13. januar 2015 | den store bunke |
Det handler slet ikke om P-pladser, men om himle. Himler? Himle. I det omfang, man insisterer på at sætte dem i flertal.
Med 15.000 km tilbagelagt på fortrinsvis midtjyske veje på et halvt år har jeg set en og anden himmel. Flotte himle. Mørke himle. Lyse. Morgenhimle. Solopgange, solnedgange, skyformationer, stråleglans, disede dramatiske fronter. Gråvejr og blåvejr og bygevejr. De er ubeskriveligt afvekslende, og jeg har mine favoritsteder med de fineste himmelkig undervejs. Det er jo ikke noget, man som sådan må tage billeder af. Eller. Det må man jo godt. Men man kører jo bil. Og med hænderne ti-i-to på rattet er det svært at fotografere. Og under ingen omstændigheder skal man fremvise fotos, som man alligevel er kommet af sted med at få taget. Eller. Nej. … HVIS man er kommet af sted med at tage et. Nogen kunne jo tro, at man fotograferer under kørslen med sig selv bag rattet. Næ næ. Så som regel fæstnes himlene bare på nethinden.
I dag fangede himlen over Låsby mit blik. Åh og ih og næh, tænkte jeg, mens jeg kørte, og da jeg nåede et sted, hvor jeg kunne holde ind og fedte med mit mobilkamera, havde skoven fået overtaget og dækkede for herligheden. Men det er jo også bare natur, og den kan man ikke fastholde i flade pixels, sagde jeg til mig selv og fortsatte.
Men det blev VED med at være pænt, og lige da jeg igen havde tænkt Neeiiij, materialiserede et blåt P-skilt sig, så jeg svingede Aygoen ind, rullede vinduet ned og blev strintet på af forbipasserende biler, mens jeg fedtede med pixels.
Fint, ikk’?
11. januar 2015 | den store bunke |
Den ting på ønskesedlen, som man bare ved, man ikke får. Men hvis man ikke skriver det, er der jo ingen, der ved, man ønsker sig den.
Som barn startede jeg i mange år mine ønskesedler til fødselsdag og jul med 1. Hest, 2. Seletøj til hest. Jeg ved ikke, hvordan jeg havde stillet mig, hvis jeg havde fået nummer to uden at få nummer et, men jeg fik aldrig nogen af dem. Min far var nemlig en klog mand, og jeg har faktisk aldrig været særlig hesteinteresseret. Klog var jeg heller ikke, siden jeg alligevel skrev det på.
Til denne jul stod der på Lasses ønskeseddel – sammen med en masse fornuftige ønsker – NFL hjelm i fuld størrelse. Hold er underordnet, men gerne New England Patriots. Vi vidste, at det var den ting, han ikke rigtigt regnede med at få. Og bestilte den i Patriots’ webshop. Den nåede hjem inden jul, og vi glædede os til at se hans reaktion. Derfor blev vi også lidt ærgerlige over at se, at der blandt hans andre julegaver var en pakke, der til forveksling lignede vores i vægt og størrelse. Havde nogle andre virkelig tænkt som os og ville overraske ham med præcis den gave, han ikke regnede med at få? Så vi sørgede for, at han pakkede den fra os op først. Sig det ikke til nogen.
Der var hjelme i begge pakker, begge var Patriotshjelme, men heldigvis ikke ens. En til at have på hovedet (en replika, dog, så den skal kun bruges til at se fjernsyn med, ikke i nærkamp) og en anden i samme størrelse, men til at rumme snacks til kampene.
Han blev så glad og overrasket, da han pakkede ud. Først den ene, og så den anden. Det var det værd!
Ekstra glad var han i nat, da han så sine favoritter vinde 35-31 over Baltimore Ravens i en vildt spændende kamp. Dog vist uden hjelm på hovedet.
11. januar 2015 | den store bunke |
Mit løbeur har lagt sig ud på terrassen for at lokalisere nogle satellitter, det vil bruge på en løbetur.
10 gode grunde til, at jeg ikke skulle tage med på den tur:
1. Det kommer nok til at regne
2. Det kommer nok til at blæse
3. Der er er mere søndagsavis at læse
4. Jeg kan gå direkte i bad uden at skulle svede først
5. Jeg har haft ondt i den ene side af ryggen og bevæget mig som en 80-årig i flere dage
6. Jeg gider ikke
7. Jeg kan risikere at møde andre løbere derude, som kendte mig, dengang jeg var fit og aktiv på ruterne
8. Jeg kan spille Candy Crush i stedet for
9. Jeg kan sidde og trykke ’opdater’ på Facebook hvert femte minut
10. Jeg kan sidde og trykke ’opdater’ på Instagram hvert femte minut
1 god grund til, at jeg skulle tage med på den tur:
1. Jeg har været af sted
10. januar 2015 | den store bunke |
Jeg kom i tvivl, om det er i tegneserien Mads og Misse eller i Busser og Blondie, hustruen putter sedler med opgaver i et syltetøjsglas; opgaver, som ægtemanden så forventes at ordne. Jeg kunne ikke finde noget om syltetøjsglasset på nettet, men i min søgning faldt jeg over en anden oplysning, som var helt ny for mig:
Misse er Jens Fups søster!
Hun begyndte sin karriere som en biperson i Basserne og fik senere sin egen stribe sammen med manden Mads og børnene Per, Søren, Sussi (var det ikke det hun hed?) og Kisser – den livskloge baby, som er bedsteven med en solstråle.
Det var faktisk en stor ting for mig at opdage, at Misse og Jens er i familie.
Og jeg tror mest på, at det er Mads og ikke Busser, der er under pres af sedler i et syltetøjsglas, når konen ikke er hjemme. Men hvem ved?
8. januar 2015 | den store bunke |
Ej, men prøv lige at se, hvad der sker, når jeg parkerer sammen med de store biler. Lille Hviden kan simpelt hen ikke nå fra den ene ende til den anden. Kører jeg frem, så jeg holder på linje med de andre henne foran, er der mindst en meter fri parkering bagude. Bilen slipper ganske enkelt op før parkeringspladsen. Jeg kunne snildt få plads til en motorcykel også. Eller i hvert fald en knallert.
Den har samme bredde som de store biler, den er bare kortere. Hvis min gamle bil var en statelig kælk, gammeldags og lidt stiv i det, er min nye bil mere en bobslæde, lille, gesvindt og tæt på jorden.
4. januar 2015 | den store bunke |
Engang imellem skriver Endomondo til mig. We are glad to see you’re staying alive, skriver de, når jeg pludselig har været aktiv efter lang tids pause. Eller, det troede jeg i hvert fald de skrev første gang, jeg fik beskeden. Men det var ’staying active’, de skrev.
Godt jeg kan gøre dem glade.
I dag skete det igen. At jeg var aktiv. Men jeg gad nok vide, om jeg nogensinde kommer til at kunne løbe mere end 3-4 kilometer igen. Morten forsikrer, at det skal jeg nok komme til. Han var med i dag. Vi løb dog ikke samme rute, for det er meget længe siden, han har været ude, så han ville kun have en lille tur. Alligevel er jeg sikker på, at de er virkelig, virkelig glade omme hos Endomondo. Hvis altså de har opdaget, at han har haft løbetøj på. Han har ikke selv sagt det til dem, nemlig.
Jeg var ikke så hemmelighedsfuld om mit træningspas i dag. Allerede tre en kvart kilometer tilbagelagt i 2015. Og i et splitsekund har jeg løbet monsterhurtigt, viser grafen. Jeg kan huske det. Det var ned ad bakke.
Bagefter føltes det også som ned ad bakke. Som om vi begge to ude i skoven var blevet overfaldet og puttet i et par meget, meget gamle kroppe med ondt over lænden og i ryggen. Ømme og stivkroppede har vi krabbet os rundt resten af dagen. Ynkeligt.
Men det kan Endomondo jo ikke se. De er glade.
Og vi var af sted. Og det var overvejende solskin.
