4. maj 2017 | At have have |
I dag blev jeg igen spurgt, om vi beholder kolonihaven, nu hvor vi er flyttet i hus og har fået en have mere. Spørgsmålet er forståeligt og relevant. Hvorfor dog påtage sig dobbelt arbejde med at passe TO haver? Hvis det er for at få mad, findes løsningen jo lige henne hos den nærmeste købmand.
Man kan også vende spørgsmålet om: Hvorfor ikke rage til sig af dobbelt glæde, når nu man har muligheden?
Og så længe jeg bliver så glad helt ind i mit inderste, når jeg åbner denne her låge, er svaret enkelt: Ja, vi beholder kolonihaven.
3. maj 2017 | den store bunke |
I de sidste 14 dage har man på Facebook kunnet se et sponsoreret opslag fra DSB med et billede af to unge piger og tre store rygsække på en kanalkant i Venedig sammen med en opfordring til at købe Interrailbilletter.
Det vil sige, man har nok kun fået opslaget i sit newsfeed, hvis man var i målgruppen. Altså ung. Personerne på billedet, som er mine to gymnasie- og livsveninder, og fotografen, som er mig selv, har ikke set noget til Facebooks opfordring. Vi er vokset ind i en anden type togbilletter, siden billedet blev taget og rejsen foretaget for 37 år siden.
Men hvordan er det gamle billede havnet i nutiden? Det er sket med vores tilladelse, og historien bag er sjov.
Lige før påske fik jeg en mail fra Francis, der er Brand Manager hos DSB. Han skrev blandt andet: “
“Kære Birgitte,
Først og fremmest rigtig god påske.
Jeg skriver til dig, fordi DSB i øjeblikket har stor fokus på Interrail rejser. I denne forbindelse faldt jeg over dit blogindlæg, hvori du skriver, at din datter skal på Interrail.
Fantastisk læse stof! Blev helt glad.
Vi kunne rigtig godt tænke os, at fortælle om Interrail og de minder det skaber for livet.
Jeg vil derfor høre dig, om vi måtte bruge et af dine billeder i vores kampagne omkring salg af Interrail billetter.”
Det omtalte blogindlæg er dette, og jeg har også skrevet lidt om samme rejse her.
Francis gav et eksempel på, hvordan opslaget kunne komme til at se ud, og jeg indhentede tilladelse hos de to unge modeller i bedstefartrøjer og bredbenede cowboybukser. De var med på det, og derfor har vores børn og deres generation i de seneste to uger kunnet se, hvordan deres mødre rejste ud i verden dengang i 1980 og fik minder for livet.
Opslaget med billedet fra Venedig var tidsbegrænset, så man kan ikke se det mere.
Men kom nu af sted på Interrail, eller send jeres børn ud. Man glemmer det aldrig!
2. maj 2017 | den store bunke |
Lørdag var konfirmationsdag. Det var en dag, der var længe ventet. Konfirmanden har talt ned i flere år.
Hun fik lige præcis så fantastisk en dag, som hun havde ønsket sig. Hun var superglad, køn og sød og taknemmelig for det hele, og der var ingen tvivl om, at hun både nød at være midtpunkt og at ’give’ alle sine bedste mennesker en dejlig fest.
Viborg Domkirke var den storslåede ramme om ceremonien. Jeg er tilpas med, at alle mine børn nu er konfirmeret under Joakim Skovgaards smukke malerier. Denne gang havde vi mere end rig lejlighed til at studere dem, for der var 54 konfirmander. Det er altså mange. Men for hver og en af dem var det en stor dag og den første store fest for dem. De var så fine og søde alle sammen, og kirken var proppet med stolte forældre og familier.
Jeg ville gerne vise billeder af Astrid, for hun er det værd, men det har jeg ikke spurgt om lov til, så det gør jeg ikke. I stedet viser jeg et par utraditionelle billeder fra Domkirken inden ceremonien gik i gang, og kirkegængerne var ved at finde deres plads.
Må man egentlig kysse i kirken?
Tak til pressefotograf Preben Madsen med den skarpe linse for at fange Morten og mig, mens vi bytter plads på meget lidt plads. Og nyd så lige den domkirke.
26. april 2017 | den store bunke |
Jeg lagde vejen forbi Blodbanken for at afgive en af årets 2-3 portioner á 450 ml 0 RhD pos, drikke en brik appelsinjuice, spise et lillebitte kvadrat Ritter Sport (mit Knusperkeks, FYI) og læse i Danmarks Royale Ugeblad om Prins Felix’ store dag, Ugens Kjole og andre vigtige kulørte sager, som jeg har forsømt at følge med i. Så plejer vi at hygge os sammen i en halv times tid, imens vi føler os mægtigt samhørige, Blodbanken, Billed-Bladet og jeg, fordi vi har samme initialer.
I dag ville sygeplejestuderende Klaus gerne have lov at teste en ny staseslange og bede mig om at udfylde et spørgeskema, sagde sygeplejersken ude i forrummet, da vi gennemgik det skema, jeg ligesom alle andre donorer skal udfylde, inden jeg bliver lukket ind til tappebriksene, køleskabet og de royale nyheder. Ville jeg være med til det?
Det ville jeg gerne.
“For jeg går ud fra, at det hjælper dig, og at det ikke gør ondt på mig”, sagde jeg muntert til Klaus, da han kom anstigende med sit spørgeskema, “… men jeg ved faktisk ikke, hvad en staseslange er!”. Det synes jeg egentlig godt, de kunne have lagt ud med at forklare, for jeg troede til at begynde med, at det var en ny type af de slanger, der transporterer blodet ned i posen, som skulle kunne noget særligt. Og så er det den rem, man strammer om overarmen for at få blodet til at rulle lidt raskere ud. Den har da ikke noget med en slange at gøre! Det er en rem. Og hvor den sædvanlige har spænder til at stramme remmen ind med, var testtypen dels en engangsmodel, og dels blev den spændt og løsnet uden spænder. Den fungerede skam fint, og jeg skulle i store træk bare svare på, om den nev mig i armen. Helt anonymt. Det var let.
Men hvem pokker af almindelige mennesker med eller uden konto i Blodbanken kender ordet staseslange?
Over aftensmaden udbredte jeg mig om det nye ord, jeg havde lært, og spurgte triumferende de andre, om de vidste, hvad en staseslange er.
“Ja, det er jo den slange, man spænder om overarmen”, sagde Morten prompte.
Almindelige mennesker??
Hairy og scary…
24. april 2017 | At have have, den store bunke |
Såeeh, jeg slog græs sidste tirsdag, og hvad skete der så? Blev jeg hentet af et rumskib fra en fjern galakse, så dét er forklaringen på, hvorfor jeg så brat forsvandt fra jordens overflade, også kaldet Grevindens residens?
Næ.
Mit jordiske hylster har været her hele tiden, men når man inden for ti dage både flytter hele sit hjem og starter på nyt arbejde, er konsekvensen et liv helt og aldeles uden rutiner. Fuldstændigt. Ingenting er som det plejer, der er ingen etablerede måder at gøre noget på, jeg ved ikke hvor lang tid det tager at komme nogen steder hen, hvilket badeværelse det er mest bekvemt at bruge til hvad om morgenen, hvilke nye logins jeg skal bruge til hvad, hvilke nye procedurer jeg allerede har glemt igen, hvordan jeg kommer fra A til B i firmadomicilet, hvornår vi får tømt de to allersidste flyttekasser, så flyttemanden kan hente hele stakken, hvad vi overhovedet skal have der, hvor flyttekassestakken er nu.
Forleden morgen trak jeg cyklen ud af skuret for at cykle på arbejde med en skinnende glorie på, konstaterede at verden var uforholdsmæssigt sløret, fordi jeg havde glemt at tage kontaktlinser på – det var ikke blevet en veletableret rutine i mine nye omgivelser (dét med at have to badeværelser!), satte cyklen ind igen, fordi jeg så ikke ville kunne nå at cykle, monterede kontaktlinser, satte mig ind i bilen og konstaterede, at brændstofstanden var så lav, at jeg end ikke vidste, om jeg overhovedet kunne nå hen til tanken, nåede hen til tanken og valgte naturligvis den defekte stander, der ikke ville tage mit kort i hverken første, andet eller tredje forsøg, så jeg måtte ind og hente en medarbejder i butikken, tankede og sneglede mig igennem morgentrafikken, som også er ny for mig i dén retning, jeg skal, og overvældende på dét tidspunkt. Jeg er ikke sikker på, om jeg nåede frem til tiden. Det gjorde jeg vist ikke.
Samtidig har Morten haft en omfattende arbejdsopgave, som jeg også har været involveret i, og så er der forberedelserne til Astrids konfirmation på lørdag. Desuden har jeg fået ny telefon, som skulle sættes i gang, og forleden aften crashede harddisken på min bærbare Mac. Det var ikke så godt, hverken i forhold til førnævnte store opgave eller konfirmationsforberedelserne. Morten er den rolige af os, når den slags sker, og det var ham, der – selv om han var lige så udmattet som jeg – sad oppe googlende og nørdende det halve af natten og endte med at sætte ny harddisk i og genetablere al software, så jeg stort set kunne fortsætte hvor jeg slap, da jeg stod op næste morgen. Han er fantastisk!
“Det bliver bedre i næste uge!”, messer vi til hinanden, når vi kigger op fra skærmene eller passerer hinanden på vej i forskellige retninger, mens vi undlader at se på inventarkaos i husets kroge. Og det gør det. Det er faktisk allerede begyndt. Toppen af presset forsvinder. Vi bliver hele tiden bedre til at bo i vores hus. Jeg har lige hentet de spisebordslamper, vi bestilte for et par uger siden, og en af os sætter dem op. Nyt job tegner godt. Det bliver bedre vejr. I går lagde jeg kartofler og satte løg i kolonihaven og slog græsset derude, og solen skinnede, som billedet viser.
Flere data er det ikke nødvendigt at lagre. Det skal nok gå.
