7. februar 2015 | den store bunke |
Den lille hvide var møgbeskidt og trængte til vask. Jeg svingede ind som nummer tre i vaskekøen og gik i gang med fælgrens og sæbevand til de kringlede steder i konstruktionen, som vaskehalbørsterne aldrig når.
Noget var gået i udu inde i vaskehallen. Der skete ikke rigtig noget. Tankpersonale var tilkaldt, og jeg opfattede løsrevne sætninger som “Det er, fordi din bil holder skævt”. Chaufføren var inde og bakke og omplacere, mens tankekspedienten gik rundt og talte i telefon. Da jeg var henne for at tappe min anden spand sæbevand, stod chaufføren og røg. “Er der koks i det”, spurgte jeg. “Ja, den stoppede pludselig. Porten vil ikke lukke, men hvad skal jeg gøre?”, sagde hun og slog forsvarsberedt ud med armen. ”Nå, men du kan vel ikke gøre andet end det, du gør”, sagde jeg venligt. Ekspedienten kom ud med en stregkode og scannede den i automaten, mens hun over skulderen spurgte chaufføren, om hun havde været inde og sætte bilen ordentligt. Jeg stod ved siden af automaten. “Skal den kickstartes?”, spurgte jeg, for jeg var i small talk mode. “Ja”, svarede hun kortfattet. Porten rullede ned, vasken gik i gang, og der var udsigt til rene biler, og ingen var sure. Ingen havde heller været det.
Jeg tænkte på Mortens samtale med vores ejendomsadministrator i går om endnu flere huller og revner, der er kommet i vores loft som følge af renoveringen ovenpå. Adminstratoren takkede for, at vi ikke var sure og brokkede os over generne. Men Mortens holdning – i denne og så mange andre sammenhænge – er, at den, der bliver sur og vrissen, skal bruge en masse tid og kræfter på at blive god igen. Og det gider han ikke.
Henne ved vaskehallen havde jeg det mest sådan, at al den ventetid gav mig en fin mulighed for at få flere ugers snavs sat ordentligt i blød, inden jeg kørte ind til skum og store børster. Og sådan havde hende i bilen bag min, nummer fire i køen, det også, kunne jeg se – og høre, da jeg også small talkede lidt på hende.
Fin blev den lille hvide. Se bare, hvordan den spejler skoven og alting og ser japansk og sej ud.
7. februar 2015 | den store bunke |
En pludselig indskydelse den anden dag gjorde, at vi her i aften var til generalprøve på Melodi Grand Prix 2015 i Gigantium i Aalborg. Det var skægt at opleve. Også alt det, der sker uden for det, der havner på tv-skærmen. Lysmændene oppe under loftet. Kamerakranen. Hjørnet hvor værterne står og læser noter, når de ikke er på. Dem der render rundt i sorte crew-trøjer og styrer det hele. Konfettiregnen, som virker meget mere voluminøs på skærmen, end den er i virkeligheden i den store hal. Og artisterne, selvfølgelig. Nogle af dem har været i rampelyset før, andre står på scenen for første gang. Nogle gør det godt, andre er glemt med det samme. Nogle af dem er jeg sikker på ikke vinder, andre vil jeg godt sende til Wien i maj. I aften var der selvsagt ingen, der vandt, og vi listede af, mens de legede, at de stillede om til de fem regionale juryer for at indhente deres stemmer.
Vi var nær selv kommet i fjernsynet. Vi KOM i fjernsynet. Familien på rækken foran os blev interviewet direkte i TV2Nords 19.30-udsendelse (2 minutter inde i indslaget om Grand Prix feber i Aaalborg). Vi sad bagved og glædede os over, at det ikke var os, som journalisten havde henvendt sig til. Se, der sidder vi bag kvinden i sort i midten og tror os lykkeligt uden for kameralinsens rækkevidde.
Når det rigtige MGP kører over skærmen lørdag aften, føler vi os nok lige et hestehoved foran. Vi ved, hvor Jacob Riising og Esben Bjerre er, når I ikke kan se dem. Vi ved, hvad det er meningen, de skal sige, og vi holder lidt øje med, om de følger planen. Vi ved ikke, hvilken melodi der vinder. Der er et par stykker, som godt kan holde ud over en enkelt aften.
Men se da med selv.
5. februar 2015 | den store bunke |
Lejligheden ovenpå er ved at blive renoveret. Det indebærer blandt andet, at gulvene deroppe skal lægges om og isoleres bedre, så både varme og lyd holdes på hver sin side af etageadskillelsen. Da vores husvært for en måneds tid siden annoncerede det forestående arbejde og beklagede, at det nok ville give os nogle gener i form af stillads, støj og støv, sagde han samtidig, at vi måtte sige til, hvis det gav os ekstra rengøringsbøvl, for så måtte han jo sættte et rengøringsfirma på.
Vi tror, at de er i gang med gulvene i øjeblikket. I går kom vi hjem til hul i loftet og puds på gulvet. Havde det været lige dér, vi ville placere vores højere-end-til-loftet-juletræ, havde det jo været en fin forberedelse. Men juletræet skal slet ikke stå i det rum. Så vi informerede ejendomsadministratoren, som har givet beskeden videre til sjakbajsen. Ham mødte jeg i gadedøren i morges, og han spurgte, hvor slemt det var med vores loft. Jeg opfordrede ham til at ringe på og vurdere det ved selvsyn, for der var stadig nogen hjemme.
Han var tydeligt lettet over, at skaden ikke var større, og derefter fik han øje på Mortens opsatser på væggen og komplimenterede særligt én af dem, og det var hans anledning til at trække samtalen i en helt anden retning og trække stakkels Morten gennem hele sit jagttrofæbilledgalleri på håndværkermobilen.
Og nå jo, der kommer en maler en af dagene og udbedrer loftskaden.
Jeg synes, skaden er stor nok til at udløse det omtalte rengøringsfirma.
2. februar 2015 | den store bunke, Køkkenskriverier |
Engang overså jeg altid madopskrifterne, når jeg læste blade. Ikke overså som i undgik, nej, jeg så dem ikke, opdagede dem simpelthen slet ikke, når jeg bladrede forbi. Det interesserede mig ikke, madlavning interesserede mig ikke. Det eneste kokkeri, jeg gad, var at bage.
Jeg var også så heldig, at jeg ikke behøvede at tage mig af det. Jeg var gift med en mand, som kunne lide at lave mad og var god til det, og jeg blev kun kaldt i køkkenet, når vi skulle have æggekage, pandekager og pizza. Da vi blev skilt, var mine venners største bekymring, om jeg ville være i stand til at holde børnene i live. Det gik selvfølgelig. Jeg lavede madplaner, købte stort ind og gjorde det nemt for mig selv. Men jeg gjorde det kun, fordi jeg havde munde at mætte, og tit var vi heldige, at det også smagte godt.
I mit eget hoved er det stadig sådan, jeg opfatter mig. selv Jeg interesserer mig ikke for madlavning, og jeg er helst fri for det. Imidlertid kan jeg godt forstå, hvis omgivelserne ikke føler sig overbevist. Tænkte jeg på, da jeg gik og lavede aftensmad.
Gennem årene, i takt med at børnene er blevet mindre kræsne og har turdet smage andet end det stensikre og gammelkendte, er det blevet sjovere at lave mad. Vi spiser meget varieret. Jeg eksperimenterer og laver tit mad efter opskrifter, jeg ikke har prøvet før. Jeg får nyhedsbrev fra Vild med mad et par gange om ugen, og det er ofte derfra, jeg spontant plukker ideer. Så kan det godt være, vi aldrig får det igen, ikke fordi det ikke smagte godt, men fordi jeg sjældent får arkiveret opskrifterne til senere brug. Jeg plukker bare noget nyt næste gang, det er mig, der har vundet madlavningstjansen. Jeg holder ikke kokkerering ud i så strakt arm længere.
Måske er jeg nødt til at revurdere min køkkenidentitet? Sommetider får jeg endda også øje på opskrifterne i de glittede magasiner.
Sært.
Men jeg stornyder altså stadig, når det er en af de andre, der laver mad. Det skal jeg huske at fortælle dem.
Det var det her, som satte tankerækken i gang. Det er baconfrikadeller på hvidkål og porre. Det smagte godt. Det sagde de andre også. De nyder også, når det er en af de andre, der laver mad.
1. februar 2015 | den store bunke, Heldige mig |
Selv om vi bor lige midt i byen, faktisk så midt i, at det er imellem to gågader, mangler vi heldigvis hverken luft, lys, himmel eller udsigt.
Se bare, hvad vi kan se fra køkkenet, når klokken er 17.37 på den første dag i februar.
31. januar 2015 | den store bunke |
EdB? Altså det der elektronisk databehandling?
Ikke EdP eller EdT? Ikke noget med parfumer eller toilettevand?
Nix. Jeg har opsat bloggens mail. Endelig. To år efter at jeg startede med at synes noget om alt muligt, kan der nu skrives private beskeder til grevinden selv, hvis man har noget, som alle ikke behøver høre. Og det der gør, at jeg næsten ikke kan få armene ned – og dermed nærmest ikke er i stand til at støvsuge, som det ellers er planen at gøre om lidt – er, at jeg har gjort det selv. Jeg plejer at trække skaaa-aaat-kortet, fordi Morten kan alt. Men Kongen af IT er på jagt, og da en af mine fineste dyder er utålmodighed, viste det sig, at jeg godt kunne selv. For to år siden har udbyderen nemlig skrevet til mig, hvordan man gør. Så det gjorde jeg. Selv.
Adressen er så simpel som grevinden(at)grevindenpaatredje.dk; den står også under menupunktet Hvem ER grevinden.
