11. september 2019 | Udpluk |
- Vi var til et arrangement i forbindelse med Aarhus festuge. Publikum var overvejende unge og yngre mennesker, og jeg tænkte spontant: “Hold op, hvor er der meget krøllet hår i verden!”
- Jeg gik i gågaden inde i byen og passerede min tandlæge, som lyste op og hilste med et smil. Jeg er alligevel lidt imponeret over, at hun under sit arbejde inde i en åben mund får lagret hele patientens ansigt – og genkender mig på gaden, hvor jeg endda havde munden lukket.
- Bliver mere og mere irriteret på min aktuelle lydbogsoplæser, som flere gange har forvirret mig med at sige ’desikkel-hus’ med tryk på sik. Det er en stil inden for kunst og arkitektur, kunne jeg regne ud fra sammenhængen, men jeg kunne simpelt hen ikke afkode ordet. Og han bliver ved – der er åbenbart mange af den slags huse i Stockholm. Nu er det gået op for mig, at det handler om epoken fin de siècle, som er tendenserne omkring år 1900. Nogen må lære den mand at udtale det ’dø sjægle’, så der ikke kommer støj i mine fintfølende ører.
- I min blodbank har de hængt en seddel op, hvor der står, at man skal spørge om lov, før man fotograferer, og at man aldrig må kunne se cpr-nummer på billederne. Er det blevet en ting at tage billeder, når man er i blodbanken?
- Mens jeg blev tappet, spurgte laborant 1 ud i lokalet, om der var nogen, som ville have mere at drikke. Laborant 2, som var ved at ordne min blodpose, spøgte: “En kop kaffe ville ikke være så ringe”. Laborant 1 vendte sig mod os, kiggede mig direkte ind i øjnene og sagde beklagende: “Åh det kan jeg desværre ikke klare”. Det var ikke MIG!
- Har bagt kager med tema til kollegakageklubben, hvor det er min tur til at sørge for kage. Temaet er Tilbage til rødderne med undertitlen Havens afgrøder klædt i glade 70’erfarver. En squashkage med chokolade – brun – og hokkaidocookies – orange. Først og fremmest minimerer jeg madspild og forbrug ved at bruge hjemmedyrkede ingredienser og rammer således også direkte ned i den aktuelle tidsånd.
- Tænk at det er 18 år siden dén 11. september.
12. september 2017 | den store bunke |
Tanker i tandlægestolen
• Tandplejeren har snakket og snakket, lige siden jeg kom ind af døren. Som om han er mere bange for huller i lyden end huller i tænderne.
• Nul nul nul, fem nul fire, fire nul fem, fire fire seks, nul nul fire. Det er dybden på tandlommerne han måler. Nul er godt. Seks er nul godt.
• Kronisk paradentose er normalt, siger han og omtaler det samtidig som “det du fejler”, mens han forklarer, hvad han foretager sig.
• Han kortlægger mine tænder ved at forholde sig til seks punkter på hver enkelt tand. Han laver en slags topografisk atlas, siger han.
• Så kan du vel snart 3D-printe mit tandsæt, siger jeg i en pause, hvor jeg ikke har munden fuld af instrumenter. Det bliver det næste, siger han, det er faktisk sådan vi laver bideskinner – vi 3D-printer dem.
• Hmm, nu tæller han mine tænder for 12. gang, mens han hvisker tal. Jeg kunne godt have fortalt ham, hvor mange der er. 28. Men jeg har igen munden fuld af instrumenter og kan ikke sige noget.
• Tandlæger kunne egentlig godt være døve. De behøver ikke at høre noget, for deres patienter kan kun udtrykke grimasser og reaktioner, som vel svarer til specialtegn i tegnsprogsalfabetet.
Tanker ved regningen
• Ouch, den er godt nok stor. De er dyre, alle de ord med parodontal og paradentose – og parodontose … kunne de i det mindste ikke have stavet det ens? Det ville jeg godt have betalt lidt for.
• Hov, jeg har da glemt at give tandlægen min nye adresse, kan jeg se.
• Så står der Tandrodsrensning gratis 7+,+7,7-,-6,-7. Jamen, tak. Det er FEM tænder, han har renset gratis. Fem! Jeg har 28. Hvad med resten, hvorfor er de ikke gratis?
• I sidste uge gav en af mine kolleger Nul-huller-kage efter et åbenbart fornøjeligt besøg hos tandlægen. Andre kolleger udtrykte derfor forventninger for i morgen, da jeg gik i dag. Men det er altså ikke et koncept, jeg har været med til at beslutte, og jeg har slet ikke penge til det. Nu.
24. januar 2017 | den store bunke |
Fistel… det er omtrent det grimmeste ord, jeg kan komme i tanker om. Det skulle da lige være kødgarn, som kunne slå det. Med fistel er det mest betydningen, der er væmmelig, selve ordet har en meget fin i-lyd, som trækker op i den samlede bedømmelse. Men dét, det dækker over…!
Jeg undgår ordet, hvis jeg kan, men jeg kunne ikke forhindre tandlægen og klinikassistenten i at stå og mumle det henne foran skærmen, hvor de inspicerede de røntgenbilleder, der lige var taget af mine kindtænder.
Jeg har et præmietandsæt, som for de fleste tænders vedkommende kun har været til glæde og fornøjelse for mig. Mit livs tandlæger har ikke høstet meget profit på dem. Bortset fra én enkelt farisæer. Min seksårstand, min minus 6. Den har været en bandit. Et tidligt hul med en fyldning, der har skullet renoveres mere end én gang, senere en truende revne, der krævede en grundig forebyggelse og en porcelænskrone, og som kronen (!) på værket endte det med en rodbehandling i sommeren 14.
I dag ved et ordinært tandeftersyn bekræftede tandlægen, hvad jeg godt selv har bemærket gennem det seneste halve år: Der er noget rod dernede. Tanden har noget i lommen. Det murrer og går i udbrud. Der er en ventil – det var den, de mente, da de sagde f-ordet, men vi skal ondet til livs, og i første omgang er det en penicillinkur. Den kostede 35 kroner. “Ja, tandlægeregningen er nok lidt større”, sagde apoteksassistenten, da jeg råbte højt af glæde over den lave pris. Hun er en klog og klartseende kvinde med sans for fakta.
Nu ved verden lidt om mine tænder, og sådan ser de ud. Det giver vel sig selv, hvor synderen sidder. Jeg satser på, at der ikke bliver mere at sige om dem.
19. marts 2014 | den store bunke |
Så var jeg hos tandlægen. Allerede ude i venteværelset læste jeg på infoskærmen, at der er en tandplejerpraktikant på klinikken for tiden, og at hun følger min tandplejer, så jeg var ikke overrasket over lidt senere at finde mig selv med cirka fire tandplejerhænder i min mund.
Mere uventet var det, at tandplejer Dennis efter grundig kradsen på de fleste af mine tænder erklærede, at han havde gemt de bedste tandsten til sidst, og dem tænkte han, at praktikanten kunne ordne og bagefter pudse dem alle sammen.
Hun var så forsigtig og langsom, at jeg nåede at få en hel del at vide om forskellene på stole og fodpedaler på klinikken og oppe på skolen (hun kan bedst lide fodpedalerne på skolen og stolene på klinikken), at ups, det var hendes mave, der rumlede; hun var godt nok også sulten nu, og Har jeg fået det hele med her? Jeg prøver lige at puste… Dennis lægger altså en del flere kræfter i.
Bagefter kørte jeg om kap med regningen tilbage på arbejde. Regningen kom først. Til gengæld kunne jeg godt lide den. I hvert fald på otte ud af ti punkter.
6. november 2013 | den store bunke |
A. Vinterfrakke
Fordi: jeg ikke én vinter til kan overbevise mig selv om, at min røde, uopslidelige trelags dunjakke, som jeg syede i 1986 af et sykit fra noget, der hed Dungården, er både klædelig og moderne. Varm, rummelig og dejlig, ja, men på ingen måde hverken hip eller vandafvisende. Vintage, måske. Kan man kalde det vintage, når det har befundet sig i ens egen garderobe i 27 år?
B. Støvler
Fordi: jeg altid falder i Deichmann-til-200-kroner-fælden. Det ene par – sorte korte – giver mig en gennemblødt venstre strømpe i massivt regnvejr, husker jeg pludselig fra vores nytårstur til Paris. Det andet par – lange lyse – er ved at tabe den ene hæl, husker jeg pludselig, fordi jeg kan høre det, når jeg går. Nu må det høre op.
C. Tandlæge
Fordi: jeg har fået en indkaldelse. Skal hen og have den halvårlige irettesættelse vedrørende tandrensning.
D. Frisør
Fordi: jeg ligner Madam Mim. Er holdt op med at farve håret og er ikke blevet klippet i fem måneder. Vil have Hexia de Tricks lige klip i Mims farve.
E. Taske
Fordi: jeg kører rummelig Friis & Co-taske på fjerde år. Den er lidt som Hermione Grangers taske eller Pelle Pelikans næb: Den ser ikke stor ud, men der kan være virkelig, virkelig, VIRKELIG meget i den. Undtagen fornyelse.
Har vinklet to af.
