23. januar 2017 | Udpluk |
- Når Morten er på flerdagesjagt i Sverige, står det lysende klart, hvem det egentlig er, der reder vores seng hver morgen.
- Det står ligeledes klart, hvem der i hans fravær skal lave aftensmad hver eneste dag.
- Fordelen er, at det gode sofahjørne altid er ledigt.
- Hverken internetforbindelsen, Sonos eller andre vitale installationer har gjort knuder, mens kongen af it har været bortrejst.
- Han kommer hjem i dag, men først efter at jeg har plantet mig tungt i hjørnet.
- Han får nok alligevel travlt med at pakke ud. Alt jægersmandens camouflageoutfit med orange strejf. Og måske gaver til mig.
- Jeg glæder mig til at få ham hjem.
- Og noget helt andet:
- Kan Dokk1 i Aarhus ikke nok udtales Dokk-ét? Det troede jeg i starten, den hed, og jeg kan ikke vænne mig til at sige Dokken. Det kan godt være, vi selv må bestemme, hvad vi kalder den, men jeg helst have, at en tydelig voksen bare tager en beslutning.
22. januar 2017 | den store bunke |
Det er helt fantastisk, hvad det har gjort af godt for min mor at flytte i plejebolig. Hun er tilpas og tryg i visheden om, at hjælpen er nær, hvis hun har brug for den. Hun sover bedre om natten af samme grund. Efter de første to uger med nye mennesker og nye rutiner at lære er hun ved at finde sit ståsted i den blandede flok af beboere i Hus 3, hvor hun befinder sig i den friskeste fjerdedel.
Jeg tør næsten ikke skrive det af skræk for at jinxe miraklet. Men det er samtidig for godt til at holde hemmeligt.
Forleden snakkede mor og jeg om grunden til, at hun sover så meget bedre det nye sted end det gamle, og vi tror begge, at det skyldes, at alle bekymringerne er lagt over på nogle andres skuldre. Alt det, som hun i sin alenehed har været bekymret over, gruet for og har fået til at vokse sig stort uden nogen at drøfte det med og uden nogen til at trække hende tilbage til virkeligheden, er væk. Om hun gled i badet, om hun huskede at slukke for kogepladen, om det var vejr til at vove sig ud at købe ind, om skraldecontaineren blæste omkuld, om madleverandøren ringede på mens hun var på toilettet, om det var glat på vej ud til postkassen efter avisen.
Det meste er ikke længere aktuelt, resten er der personale til at håndtere. Og når man bor i en lejlighed på et plejecenter har man den perfekte balance mellem socialt og privat. Mor går hen og spiser i fællesrummet til alle måltider, får sig en snak med dem, der vil og er i stand til at snakke, hvorefter hun går hjem til sig selv og læser avis, løser krydsord og ser fjernsyn, som hun plejer at gøre. Alt sammen med det sikkerhedsnet, der er i, at “pigerne” kun er et kald væk.
Jeg håber med alt, hvad jeg har af kærlig karma, at hun får en række gode år der, for det er et godt sted. Det er en stor omvæltning, men gevinsten er større.
Den sidste formiddagskaffe i det gamle hjem.
Installeret i nyt hyggeligt sofahjørne, nærmest en kopi af stuen det forrige sted.
“Du kan sige til din mor, at hun roligt kan flytte på plejehjem”. Den anden dag ringede datteren af en kone fra mine forældres gamle omgangskreds. Ida har været næsten døv i flere år, og derfor foregår kommunikationen gennem Idas døtre. Nu ville hun gerne vide lidt om, hvordan mors flytning var gået. Datteren fortalte, at Ida er ringe nu. Udover den mistede hørelse ser hun heller ikke længere ret godt, men hun vil ikke på plejehjem. Og det anbefalede mor så, at hun roligt kunne gøre.
Bedre forsikring om, at vores mor trives, kan vi næsten heller ikke få.
21. januar 2017 | den store bunke |
Nu stod der jo BS allerøverst på den sang fra min trediveårsfødselsdag, som jeg offentliggjorde i går, og nogle undrer sig måske. Hvorfor blev jeg kaldt BS mange år før en skaldet jægersoldat blev tv-kendis? Hvor stammer det fra, og hvornår opstod det?
Det kan jeg fortælle helt præcist. I juli 1980 tog jeg og to gymnasieveninder – de samme som skrev bemeldte sang ni år senere – på interrail. Jeg har fortalt om det her. Vi førte en fælles dagbog i et kladdehæfte, som vi skiftedes til at skrive i. To af os hedder Birgitte, og de første dage blev jeg refereret til som Birgitte S. (for Sørensen), men dovenskab og forkortelser vandt, og i løbet af kort tid optræder vi i dagbogen som MT, BT og BS.
Jeg har fundet frem til det allerførste sted, det står i kladdehæftet. 25. juli. Jeg er ikke stolt af sammenhængen, det står i, og jeg er da heller ikke overbevist om, at det skrevne er sandt. Men der blev BS født.
Fem dage senere blev det sagt højt for første gang. Vi var taget på en ambitiøs tur til Licenza langt oppe i bjergene øst for Rom. Her havde digteren Horats haft sin sommerresidens, og som nyudsprungne klassisksproglige studenter ville vi gerne besøge ruinerne. Meget ambitiøst. Det var en lang og besværlig tur. Vi rejste med flere forskellige busser, og de sidste fem-seks kilometer vandrede vi. Vi for også vild undervejs, fordi vi troede vi kunne skyde genvej igennem noget uvejsomt terræn. Det kunne vi ikke, og vi måtte gå tilbage til landevejen. Jeg gik bagest på en smal sti gennem noget buskads, og så var det, at det blev sagt højt. Råbt, faktisk. “Har vi BS med?”, råbte den forreste. Jeg var med, men jeg svarede ikke, fordi jeg blev så irriteret over at blive kaldt BS. Jeg ville ikke reduceres til to bogstaver. I dagbogen var det i orden, men ikke ude i det virkelige liv.
Det var lige før dette billede blev taget, at det blev sagt højt for første gang. Jeg husker det tydeligt.
Det endte jo med, at navnet hang ved, og at jeg accepterede det. Lige siden har det været mit kaldenavn i visse kredse, og det gik heller ikke væk, da jeg giftede mig, og det ikke længere var mine rigtige initaler. Jeg har ikke noget imod det længere.
Det udtales i øvrigt med kort B og tryk på S.
20. januar 2017 | den store bunke |
Det her indlæg handler ikke om, hvor godt mor har det, efter at hun flyttede på plejehjem. Jeg var ellers gået i gang med at skrive det.
Så gik det imidlertid op for mig, at I meget hellere vil bruge aftenen på at synge den sang, som bedsteveninderne skrev til mig på Smilende Susie, da jeg fyldte 30.
Jo, I vil. Her er den.
19. januar 2017 | den store bunke |
Jeg er ramlet ind i DR Ks dansktop-temauge. Eller dage, jeg ved ikke hvor omfattende det er. Det er fedt. Det er jeg ikke for fin til at indrømme. I aftes endte det med, at jeg kørte DR K i tre timer. Der var noget Dansktoppens hyldestshow, hvor man både så tilbage og havde mange af koryfæerne på scenen med nutidige fremførelser af deres gamle hits. De fleste var blevet 40 år ældre. Undtagen Maria Stenz. Hun er ikke. Hun ser præcis ud, som da hun sang Hvor er alle drømmene du drømte. Det er meget mærkeligt og vistnok ulovligt.
De tre timer i aftes var én lang kavalkade af tekster, jeg kunne udenad. Ordret. Nu er Dansktoprim ganske vist forholdsvis nemme at gætte sig til. Hjerte-smerte, dig-mig-vej. Men jeg kan dem. Fra 1970 og tre-fire år frem sad jeg hver eneste lørdag eftermiddag ved transistorradioen og hørte Dansktoppen. Jeg havde et kladdehæfte, hvor jeg omhyggeligt noterede de ugentlige listeplaceringer og nedskrev alle sangteksterne. Det var en meget, meget stor interesse for mig i den periode.
Da jeg blev konfirmeret, var det gået over. Min faster havde skrevet en konfirmationssang, hvori det blev nævnt, at jeg altid hørte Dansktoppen. Jeg var vred og flov, da den blev sunget til festen, for det var flere uger siden, jeg var holdt op med at høre den fjollede musik.
Ikke desto mindre ligger sangene derinde og har gjort det alle årene, lige til at tage frem og synge med på, og det er jeg ikke længere flov over. Det er som glæden ved at finde noget glemt og umoderne tøj, som man elskede engang og opdager, at man stadig kan passe.
Så jeg hænger nok ud på DR K i morgen også. Der kommer blandt andet noget om John Mogensen, som var en af mine helt store favoritter. Da jeg fyldte 30, ønskede jeg mig – og fik – en LP med Johns Allerbedste. Lutter perler. Og jeg gentager: Det var, da jeg fyldte 30.
Men den allerbedste sang nogensinde – for mig selve indbegrebet af Dansktop i starten af halvfjerdserne – er denne her. Netop af den grund skrev mine veninder en sang til mig på den melodi til selvsamme 30 års fødselsdag.
