7. december 2019 | den store bunke |
Et tilfældigt sammentræf sendte mig her i aften 35 år tilbage i tiden.
Morten er i gang med en arbejdsopgave, der blandt andet består i at køre rundt i Jylland og lave videointerviews med en række projektledere indenfor et specifikt område. Han fortalte om dagens oplevelser og de kommende dages aftaler. På mandag skal han mødes med en biologfyr, som jeg i sommeren 1984 tilbragte et par dage med i et hus i Sydfrankrig. Denne er nært beslægtet med en kendt, dansk musiker, og netop det faktum var årsagen til, at Morten og jeg sporede os ind på forbindelsen. Verden er sommetider virkelig lille.
Det var ikke bare mig og biologen, der var på ferie i Frankrig. Faktisk kendte jeg ham slet ikke i forvejen. Omstændighederne var, at vi var 10 unge fra Århus (det var dengang det blev stavet med bolle-å) og København, der havde lejet et stort, gammelt skrummel af et hus i Sydfrankrig, omkring 25 km nordøst for Carcassonne, som jeg husker det. Vi var studerende, i 20’erne, og jeg kan ikke huske præcis, hvem der egentlig havde fået dét der hus op under neglene, men det var noget med nogen, der kendte nogen, der kendte de danskere, der ejede det og var i gang med at sætte det i stand. I hvert fald var det kæmpestort, langt ude på landet og rørende billigt at leje. 6000 kroner for tre uger. Fordelt på ti mennesker, hva’beha’r! Det var også billigt i 1984. Læg dertil en interrailbillet og vores cykler, som vi sendte i forvejen som rejsegods og transporterede os rundt på i tre lange, dovne augustuger. Den ferie havde alt! Skønne rejsefæller, en fast base som udgangspunkt for ture ud, fælles måltider, leg og brætspil, byfest og masser af vin.
Vi havde alle sammen givet adressen til vores andre venner og opfordret dem til at komme forbi, hvis de kom på de kanter. Det var der faktisk en 10-11 stykker, der gjorde i løbet af de tre uger. Vi havde ekstra madrasser, tallerkener og vin nok og altid plads til gæster. Den senere biolog var en af dem, der kom forbi på sin interrailtur sammen med kæresten og blev hængende et par dage. Vi kaldte ham Musen, fordi hans kæreste kaldte ham det, og det er sådan, jeg i dag vil kunne få mine rejsefæller til at huske ham. Han hedder selvfølgelig noget andet, nemlig det navn, der nu – helt mærkeligt – står noteret i min og Mortens fælleskalender.
Jeg har aldrig mødt ham siden, men jeg har billeder af ham i mit fotoalbum fra dengang. Og nu har Morten også set fotos af ham forud for deres møde på mandag. Han skal dog nok ikke forvente det samme Playmobil-hår og sorte firserskæg som Musen bar i 80’erne.
Jeg er jo heller ikke længere den sprøde 25-årige med brunt hår og batikfarvet militærskjorte, der havde en fest med rejsekammeraterne i nattoget til Paris.
3. maj 2017 | den store bunke |
I de sidste 14 dage har man på Facebook kunnet se et sponsoreret opslag fra DSB med et billede af to unge piger og tre store rygsække på en kanalkant i Venedig sammen med en opfordring til at købe Interrailbilletter.
Det vil sige, man har nok kun fået opslaget i sit newsfeed, hvis man var i målgruppen. Altså ung. Personerne på billedet, som er mine to gymnasie- og livsveninder, og fotografen, som er mig selv, har ikke set noget til Facebooks opfordring. Vi er vokset ind i en anden type togbilletter, siden billedet blev taget og rejsen foretaget for 37 år siden.
Men hvordan er det gamle billede havnet i nutiden? Det er sket med vores tilladelse, og historien bag er sjov.
Lige før påske fik jeg en mail fra Francis, der er Brand Manager hos DSB. Han skrev blandt andet: “
“Kære Birgitte,
Først og fremmest rigtig god påske.
Jeg skriver til dig, fordi DSB i øjeblikket har stor fokus på Interrail rejser. I denne forbindelse faldt jeg over dit blogindlæg, hvori du skriver, at din datter skal på Interrail.
Fantastisk læse stof! Blev helt glad.
Vi kunne rigtig godt tænke os, at fortælle om Interrail og de minder det skaber for livet.
Jeg vil derfor høre dig, om vi måtte bruge et af dine billeder i vores kampagne omkring salg af Interrail billetter.”
Det omtalte blogindlæg er dette, og jeg har også skrevet lidt om samme rejse her.
Francis gav et eksempel på, hvordan opslaget kunne komme til at se ud, og jeg indhentede tilladelse hos de to unge modeller i bedstefartrøjer og bredbenede cowboybukser. De var med på det, og derfor har vores børn og deres generation i de seneste to uger kunnet se, hvordan deres mødre rejste ud i verden dengang i 1980 og fik minder for livet.
Opslaget med billedet fra Venedig var tidsbegrænset, så man kan ikke se det mere.
Men kom nu af sted på Interrail, eller send jeres børn ud. Man glemmer det aldrig!
21. januar 2017 | den store bunke |
Nu stod der jo BS allerøverst på den sang fra min trediveårsfødselsdag, som jeg offentliggjorde i går, og nogle undrer sig måske. Hvorfor blev jeg kaldt BS mange år før en skaldet jægersoldat blev tv-kendis? Hvor stammer det fra, og hvornår opstod det?
Det kan jeg fortælle helt præcist. I juli 1980 tog jeg og to gymnasieveninder – de samme som skrev bemeldte sang ni år senere – på interrail. Jeg har fortalt om det her. Vi førte en fælles dagbog i et kladdehæfte, som vi skiftedes til at skrive i. To af os hedder Birgitte, og de første dage blev jeg refereret til som Birgitte S. (for Sørensen), men dovenskab og forkortelser vandt, og i løbet af kort tid optræder vi i dagbogen som MT, BT og BS.
Jeg har fundet frem til det allerførste sted, det står i kladdehæftet. 25. juli. Jeg er ikke stolt af sammenhængen, det står i, og jeg er da heller ikke overbevist om, at det skrevne er sandt. Men der blev BS født.
Fem dage senere blev det sagt højt for første gang. Vi var taget på en ambitiøs tur til Licenza langt oppe i bjergene øst for Rom. Her havde digteren Horats haft sin sommerresidens, og som nyudsprungne klassisksproglige studenter ville vi gerne besøge ruinerne. Meget ambitiøst. Det var en lang og besværlig tur. Vi rejste med flere forskellige busser, og de sidste fem-seks kilometer vandrede vi. Vi for også vild undervejs, fordi vi troede vi kunne skyde genvej igennem noget uvejsomt terræn. Det kunne vi ikke, og vi måtte gå tilbage til landevejen. Jeg gik bagest på en smal sti gennem noget buskads, og så var det, at det blev sagt højt. Råbt, faktisk. “Har vi BS med?”, råbte den forreste. Jeg var med, men jeg svarede ikke, fordi jeg blev så irriteret over at blive kaldt BS. Jeg ville ikke reduceres til to bogstaver. I dagbogen var det i orden, men ikke ude i det virkelige liv.
Det var lige før dette billede blev taget, at det blev sagt højt for første gang. Jeg husker det tydeligt.
Det endte jo med, at navnet hang ved, og at jeg accepterede det. Lige siden har det været mit kaldenavn i visse kredse, og det gik heller ikke væk, da jeg giftede mig, og det ikke længere var mine rigtige initaler. Jeg har ikke noget imod det længere.
Det udtales i øvrigt med kort B og tryk på S.
12. juli 2015 | den store bunke |
Om et par dage tager min datter på Interrail. Det har fået mig til at tilbringe det meste af søndagen med næsen i gamle fotografier fra starten af firserne og dagbøger fra mine egne to interrailrejser.
Vi var tre veninder, som tog af sted sommeren lige efter gymnasiet. Altså, efter at vi havde været på Roskildefestival med en flok gymnasiekammerater. Det var dengang, der ’kun’ var 30.000 gæster på Roskilde. Men det var altså også mange!
Vi havde været i Spejder Sport og købe tre ens blå rygsække, tre ens gule liggeunderlag, tre ens orange nylonturrygsække, et grydesæt og en spritbrænder med sprittabletter. Teltet var fra Harald Nyborg og både tungt og dårligt. Soveposerne var noget skrammel, i hvert fald min. Så havde vi hver en stribet elastiknederdel, en hjemmefarvet militærskjorte, to JBS-undertrøjer, to t-shirts, en langærmet og et par cowboybukser. Vi har sikkert også haft det samme antal underbukser med. Jeg har ikke nogen anelse om, hvorfor det hele var så ens, men det har nok virket rigtigt dengang. Hvad jeg vist var ene om, var at have klippet mine negle så korte inden afrejsen, som om jeg aldrig skulle se en tre-i-éner igen, at jeg havde ondt i fingrene de første fem dage.
Vi var virkelig uerfarne rejsende, men vi lærte undervejs og vi havde en eventyrlig og uforglemmelig måned på egen hånd ned gennem Italien og Grækenland. Med Interrailbillet og rejsechecks, ingen kontakt til dem derhjemme, udover et eller to modtageren-betaler-opkald undervejs. Opkald som vores ikke-engelsktalende forældre accepterede uden at forstå en bjælde af, hvad operatøren spurgte dem om, fordi de håbede at få os i røret bagefter.
Turen gik direkte fra Odense til Venedig, hvor vi på Lido’en en tidlig morgen på opfordring af et par unge italienere installerede os på en free-camping, et sandområde med nogle buske, hvor der i forvejen var slået 4-5 andre telte op. Der var ingen bad, ingen toilet, og vand skulle hentes ved en hane ude ved stranden. Det var primitivt, men sjovt, og vi havde nogle fine dage sammen med Eddy og Ugo, som også rejste rundt, bare i deres eget land, og som betragtede os som samme slags som dem selv.
Hvad vi ellers aldrig vænnede os til, var den interesse, som tre unge, forholdsvis lyse piger vakte hos latinomændene. Vi fandt tilnærmelserne grænseoverskridende og voldsomt irriterende, og vi blev virkelig gode til at skælde ud og jage væk.
Efter Venedig tog vi videre til Firenze og Rom. Vi var alle tre nyudklækkede klassisksproglige studenter, og vores rejse var på flere punkter en forlængelse af en god gymnasietid, hvilket i nogen grad havde bestemt vores rejserute. Vi så rigtig, rigtig, rigtig mange ruiner og levn fra antikken og besøgte rigtig mange museer, også nogle der ikke lige lå langs de gængse turistruter. Vi havde blandt andet besluttet at besøge den romerske digter Horats’ sommerresidens, som lå nær landsbyen Licenza uden for den lidt større by Tivoli et godt stykke øst for Rom. Det var en lang dags busrejse og stædig vandring, også med indlagte vildveje, for at se det her:
Det virker nørdet at tænke tilbage på, men det var en udpræget god ide dengang, og vi husker alle tre den strabadserende dag som en succes. Vi granskede naturligvis også Forum Romanum og Ostia Antica minutiøst, og senere Olympia, Mykene og Akropolis i Grækenland, og jeg kan se på billedteksterne i mit fotoalbum, at jeg vidste ting dengang, som min hjerne ikke har fundet det fornødent at gemme på. “Palestra’en i Olympia”… palestra? “Den byzantinske kirke, der er bygget ovenpå ruinerne af Phidias’ værksted”… Phidias? “Bouleuterion” … bouleuterion? I dag måtte jeg google det, men den gang var det paratviden.
Men selvfølgelig var vi også almindelige unge interrailere, der badede, spiste vandmeloner, læste bøger, drak, travede rundt, skrev breve til kæresterne, gik på cafe, fulgtes med andre unge som os selv i kortere eller længere tid og aldrig så siden. Som Eddy og Ugo og de fem danske piger, vi mødte på færgen fra Brindisi til Igoumenitsa. Efterfølgende boede vi sammen med de to af dem på Korfu i fire dage.
Vi slog Harald Nyborg-teltet op og pakkede det sammen igen på den ene udtørrede og afsvedne campingplads efter den anden. En enkelt gang på det sydlige Peloponnes var vi heldigvis hjemme ved teltet, da himlen revnede og regnen væltede ned. Vores telt stod lige præcis der, hvor vandet ville rende, fra himlen og fra bjerget, vi lå under. Grydelåg og toiletpapir kan bruges til andet end det, man lige tror.
Til slut tog vi til Athen, hvor vi som de fornuftige fynske piger, vi var, lagde ud med at skaffe os pladsbilletter til den tre dage lange togtur hjem til Odense. Og dem var vi godt nok glade for den morgen nogle dage senere, da kampen om siddepladser startede mellem alle de andre interrailere, som skulle hjem fra Udkantseuropa.
I det hele taget var vi svært tilfredse med os selv i Athen. Vi havde været på bankerottens rand i starten af turen, hvor vi trods gratis camping i Venedig brugte alt for mange penge i forhold det budget, vi havde lagt. Men omkostningerne blev lavere undervejs, og vi lærte at administrere vores midler, så da vi kom til Athen, havde vi masser af penge. Gode, solide drachmer, som nutidens grækere nok gerne ville have fingre i.
Den sommer fik vi erfaringer og oplevelser, som vi har båret med os. Jeg ved det, for vi er stadig hinandens bedste venner og livsvidner. Interrail findes stadig, men vi rejste på en anden måde dengang, hvor vi ikke havde mobiltelefoner og internetmuligheder. Vi rejste helt uden livline. Vores forældre kunne ikke komme i kontakt med os. Vi var på egen hånd, og vi klarede os.
Og vi ringede da også hjem. Hvis vi huskede det. Og sendte postkort. Hvis vi havde frimærker.
Interrail – så langt du vil. Bare ikke i Østeuropa. 1980.
19. november 2013 | den store bunke |
En fod, hedder det vel. Nej, det er nok snarere kun en tanke endnu.
Jeg har ikke pakket. Kun lagt lidt frem. Der ligger en køkkenrulle, nogle ruller toiletpapir, et gps-løbeur, løbesko, et Berlinkort, en guidebog og en pose nescafe. Og mit pas.
Jeg skal til Berlin i overmorgen.
Da vi var nyvoksne, rejste mine to veninder og jeg en del sammen, blandt andet på to legendariske interrailture. Så blev vi opslugt af mænd og børn og job i nærmest tredive år, men for nogle år siden genoptog vi det. Årlige ture til hvor vi nu har lyst og råd til at tage hen i en forlænget weekend. Rom, København, Bruxelles.
Denne gang har vi lyst til Berlin, og vi har inviteret vores mænd med for en gangs skyld. Der lå helt eksakte krav til tidspunktet: Efter kommunalvalget (to af os er via arbejde dybt involveret), inden julehandlen (en af os har forretning), i en ulige weekend (to af os har delebørn, der er hos den anden forælder i ulige weekender). Derfor bliver det denne weekend.
De, der lige nu knokler i henholdsvis et rådhus og et regionshus nærmest lige indtil afgang, har allerede pakket. Det har jeg for en gangs skyld ikke. Vi skal heller ikke have så meget med. Vi kører alle seks i én bil og har fået besked på at pakke i mindre og formbare enheder, som kan presses i tagboksen. Vi bor i Friedrichshain, og i tre dage ligger alt åbent
Det bliver så brandhyggeligt. Jeg glææææææder mig!
