Mærkedag

I dag er en mærkedag.

Det er for eksempel 46 år siden jeg blev konfirmeret. I lårkort, hvid kjole med matroskrave, hvide knæstrømper og med firkantede hornbriller på næsen. Ikke et særligt tjekket outfit, dengang heller. Jeg ved ikke, hvorfor jeg skal gå og huske på datoen, eller hvem det er, der har indrettet min hjerne sådan, at den lagrer alle mit livs tal. Det tager formodentlig pladsen op for virkeligt vigtige ting. Men sådan er det, og hvert år den 23. april strejfer dét med konfirmationen mig.

Det var også i dag, jeg mærkede efter med mig selv, om jeg skulle køre ud og grave lidt mere i kolonihaven. Men det stormede jo, og fordi alting er så tørt, støvstormede det også, bemærkede jeg. Og bestemte, at jeg ikke skulle ud og sandblæses. Jeg ville heller ikke risikere at konstatere, at alle mine nysåede salatfrø var blæst ind til naboerne. De er nok foran i forvejen.

Endelig går jeg og mærker, at jeg er virkelig spændt på, hvordan vores hus ser ud, når jeg kommer hjem fra arbejde i morgen. For jeg skal pointere, at det først er I MORGEN, håndværkerne rykker ind. I morgen går vvs’erne i gang med at skifte rør!

Fordi jeg har klaget mig så længe og vist billeder af vores hærgede og nedbrudte hjem, har jeg bemærket, at folk tror, vi er meget længere i processen, end vi er. Man har fået den opfattelse, at vi er kommet virkelig langt. Det er desværre ikke tilfældet. Vi skal først i gang nu.

Hidtil har vi bare brudt ned, forberedt og banet vejen, så håndværkerne lige kan spadsere ind af døren i morgen og knipse med fingrene, og så er der nye rør over det hele. Sådan cirka. Og derefter skal betongulvet repareres og lige hærde en måneds tid, og SÅ skal der lægges gulv i stuen. Desuden skal vi udbedre det, der er fræset i væggene og spartle og tapetsere og male. Og SÅ kan vi flytte vores møbler ind igen. På det tidspunkt skal vi huske at kigge i kalenderen og aflæse, hvilken dato det er er blevet. Forhåbentlig skriver vi stadig 2019.

Det starter altså i morgen. Og det var i morgen.

Konfirmandrejse

Mens jeg sidder i Viborg og skriver, har Morten og Astrid lagt sig til at sove i Barcelona. De er fløjet dertil i dag og har taget hul på fem far-datter-dage i en af verdens mest fantastiske byer. Vores konfirmationsgave til hende var netop det: En rejse for kun de to. Der skal formodentlig shoppes igennem i de små designerbutikker i det gotiske kvarter og samtlige barcelanske Desigual-filialer, traves op og ned ad Ramblaen, øjensmovses i La Boqueria-markedet, bades i Middelhavet, og så skal hun måbe over La Sagrada Familias himmelske, betagende storhed og lys – især lyset – og begejstres over Parc Güell og Gaudis mosaikker og sprudlende fantasi.

Jeg er kun en lille smule misundelig.

Og hvorfor skulle jeg så ikke med? Gaven var jo også fra mig…?

Det skulle jeg ikke, fordi jeg ved præcis, hvad sådan en én-til-én-tur er værd.

Jeg har tre børn, og det kan godt være svært at finde fælles interesser, når børnene både har forskellige aldre og forskelligt køn. Feriemål, rejser og udflugter bestemmes altid af fællesnævneren – dét, som alle kan være i, men ikke nødvendigvis dét, som alle blomstrer ved. Derfor besluttede jeg tidligt, at min gave til min første konfirmand skulle være en rejse, bare os to og på konfirmandens præmisser. Jeg vidste, hvor Laura drømte om at komme hen, og hun blev både glad og overrasket på konfirmationsdagen, da hun fik gavekortet. Der var ingen klynk fra de to yngre brødre, da vi tog af sted, for de vidste, at det også ville blive deres tur. Og de kunne oven i købet selv være med til at bestemme destinationen. Især Niels var vidt omkring, inden han landede på det endelige rejsemål: Måtte det være badeferie? Kunne det være Rom? Prag? Hvor mange dage kunne vi?

Det har været virkelig godt givet ud, og jeg klapper mig selv på ryggen over at have været så klog at prioritere på den måde. Det var enestående konfirmationsgaver til glæde for alle parter. Jeg har haft tre næsten ens og samtidig vidt forskellige rejser med mine børn en ad gangen. Forskellige, fordi børnene er forskellige og ville noget forskelligt. Ens, fordi der alligevel var gengangere blandt de ønskede seværdigheder, og fordi de alle tre faktisk endte med at ville samme sted hen. Det fremgår formodentlig af billederne, hvilken by de tre 13-årige valgte?

Jeg håber, at i dag er første dag af en uforglemmelig rejse, som de to i Barcelona bærer med sig resten af livet.

Kirkekys

Lørdag var konfirmationsdag. Det var en dag, der var længe ventet. Konfirmanden har talt ned i flere år.

Hun fik lige præcis så fantastisk en dag, som hun havde ønsket sig. Hun var superglad, køn og sød og taknemmelig for det hele, og der var ingen tvivl om, at hun både nød at være midtpunkt og at ’give’ alle sine bedste mennesker en dejlig fest.

Viborg Domkirke var den storslåede ramme om ceremonien. Jeg er tilpas med, at alle mine børn nu er konfirmeret under Joakim Skovgaards smukke malerier. Denne gang havde vi mere end rig lejlighed til at studere dem, for der var 54 konfirmander. Det er altså mange. Men for hver og en af dem var det en stor dag og den første store fest for dem. De var så fine og søde alle sammen, og kirken var proppet med stolte forældre og familier.

Jeg ville gerne vise billeder af Astrid, for hun er det værd, men det har jeg ikke spurgt om lov til, så det gør jeg ikke. I stedet viser jeg et par utraditionelle billeder fra Domkirken inden ceremonien gik i gang, og kirkegængerne var ved at finde deres plads.

Må man egentlig kysse i kirken?

Tak til pressefotograf Preben Madsen med den skarpe linse for at fange Morten og mig, mens vi bytter plads på meget lidt plads. Og nyd så lige den domkirke.