og klippe og lægge stofstykker oven på hinanden og sy flere kilometer siksaksytråd i lyserød, brun, hvid, sort og orange til et stort stykke lakridskonfektstof og bagefter sy en pose i tykt plastic og bagefter konstruere en firkantet konfekthat.
Sådan et smider man jo ikke ud. Det kommer stadig frem en gang imellem, og det har været med til karnevaller, hvor det ikke har haft mig i. Hatten er gået til undervejs, den var ellers ret godt fundet på.
Til det karneval, som jeg lavede Hariboposen til, fulgtes jeg med Cæsar, en glædespige, et pissoir og en afrikansk udvekslingstudent med en trekilos tyrkisk lampe på hovedet.
Inde under posen skal man have sort tøj på, for når det i løbet af festen bliver for varmt og besværligt at gå rundt som en pose lakridskonfekt, kan man tage det af og påberåbe sig, at det jo altid er de sorte, der tilbage til sidst.
Og se, man kan ryge i det.
