21. februar 2015 | den store bunke |
Kulsyren skal tilsættes sodastream-sodavand før smagsstoffet, blev vi husket på i går. Sagt på en anden måde er det virkelig dumt at prøve at pifte færdig sodavand op, uagtet man synes, det blev lidt for tamt.
Al den tørren cola op af alle de skuffer, der er lige nedenunder med mel, gryn, sukker og en masse andre madvarer, som stod og soppede i brunt sukkerklister, mindede mig om andre gange, hvor dumhed og tankeløshed har tvunget mig til at tømme og tørre skuffer.
Da vi var flere, der havde hældt vand på kaffemaskinen på arbejde, så den stod og pumpede og pumpede kaffe ud over bordet og ned i samtlige skuffer med dækkeservietter og bestik.
Da jeg som ung elev på reklamebureau ramte bunden af min kop mod kanten af arkivskabet, fordi jeg ikke fik den løftet højt nok, så kaffen strømmede hen over toppen af skabet og ned i samtlige rentegningsskuffer. Og det var vel at mærke før computere og dtp. Alle rentegninger var papirmontager, og skufferne sejlede. Jeg havde meget røde ører.
Det havde jeg ikke i går. Der tørrede jeg bare op.
20. februar 2015 | den store bunke |
… skrev jeg til Morten i formiddags, sådan nærmest retorisk efter en række informationer, jeg skulle give ham.
Han svarede, og der skrev han sig direkte ind som gæsteskribent i dag. Ingen kan alligevel beskrive bedre end han selv, hvordan de kom af sted.
“Alt gik godt i morges. Lige indtil det gik galt. Ikke såd’n galt-galt, mere sjovt-galt. På en måde.
Astrid ville jo gerne busse den igen. Så vi havde timet afgang til 7.50. Det var hyggeligt og roligt. Hun skævede dog til uret og spurgte om vi ku’ nå det… Ork sagtens, sagde jeg. Ved Superbest kunne vi imidlertid se bussen i det fjerne. Foran. PIIIS… Der var biler imellem den og os og jeg tænkte at ’det når vi aldrig!’ Men så, som ved et trylleslag, skulle den ene til højre, den anden til venstre og, og, og… Klampen i bund og afsted mod bussen. Som skulle holde ind ved stoppestedet alligevel, kunne vi se. Hurra, vi nåede den og hun kom med. Phew.
Jeg gik på job og skænkede kaffe og var hurtigt i gang.
Så ringede telefonen. Det var Astrid. Jeg svarede kækt, og kunne blot lægge øre til en sirene: ’FaaaaaaaaAr… det er den forkerte buuuuhuus’.
Lidt ligesom med vandet på værelset. Fra 0 – 100 på et splitsekund og afsted, altimens barnet hikstede i røret og blev guidet til at gå til chaufføren og sige ’Jeg vil af. Nu.’
Jeg fandt hende på en rasteplads ved Løgstrup, kørte omvejen over Kølsen til Skals og fik hende læsset af i skolegården. Netop som det ringede ind.
Så var man ligesom i gang.”
18. februar 2015 | den store bunke |
Jeg skal klippes i morgen. Det, jeg i hvert fald IKKE skal, er at få farvet øjenbryn. Det var de da i hvert fald helt enige om over aftensmaden, da jeg meddelte søn og kæreste, at jeg har en frisørtid og derfor kommer senere hjem i morgen. Lasse har gennem mange år set mig komme hjem fra frisøren med nyfarvet hår og nymalede bryn og har kontant meddelt mig hver gang, at jeg ser uhyggelig ud. Morten har vist bare lagt sig fast på, at jeg kommer til at ligne et bimbobillede, han har i hovedet, og han har kun ét eneste argument: Det er ikke pænt! Han er endda villig til at gentage det, lavmælt og med eftertryk: Det skal du selvfølgelig selv om, men. det. er. ikke. pænt!
Altså, sådan noget brynfarve er jo kun uhyggeligt lige samme dag. Så slides det overskydende af, og ingen bliver bange længere.
Men jeg kan da godt huske, at Lasse ikke brød sig om, hvad han så, når jeg kom stylet hjem. Niels drev det endnu længere, og ved en enkelt lejlighed kastede han et enkelt blik på mig, sagde: “Du er ikke min mor!” og fortsatte med det, han var i gang med. Jeg kunne ikke undgå at mærke, hvad de syntes om resultatet af mit standardsvar til frisøren – ’Sort i to minutter’ –, når hun spurgte, hvordan det nu var, jeg plejede at få det. Laura er den eneste, som har vist en flig af forståelse.
Men lidt forskrækket blev jeg vel også selv, når jeg mødte mit ansigt i spejlet. Disse to gamle statusser finder jeg i min Facebook-aktivitetslog, når jeg søger på ’øjenbryn’:
’Så skete det igen – har skræmmende øjenbryn’
og
’bør virkelig undgå spejle, når frisøren lige har farvet mine øjenbryn. Ser ekstremt skræmmende ud! Bør også undgå andre mennesker.’
Må hellere lade være i morgen. Magter ikke al den modstand fra mine omgivelser. Jeg havde nu heller ikke tænkt mig det. Skal heller ikke have farvet hår. Det hele forbliver gråt og gråt.
Shades of grey er så hot nu om stunder.
17. februar 2015 | den store bunke |
Det er godt at glæde sig. At have noget at glæde sig til. Det har jeg. Jeg glæder mig til kærestedage i Barcelona i april.
Jeg fodrer forventningen ved at kigge på billeder fra vinterferien for tre år siden, da jeg og børnene var der. Det var dejlige dage.
15. februar 2015 | den store bunke |
Jeg rejser gennem min tilværelse med en umådelig mængde gods. Papirer, bøger, ting, stofrester, papirclips og alt muligt, som er godt at have, men virkelig voldsomt at skulle håndtere, når man skal flytte. Men tit bliver jeg så glad for at være sådan et gemmehoved. Som nu i fredags, hvor mine store drenge røg tilbage i en barndommens tidslomme, da det viste sig, at jeg havde gemt både hæftet med 14 tricks til sjov med papir og nogle papirflyverfoldevejledninger fra et VM – Viborg-Mesterskab – i papirflyvning, som for mange år siden blev afholdt på børnenes skole.
Drengene foldede og foldede, luftrummet i køkkenet var tæt af testflyvninger og endnu flere nødlandinger, et par origamifugle vippede med skæve vinger, og der var karakteristiske lyde fra drengenes yndlingsfolderier fra dengang, de var små. Høje smæld fra Niels’ knallerter – papir, der er foldet til lige præcis at kunne dét, sige bang når man svinger det hårdt. Klaklyde fra Lasses snappere, som vi havde i alle mulige størrelser og med alle typer vrede øjne tegnet på, da han var lille.
Det var knaldhyggeligt, og jeg deler gerne ud fra gemmerne. Her er et par af foldefavoritterne.
12. februar 2015 | den store bunke |
Det stiller krav til underboere om en høj overbærenhedstærskel, når overlejligheder skal gennemrenoveres.
Det er os, som er underboerne.
Hver dag er vi spændte på, hvad håndværkerne ovenover finder på, at vi skal forholde os til. Vi har vænnet os til nye huller og revner i loftet for hver gulvplanke, de brækkede op. Vi er holdt op med at stille støvsugeren på plads, for der ligger alligevel hver dag nye små pudsbunker på gulvet, når håndværkerne holder fyraften og er færdige med at gå på strøerne deroppe.
I går skulle de gamle ribberadiatorer fjernes. Forinden lukkede vvs’erne for vandet og var nede hos os og save et rør ned på Lasses værelse og proppe hullet til. Desværre glemte de at sætte prop i røret ovenpå, inden de åbnede for vandet igen. Morten beskrev forløbet i en mail til mig: “… Det finder man ud af på den hårde måde…, lyden af rindende vand på et teenager-værelse er sær. Og man kommer fra 0 – 100 på aldeles ingen tid.”
Alle er glade for, at der var nogen hjemme. Både vi og vvs-folkene og formodentlig også husejeren.
Alle er også glade for, at vi tager det hele pænt. Men det er jo ikke os, der skal udbedre skaderne eller betale for det. Jeg kan i det hele taget ikke forestille mig, hvordan man reparerer et stukloft med en to meter lang revne tværs over. Igen – det er udlejers udfordring.
Vi er bare dem, der satser på, han giver os en pakke rengøring bagefter. Og på, at det kun er puds og vand, der kommer ned fra oven, og ikke hele håndværkere.
