26. november 2014 | den store bunke, Heldige mig, Køkkenskriverier |
• dette syn, mens jeg sidder og hviler efter en løbetur. Onsdag er juniorkokkens maddag, og jeg rånyder, at han efterhånden er så dreven, at han både finder på, køber ind og udfører, uden at jeg behøver at være til stede, hverken mentalt eller fysisk.
• at tage løbetøj på, sætte en lydbog i ørerne og begive mig ud i mørket, hvor ingen kan kende mig. En lille tur uden andre ambitioner end at få mig rørt og alligevel lang nok til, at musklerne bliver ømme. I dag var det fire kilometer.
• når alt vasketøjet er tørt og ligger i stabler klar til at lægge på plads.
• bevidstheden om, at Lille Hviden fik sine nye vinterdæk på i weekenden, så jeg nu bare kan sige “Ja”, når jeg bliver spurgt, om jeg har skiftet til vinterdæk. Jeg efterspændte boltene i går og kunne rokke én ud af seksten. Og så var det jo ikke spildt at finde den krydsnøgle frem, som jeg har kørt rundt med i min gamle bil altid.
• at der er blevet lagt et dameblad til mig, så jeg kan slå hjernen fra og læse om Alt det, redaktørerne synes, jeg skal interessere mig for i denne uge.
• hvad juniorkokken tryllede frem
25. november 2014 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
Jeg har studeret fænomenet At tage bluse af, og jeg har gang på gang konstateret, at mænd og kvinder griber dét – som så meget andet – forskelligt an.
Mænd gør sådan: Griber fat i kraven omme i nakken og trækker trøjen op over hovedet.
Kvinder gør sådan: Krydser armene foran, tager fat i kanten forneden på trøjen og krænger den op over hovedet.
Sådan er det bare.
24. november 2014 | den store bunke |
Jeg kom til at se på bagsiden af solskærmen i en bil, jeg var passager i. Der findes denne ikoniske advarsel. Det er voldsomt. Jeg forstår den jo godt:
Der er en indbygget airbag foran dette sæde. Lad være med at sætte dit barn i en bagudvendt autostol her. Udløses airbaggen, kastes stolen og barnet rundt i kabinen. Du kan læse om det i instruktionsbogen.
Men virkemidlerne! Der er kun to røde elementer: forbudscirklen med den skrå streg. Og barnet. Som virkelig slynges omkring. En eller anden har siddet og overvejet, hvordan han kunne designe en mest muligt skræmmende tegning. Det er gået meget godt med den del.
Til gengæld har vedkommende været doven og har plukket elementer fra andre tegninger og sat dem sammen til denne serie. Grafikeren i mig græmmes. To forskellige udformninger af bilsædet på de to første tegninger. To forskellige udformninger af barnestolen. To forskellige udformninger og farver på instrumentbrættet, hvor airbaggen kommer fra; hvid på den første, sort på den anden. Og så den sære gammeldags hånd på sidste billede sammen med instruktionsbogen, som også virker, som om den er taget fra noget forhåndenværende clip art.
Man skal passe på med at kritisere, hvis man ikke selv kan gøre det bedre. Men det skulle vel heller ikke være så svært…?
20. november 2014 | den store bunke |
– Se, det er solen, der farver skyerne lyserøde!
– Har du malet dem, mor?
(Laura, 2 ½ år)
I dag var det ikke mig, der malede skyerne røde i solnedgangen. Men det var mig, der ligesom for tyve år siden glædede mig over en smuk seneftermiddagshimmel. Og for endelig at have fået et glimt af efterårssolen igen.
18. november 2014 | den store bunke |
Jeg har ikke set dagslys i dag. Det var stadig mørkt, da jeg gik ind på min arbejdsplads og sad hele dagen med ryggen til vinduerne, og det var mørkt igen, da jeg gik ud for at køre hjem.
Det er der ingen, der har, sagde Lasse, da jeg klynkede lidt over det. Så skal jeg jo ikke beklage mig.
Og på den gode side …
har tre ud af fire i husstanden nu julekalendere. En Kinder- og to lakridspibekalendere. I god tid. Forlokkende.
har jeg talt i telefon med min mor i en time og to minutter i aften. Hun var i væsentligt bedre humør ved samtalens afslutning end ved dens begyndelse. Derudover syntes hun, det var godt, at vi snakkede sammen en tirsdag fremfor om onsdagen, for der vil hun “jo gerne se ham der Hønissen (Bonderøven. Red.)”
har jeg fået et brev om en celleprøve med et svar, jeg var glad for.
har jeg kredset rundt i Føtex’ juleafdeling uden at kunne finde dekorationsler og i stedet fået købt adventslys og røde bånd. Så sagde vi, at jeg bare mangler selve adventskransen. Og vi var enige om, at jeg er i usædvanligt god tid.
har jeg lagt alt vasketøjet sammen.
har jeg hørt et ordspil, der er virkelig fjollet på sin egen elegante måde. Vær nu overbærende og nyd bare rytmen i stavelseslegen: Hvad vil en laborant i en labyrint? Labbe rundt.
17. november 2014 | den store bunke |
Astrid og en klassekammerat arbejder på en opgave om Nikolaj Lie Kaas. Fremlæggelsen skal vare et kvarter, og de har fyldt godt på med at fortælle om hans forældre, hvilke film han har været med i, hvilke tegnefilmfigurer han har lagt stemme til, hvilke sange han har sunget, om hans kone og børn og hvad de ellers har kunnet støve sig frem til. Powerpoint og hele møllen.
På min opfordring fortæller de også, at hans mor i 70’erne designede et par trusser med indsyet elastik lodret mellem balderne, hvilket gav dem – balderne – en mere naturlig facon og hindrede, at de blev delt tværs over af elatikkerne i benene. Trussen slog ikke igennem, og jeg kan ikke finde nogen dokumentation på nettet. Derfor har pigerne til illustration indsat et foto af et par trusser med påskriften “Anne”. Men jeg husker tydeligt sorthvide billeder af Anne Mari Lies smukke ansigt og af hendes lige så smukke røv iført trusser af eget design.
Jeg håber, at klasselæreren i 5.A skønner på alternative kilder.
Er jeg den eneste, der kan huske Anne Mari Lie trussen?
