Drømmen lever…
En pludselig indskydelse den anden dag gjorde, at vi her i aften var til generalprøve på Melodi Grand Prix 2015 i Gigantium i Aalborg. Det var skægt at opleve. Også alt det, der sker uden for det, der havner på tv-skærmen. Lysmændene oppe under loftet. Kamerakranen. Hjørnet hvor værterne står og læser noter, når de ikke er på. Dem der render rundt i sorte crew-trøjer og styrer det hele. Konfettiregnen, som virker meget mere voluminøs på skærmen, end den er i virkeligheden i den store hal. Og artisterne, selvfølgelig. Nogle af dem har været i rampelyset før, andre står på scenen for første gang. Nogle gør det godt, andre er glemt med det samme. Nogle af dem er jeg sikker på ikke vinder, andre vil jeg godt sende til Wien i maj. I aften var der selvsagt ingen, der vandt, og vi listede af, mens de legede, at de stillede om til de fem regionale juryer for at indhente deres stemmer.
Vi var nær selv kommet i fjernsynet. Vi KOM i fjernsynet. Familien på rækken foran os blev interviewet direkte i TV2Nords 19.30-udsendelse (2 minutter inde i indslaget om Grand Prix feber i Aaalborg). Vi sad bagved og glædede os over, at det ikke var os, som journalisten havde henvendt sig til. Se, der sidder vi bag kvinden i sort i midten og tror os lykkeligt uden for kameralinsens rækkevidde.
Når det rigtige MGP kører over skærmen lørdag aften, føler vi os nok lige et hestehoved foran. Vi ved, hvor Jacob Riising og Esben Bjerre er, når I ikke kan se dem. Vi ved, hvad det er meningen, de skal sige, og vi holder lidt øje med, om de følger planen. Vi ved ikke, hvilken melodi der vinder. Der er et par stykker, som godt kan holde ud over en enkelt aften.
Men se da med selv.
