18. april 2017 | At have have |
Vi er blevet et par med to græsplæner og behov for et par plæneklippere.
Til kolonihaveplænen er vi godt hjulpet med en overdrevet god batteridrevet grøn sag, men vi var skidt kørende på nytilkommet rækkehusplæne, og derfor var aftalen blevet, at vi skulle arve min mors plæneklipper med tilhørende genopladelige batteri. Ved påskebesøget hos mor hentede vi maskinen og erstattede den i skuret med vores aflagte håndskubber fra kolonihaven, for at min bror i det mindste har noget at slå græs med, indtil mors gamle hus bliver solgt. Det var også en del af aftalen.
Mens vi har gået og flyttet og huseret inden døre, og det i øvrigt har regnet og regnet og regnet og sneet, er græsset gået hen og har groet sig godt til. I dag var det solbeskinnet tørvejr, da jeg kom hjem med behov for noget fysisk udfoldelse, så jeg trak Ulven på græs.
Den var ikke meget for det. Så højt mosblandet græs er åbenbart ikke noget, den plejer at blive budt. “Jeg vil ikke, jeg vil ikke”, peb den. “Jeg går op og lægger mig”, tudede den, når vi kom til en særligt svær bane, og hvert andet øjeblik dånede den. Jeg var ubønhørlig og startede den ufortrødent hver gang, men midtvejs fik den mig ved at spille den ultimative trumf: Rød lampe i batteriindikatoren. Hvad?! Ulven kan ikke engang klare en hel græsplæne? Verdens mindste græsplæne (næstmindste. Dens gamle hjemmebane er trods alt mindre) må slås over to dage?
Jeg satser på tørvejr i morgen også, for lige nu ser vores plæne ud som hovedet på en, hvis hårtrimmer er gået i stykker midt i en klipning (jeg har set det ske, og det klæder ingen!).
Jeg overvejer situationen. Måske har jeg fået katten i sækken. Det kan godt være, jeg kommer til at ønske mig håndskubberen tilbage. Vi må se.
Græsset i kolonihaven er heller ikke slået endnu. Jeg må snart derud og se, hvor slemt det er. Men der har vi heldigvis den grønne sag, som er overlegen på alle måder, endda med to batterier at skifte med. Og jeg ved, hvor begge er. Det kan man ikke bare gå ud fra efter en flytteproces.
Men Ulven … tsk tsk, hvad stiller vi op med den?
17. april 2017 | den store bunke |
Påskedagene er næsten slut. Jeg har haft fri i sytten dage. Eller fri og fri, det er ikke en helt korrekt gengivelse af fakta. Lad os sige det på den måde, at jeg så godt som ikke har forladt min aktuelle bopæl for andet end indkøb af dagligvarer, så vi kunne få næring og energi til al den pakken i kasser og pakken ud af kasser.
For som den opmærksomme læser godt ved, er vi flyttet, og den flytning er, hvad jeg har brugt mine sytten “fridage” til. Det har flasket sig, har det, og jeg har været god til at nøjes med at være i dét, jeg aktuelt skulle have fokus på. Først sluttede jeg mit gamle arbejde af. På en god måde, synes jeg selv, ved at være til stede og koncentrere mig, så længe jeg var der. Derefter flyttede jeg opmærksomheden fuldstændigt over på det, der havde med vores flytning at gøre, og jeg har ikke tænkt på ret meget andet siden, og det har været virkelig godt at kunne være 100 procent til stede i den proces. Vi er langt, men der er længere. Stablen af tømte kasser nærmer sig maksimum, – mens jeg sidder og skriver, er Morten i gang med at tømme de sidste 3-4 kasser. Det betyder ikke, at alt er på plads nu, slet, slet ikke. Der er endda temmelig meget, der bare har fået midlertidigt opholdssted, så vi lige kan få et overblik over, hvad der skal være plads til. Men er det alligevel ikke ret sejt sådan at få klappet 108 kasser sammen på ni dage? Og det var dét, de sytten hjemmedage kunne. Tak for dem.
Og nu hvor påskedagene går på hæld, retter jeg sigtet mod det næste. I morgen starter jeg på et nyt job. Jeg glæder mig og jeg er spændt. Det er vildt. Vildt godt. Og flere ord vil jeg ikke knytte til det lige nu. Jeg skal bruge dem i morgen, når jeg vandrer rundt og hilser på 200 eller deromkring nye kolleger.
I påskedagene fandt vi heldigvis også tid til en lille smule udgående aktivitet, idet vi besøgte gamle koner. Mor torsdag og svigermor søndag, og på den måde nåede vi også at få opfyldt kagekvoten.
Begge mine forældre har fødselsdag i april, og det har næsten altid været sådan, at én af dem har haft fødselsdag i påsken. I år er ingen undtagelse, selv om fødselaren selv ikke er blandt os længere, i hvert fald ikke i fysisk form. I dag er det 100 år siden, min far blev født i en lille flække på Vestfyn som nummer to i en børneflok på fem. Hundrede år, mand! Han døde for seks år siden, men jeg har sendt ham mere end én kærlig tanke i dag. Jeg tror, han ville have været tilfreds med, hvor jeg er i mit liv lige nu.
Altså måske ikke specifikt den del, der handler om, at jeg nu går ind og smider mig i sofaen, tænder for fjernsynet og sukker veltilpas ved tanken om en ganske fin veloverstået påske.
16. april 2017 | den store bunke |
Nogle af jer læser sikkert med her på domænet på tablet eller smartphone. Højst sandsynligt. Det er sikkert bare mig selv, der er en kende old school og synes, jeg får den flotteste bloggerbuket med mig hjem ved at bruge computeren. Sådan er vi forskellige.
Men altså.
Til større glæde og fornøjelse for jer, der stadig har gode øjne eller veltilpassede læsebriller og derved kan stilles tilfreds med en relativt lille skærm, har jeg ladet Morten tage sin værktøjskasse med ind i selve bloggens motorrum og regere derinde, som han ville. Det er han nemlig god til, og det er den slags, han tjener sin hyre ved. Og dét kommer i sidste ende også mig til gode, skal I huske.
Vi har længe talt om, at bloggen skulle mobiloptimeres. Man skal gribe i egen barm, tage sin egen medicin, feje for egen dør, og hvad de forskellige talemåder ellers siger, men det er ofte det sidste, man får gjort, fordi så meget andet kommer i første række.
Nu er det imidlertid sket. På denne påskesøndag. Morten satte foden ned og insisterede på, at nu skulle det være, rykkede i relevante håndtag og voilá: Grevinden er blevet responsiv. Det betyder, at siden tilpasser sig den enhed, du læser på, hvad enten det er tablet, mobil eller computer.
Jeg håber, det gør læsningen lettere. Til gengæld lover jeg, at jeg fortsat og til stadighed gør mig umage med at skrive noget, der er værd at komme efter. Og at jeg snart laver en ny header i stedet for den gule balkon i Vestergade.
Hvis noget mod forventning ikke fungerer, eller hvis du har idéer til at gøre Grevinden på tredje endnu mere favnende og tilgængelig, så siger du lige til, ikke?
15. april 2017 | den store bunke |
Vi har forladt duerne på stenbroen og kampen for at holde dem væk fra altanen. Vi førte krig mod småfuglene, der ville spise krydderurterne fra krukkerne, ved at indhegne krukkerne i et hjemmelavet urtebur. Nu er vi flyttet ud, hvor der er kortere til naturen, og hvor djævleduerne er erstattet af elegante skader og hoppende solsorte.
Og ænder.
Vi har boet her en uge, og ænderne har fundet ud af, at der ikke længere er en hund på matriklen, så nu tør de godt lande i haven. Der er tyve meter til kvarterets andedam, og naboen fortalte i går, at i deres have ligger en and på æg. Det kan være grunden til, at det kun er andrikker, jeg har set hos os, og at jeg i morges hørte et par stykker styrtflyve på tværs af vores have med arrige og insisterende raaap.
Jeg er ikke vild med fugle. Hos naboen, ja. Hos mig, nej. Men er det en krig, jeg vil ind i? Generer ænderne mig? Skal vi ikke bare leve side om side? Kan vi?
I øvrigt har vi som nævnt boet her en uge, og jeg har endnu ikke været nede i enden af haven. Der er femten meter.
14. april 2017 | den store bunke |
Nogle er sikkert kede af det aktuelle påskevejr og ville gerne have haft sol og læ og udelivsmuligheder.
Jeg elsker det. For mig kan det regne og blæse og gøre præcis, som vejret selv vil. Det betyder bare, at jeg helt uden dårlig samvittighed kan koncentrere mig om ét eneste projekt: At pakke ud.
Det var egentlig meningen, at jeg ville trække en dag eller halvanden ud af flyttemenageriet for at tage i kolonihaven og lægge kartofler og sætte løg. Det kommer ikke til at ske. Man har oven i købet truet med nattefrost i starten af næste uge, og så lægger kun en tåbe da noget i jorden. Vi skal såmænd også nok nå at få kartofler i år uden at være den grønneste mælkekasse i haveforeningen. Eller noget.
Jeg bliver hjemme ved mine papkasser.
I går brugte vi dog dagen på at besøge min mor på Fyn. Det var hyggeligt, hun var glad, vi var glade, og nu kan vi – også med god samvittighed – tilbringe resten af påskeferien hjemme på matriklen med værktøj og rod og det store overblik. Samme overblik forsvandt ret hurtigt i en unummereret flyttekasse inde på Vestergade, men nu er det heldigvis dukket op igen, og jeg holder fast i det, så det ikke løber fra mig igen.
Hvad jeg ikke holder fast i, er den daglige aftencykeltur, som vi snakkede om en af de første dage. Så jeg kunne få trænet og hærdet haleknoglerne, inden jeg i næste uge skal begynde at cykle på arbejde. Det er jo ikke vejr til det, og knoglerne skal nok vænne sig til sadlen på min nye cykel med tiden alligevel, og hvornår jeg har ondt i røven, er underordnet i det lange løb.
Hvis folk vil mig noget, må de komme og ringe på. Det sker faktisk. I forgårs ringede vores ven Louise på med en ordentlig skålfuld tomatsuppe, brød og ost “til en dag, vi ikke orkede at lave mad”. Det var vi virkelig glade for i aftes, da vi kom hjem fra Fyn. Lækkert, lækkert var det. Og sidst på eftermiddagen i dag ringede naboerne på vores dør og var inde og få en kop kaffe. Det var hyggeligt, og det viste sig til min store begejstring, at naboens far er den repræsentant, som kom og solgte tegneartikler på flere af mine tidligere arbejdspladser. Det var et sjovt tilfælde, synes jeg.
Men hvis jeg skal referere, hvad jeg ellers har brugt dagen på, fylder det ikke ret meget. Vi har sorteret og katalogiseret bøger i et – vi kan kalde det analogt dataflet. Mine bøger og Mortens bøger blev alfabetiseret ind i samme reol, en øvelse vi ikke foretog, da vi flyttede sammen. Men nu! Tiden er egentlig løbet fra papirbøgerne, vi lytter jo begge fortrinsvis lydbøger, men jeg har svært ved at forestille mig at bo uden bøger, så dem har vi fundet plads til i en stor reol ovenpå. De står nu i stringent alfabetisk orden. Jeg er svært glad for resultatet, men det er altså (kun) det, jeg har bedrevet i dag.
Den spændende fortsættelse følger, når stablen af tømte kasser når nye højder.
