“Hjernen er en devaluerende mekanisme”
Uddrag fra Maria Semples roman Hvor blev du af, Bernadette:
“Lad os sige, at man har fået en gave. Man pakker den op, og det er en diamanthalskæde. Man bliver ude af sig selv af glæde, og man hopper op og ned af bar begejstring. Den næste dag er man stadig glad for halskæden, men ikke helt så meget. Efter et år ser du på halskæden og tænker “Nåh, dén gamle tingest”.
Det er det samme med negative følelser. Lad os sige, at man har fået en revne i forruden på bilen, og man er ked af det. “Åh nej, min forrude, den er ødelagt. Jeg kan næsten ikke se ud af den. Det er en katastrofe!” Men man har ikke penge til at få den lavet, så man kører bare videre med den. En måned efter er der en, der spørger, hvad der er sket med ens forrude, og man siger “Hvad mener du?”, fordi ens hjerne har devalueret betydningen af det.”
Min hjerne er i gang med at devaluere de ridser, jeg fik lavet i forreste kofanger forleden morgen, da jeg lige var fremme og kysse kantstenen, da jeg parkerede på arbejde. I et stykke tid devaluerede jeg fint, men så nævnte den kollega, som mødte samtidig og så min manøvre, det et par dage efter og mente, at det ikke havde lydt ret godt. Først da kiggede jeg grundigere efter og mærkede ridserne i lakken.
Nu skal jeg lige kategorisere det som ’min første rift’, og så skal det arkiveres. Devalueres.
