Jeg har gravet to døde hortensiaer op og plantet en ny staude. Det var det første spadestik i vores nye have. Vores egen have. Vi må gøre i den lige præcis, hvad vi vil.
Det må vi selvfølgelig også i kolonihaven, men den jord kan vi ikke kalde vores egen. Haveforeningen lejer jorden af kommunen.
Vi havde familien på besøg i dag. Min mor, mine brødre og min svigerinde, som blandt andet havde taget en staude med til os. Stjerneskærm hedder den, og den kommer fra min mors gamle have. Hun har fået den af sin kusine, og sådan har også stauderne historier i min familie.
Nu står den ude i den lille rækkehushave, og jeg glæder mig til at se, hvad den er for en, for jeg kender ikke dens slags.
Jeg slog et slag ind omkring kolonihaven på vejen hjem i dag for at vande de sarte squash- og græskarplanter, som det endnu er for tidligt og for koldt at plante ud på friland. Men det var ikke for tidligt at købe dem, syntes jeg den dag i sidste uge, hvor jeg var i plantecenteret i dejligt solskinsvejr. Nu står de beskyttet indenfor i kolonihavehuset og venter. Men der regner det jo ikke, kom jeg i tanker om, og derfor kørte jeg den vej og sørgede for frisk vand.
Da jeg gik ind af lågen, forsvandt haren under hækken ind i nabohaven og hoppede videre væk. Jeg vidste godt, at en hare holder til på de kanter. Jeg så spor efter den allerede i december, og dengang var det okay. Den måtte gerne få del i grønkålen. Så så jeg den i levende live den dag i april, da jeg kom for at lægge kartofler. På samme måde som i dag hoppede den letfodet ind i nabohaven og forsvandt, da jeg trådte ind på havegangen. Lidt senere anede den forbidrevet fare og kom retur for at liste lidt rundt og nippe kål.
På det tidspunkt strejfede tanken mig, hvordan det vil gå med årets afgrøder. Hvad ville harer vælge, hvis der var frit valg i alle rækker? Gulerødder og grønkål kommer ikke i jorden i år, men er det så rucolaen eller spinaten, der bliver topkappet?
Hvis harer opfører sig som rådyr, kan jeg fylde en nylonstrømpe med afklippet menneskehår og hænge op, så holder de sig væk, var der en, der sagde til mig. Det råd er så absurd sært, at det næsten skulle prøves. Enten virker det, eller også gør det ingen skade.
Jeg kan selvfølgelig også vente og se. Eller møde ind på en skræmmende måde hver dag lidt over 16 og træne haren til at blive så bange for mig, at den efterhånden holder sig helt væk, fordi den ikke kan klokken og derfor ikke ved, hvornår jeg træder ind på scenen og er livsfarlig.
Eller altså …. vente og se, hvordan det går.
Og i mellemtiden glæde mig over, hvor pæn løvefod er, når det har regnet. Hvis haren vinder over mig, har jeg da dét tilbage.
Hvordan ser verden ud fra bunden af en mælkejunge, der er gravet ned i en kolonihave for at holde for eksempel drikkevarer kolde, når sommersolen bager, og der ikke er et eldrevet køleskab til rådighed?
Det har man hidtil ikke vidst ret meget om.
Men nu er det blevet dokumenteret, for en coladåse har sendt en videorapport dernede fra. Se med og bliv oplyst.
Den tænkte desværre ikke på, at det havde været bedre at filme i tværformat.
Jeg indrømmer det gerne: Det er en letkøbt omskrivning af titlen på Four Tops’ gamle hit Loco in Acapulco, men jeg står ved den, også fordi der er sådan et lækkert genbrug af bogstaverne i loco til colo, som selvfølgelig refererer til kolonihaven.
Så behøver jeg heller ikke udpensle det mere, vel?
Jeg har været en lille smule skør i kolonihaven i dag. Mest bare tosset med forår og solskin. Alt det, der har været sat lidt på hold derude på grund af travlhed med flytning og konfirmation sammenholdt med det alt for kolde vejr, har jeg nu fået indhentet. Det meste af det, jeg vil så, er sået; der mangler kun rødbeder og bønner, som gerne vil vente på lidt højere jordtemperatur, ligesom squash- og hokkaidoplanterne og årets nyhed aubergine ikke tør blive plantet ud, så længe meteorologerne truer med nattekulde.
Men jeg turde godt fylde plantekasserne med tomater, agurker og peberfrugt. Jeg har sagt til dem, at de skal varme hinanden, hvis det bliver koldt om natten. Så skal det nok gå.
Det her er dét tidspunkt i hele havesæsonen, hvor jeg er sikker på, at det er mig, der har overtaget. Siden vil det blive et kapløb mellem mig og ukrudt, og på et tidspunkt vil ukrudt stikke af. Ukrudt vinder ALTID! Sådan er det bare, og jeg ved det.
I aftes og i nat var vores nye og på ingen måde færdigindrettede hus rammen om en 2 x 20 års fødselsdag. Lasse fyldte 20 for et par uger siden, og vi havde sagt ja til, at han holdt fødselsdagsfest sammen med en kammerat, der fyldte år i forgårs. De to har gået i samme klasse gennem de første syv år i folkeskolen og igen i gymnasiet, og det var netop gymnasieklassen, der var inviteret. Dermed var festen også en reunion. Mange af dem har ikke set hinanden siden sidste sommer, hvor de blev studenter.
Selv om Lasse er mit tredje barn, har jeg faktisk ikke lagt hus til mange fester. De steder, vi har boet, har ikke rigtigt egnet sig til at samle mange mennesker. Men det gør vores nye hus. Vi har en stor stue ud i et med køkkenet og med direkte udgang til terrasse og have, og så er der to toiletter. Vigtig detalje. Derudover har vi urimeligt mange stole og borde, så vi kan snildt have plads til for eksempel 26 unge.
Så sådan blev det.
Jeg var spændt. Egentlig mest på hvordan der ville se ud bagefter. Vi havde aftalt at gå i eksil hos nogle venner nogle timer om aftenen for alle parters skyld. Vi tog af sted, da jeg havde hentet de pizzaer, Lasse havde bestilt, og så kom vi hjem igen ved 23.30-tiden og listede op i soveværelset uden at forstyrre festen, som var i fuld gang, både inde og ude med høj musik, snak, dans og åben havedør. Jeg opgav at sove, men opnåede heldigvis på det helt rigtige tidspunkt et par timers frit Candy Crush-liv, så jeg havde underholdning, indtil vært og gæster tog ind til nattelivet i byen omkring klokken 2.
Vi var spændte, da vi stod op i dag, og selvfølgelig var der tydelige festspor i stuen og i haven. Duge der sejlede i væske, vildt mange tomme flasker og dåser, glas med sjatter stillet de særeste steder, glemte effekter og beskidte, klistrede gulve overalt. En enkelt havde brækket sig ude på fortovet, og det havde tilsyneladende været svært for de fleste at ramme askebægrene på terrassen.
Men de havde gjort en ihærdig indsats for at rydde op, inden de gik, og det meste var samlet sammen i to store sække med pizzarester, engangstallerkener, flasker og dåser, og det skal de have tak for. Huset kunne have været efterladt i langt, langt værre tilstand, og mit indtryk (mens jeg sad i sengen og spillede på iPaden) var, at de hyggede sig og havde en god fest.
Fordi den 20-årige havde levet op til vores forventninger om at holde festen under kontrol, og fordi vi ellers ikke ville få gjort rent før sidst på eftermiddagen, hvis vi skulle vente, til han stod op, lavede vi et omfattende rengøringsraid i morges. Oprydning, sortering af skrald og flasker, gulvvask i hele hytten. Vi var tilfredse med, hvordan det var gået. Og han er glad, fordi vi er tilfredse, og taknemmelig, fordi vi gjorde rent.
Samlet set var der ikke de store tab. Der var gået et enkelt vinglas, og vi har to festivalstole færre i dag end i går. Men det blev en lille smule sært, da vi gjorde klar til at spise morgenmad. Jeg kiggede forundret på osten, da jeg tog den ud af køleskabet og pakkede op. Først spekulerede jeg på, om nogen havde revet ost til et eller andet og kørt hele osten op og ned ad rivejernet. Indtil det gik op for mig, at en eller anden (med et meget regelmæssigt tandsæt) simpelt hen har taget store bidder af den.
Foreholdt den skamferede ost fortalte Lasse i dag, at han havde skældt voldsomt ud over netop den episode i nat. Sådan skal ingen behandle vores ost!
