Arhmen…!!
Det her indlæg skulle være postet i forgårs, men så kom der et servernedbrud i vejen. Oven i. Så jeg kunne ikke engang skrige min frustration ud over læserne. Her kommer det.
Lad mig slå to ting fast med det samme.
Den første er, at jeg er virkelig, virkelig, virkelig dårlig til at håndtere, når min computer driller – jeg panikker straks over, at den måske aldrig kommer til at virke igen, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal få den på ret køl igen.
Den anden er, at jeg har en kæreste, der er virkelig, virkelig, virkelig god til at håndtere computeren – og mig – når det sker.
Nu bliver jeg lidt fagnørdet, og undskyld for dét. Skøjt eventuelt hurtigt hen over nørdedelen og nå frem til essensen. Den korte version af en lang historie er, at vi i mere end et halvt år har arbejdet på et stort fælles projekt (jeg fortalte om det her), og forleden, da jeg sad med det, havde jeg pludselig mistet alle skrifter i hoveddokumentet. En genstart af programmet gjorde ikke noget bedre, en genstart af computeren heller ikke. Det samme med opdatering af programmet og senere styresystemet. Det var kritisk af mange grunde, men især fordi vi er så tæt på at afslutte omtalte projekt – og jeg var med ét smækket ude af maskinrummet.
Her er det, min bedre halvdel (i dette tilfælde virkelig, virkelig meget bedre) træder i karakter. Han har i det sidste halvandet døgn googlet, undersøgt, tilbagerullet, installeret ny harddisk, geninstalleret, synkroniseret, kodet og afkodet. Og samtidig håndteret mig, der ikke tør tro på, at det nogensinde kommer til at virke igen.
Til dem, der står med løftet pegefinger og messer ’Backup, backup, backup!’: Der findes skam både backup og sikkerhedskopier. Men det tager tid at rette op på en uforsigtig systemopdatering, OG man skal vide, hvad man skal gøre.
I dag sendte jeg mig selv ud af huset for at give ham fred. Inden da havde jeg både støvsuget hele huset og gjort rent i badeværelserne. Jeg gik, og jeg gik, og jeg gik. Der var fred, og det var pænt.
Kæft, jeg har været frustreret. Og afmægtig. Og irriterende, tror jeg. Ingen af os havde tænkt, weekenden skulle se sådan ud. Maskineriet er stadig i gang med at synkronisere absurd mange filer, og det er for tidligt at sige endeligt, om det oprindelige problem er elimineret. Lad os krydse fingre.
Nå. Men. Jeg er virkelig, virkelig, virkelig god til så meget andet.
EFTERSKRIFT. Nu er det blevet tirsdag, og min fil og mit system fungerer, vurderer jeg forsigtigt. Jeg træder stadig uendeligt varsomt. Det ser ud til, at det var én korrupt skrift, der spredte gift i motorrummet og kortsluttede kredsløbet. Den er uskadeliggjort nu. Måske har Den Store Gennemgribende Renselse ikke været nødvendig, men somme tider er vejen til ondets rod kringlet og smertefuld. Man véd først bagefter.
Men pyyh!
