Se godt på disse ben. De kan løbe. Nu er de plejet med bad og blød indpakning, men tidligere på dagen var de benhårde og seje transportmidler ude i mørket.
Jaha, de kan stadig løbe. Ingen troede længere på det, tror jeg. Der var pludselig gået tre måneder, siden de præsterede sidst.
Men det går simpelt hen ikke med det stillesiddende liv, jeg har fået på mig. Den eneste motion, jeg får, er når jeg går 50 meter ned til min bil om morgenen, og det samme når jeg kommer hjem om eftermiddagen. Indtil for et halvt år siden cyklede jeg på arbejde, ganske vist kun en kort tur, men dog en tur. Nu kører jeg bare bil og spiser godbidder. Og kan ikke passe mit tøj længere. Det vil jeg ellers gerne kunne.
Så nu har jeg lovet mig selv, at jeg vil løbe to gange om ugen. Uanset hvor mørkt det er, og hvor ugidelig jeg er. Der vil være opbakning hjemmefra. Hjemmefra i den betydning, at Morten ikke løber med – han skal jo også lave aftensmad imens – men peptalker. Sikkert også puffer mig ud.
Nå, men nu har jeg sagt det. Og undskyld mig, men jeg skal massere mine ømme ben. Tre kilometer sætter spor, jo.
