Dengang jeg lignede Elsebeth Egholm
For en ni-ti år siden besluttede jeg på vej hjem fra IKEA at slå et slag ind omkring Kasted og se, om min gamle overbo gav en kop kaffe. I slutfirserne boede jeg og min daværende kæreste i Lollandsgade i Aarhus i en andelsforening, som kun havde to andelshavere. Mig i nederste del og Karen i øverste halvdel af byhuset. Jeg havde haft sporadisk kontakt med Karen i de forløbne år og vidste, at hun og manden – som hun havde mødt, efter at vi flyttede fra byen – havde købt et hus i Kasted. Det lille gule hus med det røde tag under den blå himmel, kaldte hun det i sine breve, og jeg havde også adressen, da jeg spontant drejede fra Viborgvej og kørte ind mod Kasted. Men jeg havde ikke ringet i forvejen.
Jeg ringede på, og døren blev åbnet af Karens mand. “Hej”, sagde han. Fuldstændig neutralt. Fuldstændig uden undren over, hvem jeg var og hvad jeg ville. Som om jeg kom hver dag. Bag ham dukkede Karen op og udbrød begejstret “Hej Birgitte! Nej, hvor dejligt! Velkommen!”, og så gik det hele op i gensynsglæde og kaffe og aftensmad og flere timers snak og opdatering på liv.
Senere på dagen spurgte jeg manden: “Du vidste ikke, hvem jeg var, vel?”
“Næh!”, sagde han, “jeg troede, du var Elsebeth, og jeg syntes egentlig, det var mærkeligt, for hun havde allerede været her én gang i dag”.
Jeg var svært smigret. Det var dengang, Elsebeth Egholm havde en lidt anderledes frisure, og jeg havde en lidt anderledes frisure og en anden hårfarve og var lidt yngre, og vi kunne faktisk godt minde lidt om hinanden. Dengang. Hvis hun stadig bor i Kasted, og jeg ringede på hos Karen i dag, tror jeg ikke, nogen ville tage fejl. Vi er ligesom vokset fra hinanden igen.
