5. februar 2015 | den store bunke |
Lejligheden ovenpå er ved at blive renoveret. Det indebærer blandt andet, at gulvene deroppe skal lægges om og isoleres bedre, så både varme og lyd holdes på hver sin side af etageadskillelsen. Da vores husvært for en måneds tid siden annoncerede det forestående arbejde og beklagede, at det nok ville give os nogle gener i form af stillads, støj og støv, sagde han samtidig, at vi måtte sige til, hvis det gav os ekstra rengøringsbøvl, for så måtte han jo sættte et rengøringsfirma på.
Vi tror, at de er i gang med gulvene i øjeblikket. I går kom vi hjem til hul i loftet og puds på gulvet. Havde det været lige dér, vi ville placere vores højere-end-til-loftet-juletræ, havde det jo været en fin forberedelse. Men juletræet skal slet ikke stå i det rum. Så vi informerede ejendomsadministratoren, som har givet beskeden videre til sjakbajsen. Ham mødte jeg i gadedøren i morges, og han spurgte, hvor slemt det var med vores loft. Jeg opfordrede ham til at ringe på og vurdere det ved selvsyn, for der var stadig nogen hjemme.
Han var tydeligt lettet over, at skaden ikke var større, og derefter fik han øje på Mortens opsatser på væggen og komplimenterede særligt én af dem, og det var hans anledning til at trække samtalen i en helt anden retning og trække stakkels Morten gennem hele sit jagttrofæbilledgalleri på håndværkermobilen.
Og nå jo, der kommer en maler en af dagene og udbedrer loftskaden.
Jeg synes, skaden er stor nok til at udløse det omtalte rengøringsfirma.
30. oktober 2013 | At have have, den store bunke |
Siden jeg den ene dag stod med bare tæer i Det libyske Hav og den næste stod i Føtex og stirrede ind i fire hyldemeter julekalendere, er det kun gået én vej med vejret. Mod vinter.
Vi har oven i købet rettet på tiden, så det næsten er mørkt, når jeg har fri fra arbejde. Det stormer og blæser, og det regner, og der er ikke udsigt til andet, så langt meteorologerne tør spå. Hver morgen overvejer jeg cyklen og ender med bilen. Så pivet er jeg.
Jeg kørte omkring haven i dag for lige at se, om noget var blæst omkuld eller væk. Det hele stod som det skulle, bortset fra alle solsikkestammerne, som stritter i alle retninger med tunge sortvisne hoveder. Rødbeder og pastinakker står stadig fast forankret, men skal snart tages op til vinteren, og porrerne skal tages op og sættes i jorden igen i en rende foret med visne blade; et system min mor beskrev for mig i lørdags. Sådan har hun altid gjort, så er det nemt at hente friske porrer, der ikke er frosset fast i jorden. Jaee… jeg ved ikke, jeg synes nu, det lyder sært, men har lyst til at prøve det af.
Jeg ved ikke lige, hvornår det bliver. Det er mørkt, når jeg får fri, og både lørdag og søndag har Søren Jacobsen, som ejer vejret, bebudet rå mængder regn og blæst. Og jeg er en pivfis. Så vil jeg være inde.
Det gode, der er sket i denne uge, er, at Landlord har ladet de slemme skunke i lejligheden isolere. De er alle tre foret med flamingo og fuget i samlingerne. Jeg kan simpelt hen mærke, at det er en anden luft, når jeg åbner. Det er ikke længere det råkolde pust, der slår mig i møde.
Jeg rækker tunge af regnen, flytter ind i skunken og holder øje med varmeregningen.
