4. december 2016 | At have have |
Jeg tror det næsten. At vi kålføder en vegetar, der er højere end en snegl og lavere end et rådyr. Jeg var en tur i kolonihaven i dag, for det lå netop inden for rammerne af, hvad jeg orkede efter en forholdsvis ginholdig firmajulefrokost i går. Varmt tøj, frisk luft, skære hindbærbuske ned, hente grønkål til aftensmaden og bagefter vaske bil. Det var min plan for dagen. Vinterhave og vaskehal. To punkter skulle være til at overkomme, og så kunne jeg med god samvittighed indtage sofaen resten af dagen, forestillede jeg mig. Og sådan blev det.
Haven havde det godt. Bortset fra de tydelige spor efter gæster, der havde bestilt fra spisekortets nederste del og var skredet fra oprydningen. Det gør ikke noget, så længe skaderne ikke er større, og så længe det bare ikke er snegle, der huserer. Der er stadig grønkål nok til os, og jeg kan i øvrigt anbefale den salat, jeg lavede til aften: 12 blade grønkål overhældes med kogende vand, bladstilken/ribben fjernes og bladene grovhakkes, to-tre tomater skæres i små tern, en passende mængde feta smuldres i. Det hele blandes med en dressing af citronolie, balsamico, salt, peber og timian. Enkelt, nemt og struttende af sundhed og velsmag.
28. september 2016 | den store bunke |
Man kan ikke trække sin hvide bil gennem 8500 sommerkilometer med endeløse insektmassakrer og tro, det så kan klares med en enkelt tilbagelænet tur i vaskehallen.
Jeg må hellere få det lært.
Sidste år den 16. august kort efter hjemkomst fra bilferie til Amsterdam var jeg sjov på Facebook: “Man må godt stadig have bil, selv om man efter en uge ikke har vasket for 1650 kilometer feriedøde insekter af, ikke?”. Det vidste jeg selvfølgelig godt, at man gerne må. Dårlig bilhygiejne giver hverken klip i kørekort eller nummerplader. Og ikke så længe efter var jeg i bilvaskehal.
I år kan jeg godt være mere i tvivl, om jeg må beholde bestallingen. Det er to måneder og otte et halvt tusind kilometer siden, vi var på bilferie til Strasbourg. To måneder! Og fire blodige millioner kvaste insekter på bilfronten. Jeg har ikke gidet vaske bil.
I dag tog jeg en rask beslutning. Spontan kan man vel ikke kalde den efter mere end to måneder. Men rask. Jeg kørte i vaskehal. Gav forskærme, kølerhjelm og omegn en hurtig (det var koldt, og det blæste!) håndvask med sæbevand, inden jeg kørte ind og satte børsterne i gang.
Den blev da overhovedet ikke ren, Lille Hviden. Lille Skiden. Den ser ud, som om den har udslæt i ansigtet. Pigmentforandringer og skjolder. Det er en ommer.
Jeg må gøre et lidt grundigere forarbejde. Nedsænke den i insektfjerner. Det fandtes ikke i det bilvaskeri, jeg besøgte i dag. En af dagene kører jeg til en lidt mere velassorteret vaskehal, triller lidt afsides, bevæbnet med et par dunke insektfjerner, fælgrens og godt med sæbevand og knofedt og slutter af med en super-duper-guld-platin-over-og-undervognsvask-med-ekstra-voks-og-plejepolering. For jeg er sådan en, der passer godt på min bil.
Det er jeg altså.
7. februar 2015 | den store bunke |
Den lille hvide var møgbeskidt og trængte til vask. Jeg svingede ind som nummer tre i vaskekøen og gik i gang med fælgrens og sæbevand til de kringlede steder i konstruktionen, som vaskehalbørsterne aldrig når.
Noget var gået i udu inde i vaskehallen. Der skete ikke rigtig noget. Tankpersonale var tilkaldt, og jeg opfattede løsrevne sætninger som “Det er, fordi din bil holder skævt”. Chaufføren var inde og bakke og omplacere, mens tankekspedienten gik rundt og talte i telefon. Da jeg var henne for at tappe min anden spand sæbevand, stod chaufføren og røg. “Er der koks i det”, spurgte jeg. “Ja, den stoppede pludselig. Porten vil ikke lukke, men hvad skal jeg gøre?”, sagde hun og slog forsvarsberedt ud med armen. ”Nå, men du kan vel ikke gøre andet end det, du gør”, sagde jeg venligt. Ekspedienten kom ud med en stregkode og scannede den i automaten, mens hun over skulderen spurgte chaufføren, om hun havde været inde og sætte bilen ordentligt. Jeg stod ved siden af automaten. “Skal den kickstartes?”, spurgte jeg, for jeg var i small talk mode. “Ja”, svarede hun kortfattet. Porten rullede ned, vasken gik i gang, og der var udsigt til rene biler, og ingen var sure. Ingen havde heller været det.
Jeg tænkte på Mortens samtale med vores ejendomsadministrator i går om endnu flere huller og revner, der er kommet i vores loft som følge af renoveringen ovenpå. Adminstratoren takkede for, at vi ikke var sure og brokkede os over generne. Men Mortens holdning – i denne og så mange andre sammenhænge – er, at den, der bliver sur og vrissen, skal bruge en masse tid og kræfter på at blive god igen. Og det gider han ikke.
Henne ved vaskehallen havde jeg det mest sådan, at al den ventetid gav mig en fin mulighed for at få flere ugers snavs sat ordentligt i blød, inden jeg kørte ind til skum og store børster. Og sådan havde hende i bilen bag min, nummer fire i køen, det også, kunne jeg se – og høre, da jeg også small talkede lidt på hende.
Fin blev den lille hvide. Se bare, hvordan den spejler skoven og alting og ser japansk og sej ud.
