Dengang jeg lignede Elsebeth Egholm

For en ni-ti år siden besluttede jeg på vej hjem fra IKEA at slå et slag ind omkring Kasted og se, om min gamle overbo gav en kop kaffe. I slutfirserne boede jeg og min daværende kæreste i Lollandsgade i Aarhus i en andelsforening, som kun havde to andelshavere. Mig i nederste del og Karen i øverste halvdel af byhuset. Jeg havde haft sporadisk kontakt med Karen i de forløbne år og vidste, at hun og manden – som hun havde mødt, efter at vi flyttede fra byen – havde købt et hus i Kasted. Det lille gule hus med det røde tag under den blå himmel, kaldte hun det i sine breve, og jeg havde også adressen, da jeg spontant drejede fra Viborgvej og kørte ind mod Kasted. Men jeg havde ikke ringet i forvejen.

Jeg ringede på, og døren blev åbnet af Karens mand. “Hej”, sagde han. Fuldstændig neutralt. Fuldstændig uden undren over, hvem jeg var og hvad jeg ville. Som om jeg kom hver dag. Bag ham dukkede Karen op og udbrød begejstret “Hej Birgitte! Nej, hvor dejligt! Velkommen!”, og så gik det hele op i gensynsglæde og kaffe og aftensmad og flere timers snak og opdatering på liv.

Senere på dagen spurgte jeg manden: “Du vidste ikke, hvem jeg var, vel?”

“Næh!”, sagde han, “jeg troede, du var Elsebeth, og jeg syntes egentlig, det var mærkeligt, for hun havde allerede været her én gang i dag”.

Jeg var svært smigret. Det var dengang, Elsebeth Egholm havde en lidt anderledes frisure, og jeg havde en lidt anderledes frisure og en anden hårfarve og var lidt yngre, og vi kunne faktisk godt minde lidt om hinanden. Dengang. Hvis hun stadig bor i Kasted, og jeg ringede på hos Karen i dag, tror jeg ikke, nogen ville tage fejl. Vi er ligesom vokset fra hinanden igen.

Udenfor kategori

  • Jeg lytter krimi. Kidnapperne brugte en hvid Toyota Carina. Jeg følte mig næsten skyldig, da jeg hørte det. Måske solgte Toyota Hvide T videre til lyssky personer, da jeg købte ny bil? Måske fik den ikke den fredelige alderdom, den havde fortjent?
  • I dag skete det! Jeg syntes, det var lysere i morges, da jeg kørte på arbejde.
  • På arbejde sidder jeg over for Nikolaj. Tilsammen udgør vi Sproghjørnet. Kollegerne er skuffede de dage, vi ikke kommenterer noget sprogligt i radioen, diskuterer udtale eller betydning af ord, vi opsnapper, eller vurderer konstruktioner i de tekster, vi arbejder med. Som regel er vi enige. Også om at vi har ret i de fleste af vores iagttagelser. I dag behandlede vi udtale af tombola og tunnel.
  • Er kommet til at tilbringe aftenen i en sær bunke posedametøj. Meget strik, meget stræk, meget blødt. Hver for sig rigtig fine stykker tøj. Sammen topkikset. Men det var det, jeg fik taget på, da jeg havde været i bad efter løbeturen. “Jeg er gift, og jeg er hjemme”, sagde en, jeg kender, engang som undskyldning for at gå rundt i en svedig undertrøje. Er jeg gået i den fælde? Selv om jeg ikke er gift, og selv om jeg faktisk er ren. Undskyld, under alle omstændigheder!

posedamelook

Lytteraturanbefaling: Glasslottet

Når jeg læser så meget, som jeg gør, det vil sige hører bog op mod to timer dagligt i bilen, er der plads til jævnligt at kaste mig ud i ukendt terræn. Til at læse bøger, som jeg ikke aner noget om. Sommetider kan jeg ikke engang huske, hvor jeg først hørte om dem, når jeg endelig får dem hjem fra biblioteket efter at have ventet i uger eller måneder på at rykke forrest i køen. Som regel har jeg læst eller hørt anbefalinger, der har fået mig til at reservere titlen.

Sommetider rammer jeg ved siden af min smag, men ofte bliver jeg glædeligt overrasket over litteratur, der gør særligt indtryk.

Sådan en roman er Glasslottet, som jeg netop er blevet færdig med. Den er fantastisk. Livsbekræftende, hjerteskærende og forstemmende på samme tid. Forfatteren er Jeannette Walls, der fortæller om sin opvækst i 60’erne og 70’erne i en omflakkende, dysfunktionel familie i dyb fattigdom og på evig flugt fra myndigheder og ubetalte regninger. En karismatisk, genial og alkoholisk far og en evigt positivt tænkende, fjern kunstnermor, der rakker fra det ene opholdssted til det andet med deres fire børn, som hele tiden må starte forfra i nye skoler og kæmpe for tilværelsen. Fra ørkenbyer i det vestlige USA til en ussel mineby i West Virginia. Der er svigt og underlige valg, men der er også kærlighed og omsorg, og forfatteren skildrer forældrene kærligt og loyalt, ligesom der er et tæt bånd mellem børnene i deres fælles kamp for overlevelse, både fysisk og mentalt. Man sidder ofte måbende over de vilkår, de lever under, fattige og frysende, tit uden mad i en evig usikkerhed og med meget lidt ansvarlighed fra forældrene.

Efterhånden som de vokser op og modnes, bryder børnene ud. Et efter et flytter de til New York så hurtigt, som de kan komme af sted og etablerer sig der.

Jeannette Walls er journalist og har formået at skabe et godt liv imod alle odds, takket være en beundringsværdig vilje, beslutsomhed og begavelse.

Jeg kan kun sige: Læs den!

Halvvejs mod noget

flag

I dag har jeg halvårsfødselsdag. Og eftersom min datter og jeg har fødselsdag samme dag, har hun også halvårsfødselsdag. Hun er 22,5 og dermed halvvejs mod 45 og synes, det er skræmmende.

Til gengæld synes hun, mine tal er enormt sjove. Jeg er 55,5 år i dag. “Så er du halvvejs mod 111, er det ikke sjovt?”, siger hun.

Halvvejs mod 111? Det er jo ikke sjovt. Ingen bliver 111.

“Jeg synes altså, det er sjovere med 55,5. Tre femtaller…!”, insisterer jeg.

“Ja, og så halvvejs mod tre ettaller! Det er da sjovt!”, fremturer hun.

Jeg skal nu arbejde noget med det, før jeg synes, det er sjovt. På en måde er jeg mere interesseret i Lauras 45-tal.

Jeg kan også bare kaste energien i nogle varme tanker i min tantes retning. Hun har nemlig rigtig helårsfødselsdag i dag. Halvvejs mod omkring de 170.

Nat og dag i tøj

I går var den dag, jeg skiftede mellem to slags tøj. Nattøj og løbetøj. Det første havde jeg på den halve dag, mens jeg sad i køkkenet og drev den af i en solstråle. Ud på eftermiddagen tog jeg det andet på og løbegik rundt om en sø nær mig. Hjemme igen kom det over mig, at jeg ville skaffe vores kælderrum noget orden, så vi ikke længere behøvede at krabbe os sidelæns rundt om vakkelvorne kassestabler og være uden reel mulighed for at få fat i noget i det fjerneste hjørne. Morten var væk hele dagen; først på jagt og så til noget irsk stuvning, kortenspil og rom, så jeg havde en glimrende mulighed for at bestemme alting selv. Skrue fortidens ABC-reoler sammen, stille på hylder og skaffe gulvplads. Med lydbog i ørerne, værktøj i hænderne og struktur i tankerne. Og løbetøj på. Stadig.

kaelderrum


Før

Det var svært tilfredsstillende. Og faktisk hyggeligt også. Jeg er stolt over mit værk og pudser stadig glorie. Det passede lige med, at bagefter ville Morten gerne reddes fra mere rom, og da jeg nu stadig var i spandex – eller hvad mit elastiske sportstøj er lavet af – monterede jeg resten af udstyret og løb de to kilometer ud og hentede ham og bilen. At notere to træninger på samme dag var bestemt ikke mindre tilfredsstillende end at trylle kælderrum i rette vinkler. Bagefter tog jeg et bad og hældte mig i stribet pyjamas igen. Fremragende koncept.

I dag har jeg – udover en lang formiddag i nattøj – også haft almindeligt dagtøj på. Har været udenfor i almindelige ærinder flere gange. Blandt andet på biblioteket for at hente Donna Tartts Stillidsen som lydbog. Jeg har været i gang med papirudgaven ad flere omgange, men har måttet erkende, at det simpelt hen ikke går med analoge murstensromaner og mig længere. Så jeg blev så glad, da jeg opdagede, at nogen har indlæst den, og at det heldigvis ikke er Ann-Britt Mathisen, som var ved at slå min lytning af en anden Tartt-roman, Den lille ven, aldeles ihjel. Denne her oplæser hedder Mikkel Hansen, og det er ikke håndboldspilleren, hvilket jo er godt, eftersom jeg ikke rigtigt kan forestille mig at høre på ham en hel bog igennem. Mindre godt er det, at jeg ved sniglytning af bogens start hørte oplæser-Mikkel udtale dens titel som ’stillissen’ – med tryk på ’lis’. Hmm. Det kan blive 37 lange timer i hans selskab.

Men jeg er nok nødt til at glæde mig lidt alligevel.

Stillidsen

“Hjernen er en devaluerende mekanisme”

Uddrag fra Maria Semples roman Hvor blev du af, Bernadette:

“Lad os sige, at man har fået en gave. Man pakker den op, og det er en diamanthalskæde. Man bliver ude af sig selv af glæde, og man hopper op og ned af bar begejstring. Den næste dag er man stadig glad for halskæden, men ikke helt så meget. Efter et år ser du på halskæden og tænker “Nåh, dén gamle tingest”.

Det er det samme med negative følelser. Lad os sige, at man har fået en revne i forruden på bilen, og man er ked af det. “Åh nej, min forrude, den er ødelagt. Jeg kan næsten ikke se ud af den. Det er en katastrofe!” Men man har ikke penge til at få den lavet, så man kører bare videre med den. En måned efter er der en, der spørger, hvad der er sket med ens forrude, og man siger “Hvad mener du?”, fordi ens hjerne har devalueret betydningen af det.”

Min hjerne er i gang med at devaluere de ridser, jeg fik lavet i forreste kofanger forleden morgen, da jeg lige var fremme og kysse kantstenen, da jeg parkerede på arbejde. I et stykke tid devaluerede jeg fint, men så nævnte den kollega, som mødte samtidig og så min manøvre, det et par dage efter og mente, at det ikke havde lydt ret godt. Først da kiggede jeg grundigere efter og mærkede ridserne i lakken.

Nu skal jeg lige kategorisere det som ’min første rift’, og så skal det arkiveres. Devalueres.