I fjernsynet i går så jeg en lykkelig ingeniør, som næsten ikke kunne være i sig selv af bar glæde over, at satellitten Rosetta, som han har været med til at udvikle strømforsyningen til, har ladet sit landingsmodul Philea hoplande på kometen 67P/Tjurjumov-Gerasimenko efter mere end ti års rejse.
Jeg kan godt lide, når mennesker, der er eksperter på deres felt, begejstres. Især hvis der er tale om naturvidenskabsfolk, som normalt virker nøgterne og fuldstændigt styrede af klare fakta. Jeg mindes stadig med glæde nu afdøde fysiker og Marsforsker Jens Martin Knudsen og hans glødende entusiasme og smittende engagement, og jeg husker, hvor sprutlykkelig han var, da han jublende fortalte, at man havde fundet spor af ’vandig aktivitet’ på den røde planet.
Og jeg så, hvor glad Harvardprofessoren Lene Hau var, da hun stoppede lyset.
De må gerne være stolte og glade, de dygtige og kloge mennesker. Jeg kan lide at se det.
For mig er det komplet uforståeligt, hvordan man kan lave og få sendt en rumsonde ud på en seks milliarder kilometer lang rejse i rummet, lægge den i dvale undervejs og vække den til live igen og få de videnskabelig instrumenter til at sende data tilbage til Jorden, en transmission, jeg mener at have læst kun tager 28 minutter. Jeg har dyb respekt for den viden og kunnen.
Jeg kan også godt lide, at man har kombineret raketvidenskab med humanistisk antik nørderi ved at opkalde satellitten Rosetta efter Rosettestenen, og landingsmodulet Philae efter en egyptisk obelisk, der begge blev nøgler til tydningen af hieroglyffer.
Jeg ønsker Rosetta held og lykke på den videre rejse mod solen og krydser fingre for, at den sender værdifulde data hjem til jubeltrippende forskere.