Om et par dage tager min datter på Interrail. Det har fået mig til at tilbringe det meste af søndagen med næsen i gamle fotografier fra starten af firserne og dagbøger fra mine egne to interrailrejser.
Vi var tre veninder, som tog af sted sommeren lige efter gymnasiet. Altså, efter at vi havde været på Roskildefestival med en flok gymnasiekammerater. Det var dengang, der ’kun’ var 30.000 gæster på Roskilde. Men det var altså også mange!
Vi havde været i Spejder Sport og købe tre ens blå rygsække, tre ens gule liggeunderlag, tre ens orange nylonturrygsække, et grydesæt og en spritbrænder med sprittabletter. Teltet var fra Harald Nyborg og både tungt og dårligt. Soveposerne var noget skrammel, i hvert fald min. Så havde vi hver en stribet elastiknederdel, en hjemmefarvet militærskjorte, to JBS-undertrøjer, to t-shirts, en langærmet og et par cowboybukser. Vi har sikkert også haft det samme antal underbukser med. Jeg har ikke nogen anelse om, hvorfor det hele var så ens, men det har nok virket rigtigt dengang. Hvad jeg vist var ene om, var at have klippet mine negle så korte inden afrejsen, som om jeg aldrig skulle se en tre-i-éner igen, at jeg havde ondt i fingrene de første fem dage.
Vi var virkelig uerfarne rejsende, men vi lærte undervejs og vi havde en eventyrlig og uforglemmelig måned på egen hånd ned gennem Italien og Grækenland. Med Interrailbillet og rejsechecks, ingen kontakt til dem derhjemme, udover et eller to modtageren-betaler-opkald undervejs. Opkald som vores ikke-engelsktalende forældre accepterede uden at forstå en bjælde af, hvad operatøren spurgte dem om, fordi de håbede at få os i røret bagefter.
Turen gik direkte fra Odense til Venedig, hvor vi på Lido’en en tidlig morgen på opfordring af et par unge italienere installerede os på en free-camping, et sandområde med nogle buske, hvor der i forvejen var slået 4-5 andre telte op. Der var ingen bad, ingen toilet, og vand skulle hentes ved en hane ude ved stranden. Det var primitivt, men sjovt, og vi havde nogle fine dage sammen med Eddy og Ugo, som også rejste rundt, bare i deres eget land, og som betragtede os som samme slags som dem selv.
Hvad vi ellers aldrig vænnede os til, var den interesse, som tre unge, forholdsvis lyse piger vakte hos latinomændene. Vi fandt tilnærmelserne grænseoverskridende og voldsomt irriterende, og vi blev virkelig gode til at skælde ud og jage væk.
Efter Venedig tog vi videre til Firenze og Rom. Vi var alle tre nyudklækkede klassisksproglige studenter, og vores rejse var på flere punkter en forlængelse af en god gymnasietid, hvilket i nogen grad havde bestemt vores rejserute. Vi så rigtig, rigtig, rigtig mange ruiner og levn fra antikken og besøgte rigtig mange museer, også nogle der ikke lige lå langs de gængse turistruter. Vi havde blandt andet besluttet at besøge den romerske digter Horats’ sommerresidens, som lå nær landsbyen Licenza uden for den lidt større by Tivoli et godt stykke øst for Rom. Det var en lang dags busrejse og stædig vandring, også med indlagte vildveje, for at se det her:
Det virker nørdet at tænke tilbage på, men det var en udpræget god ide dengang, og vi husker alle tre den strabadserende dag som en succes. Vi granskede naturligvis også Forum Romanum og Ostia Antica minutiøst, og senere Olympia, Mykene og Akropolis i Grækenland, og jeg kan se på billedteksterne i mit fotoalbum, at jeg vidste ting dengang, som min hjerne ikke har fundet det fornødent at gemme på. “Palestra’en i Olympia”… palestra? “Den byzantinske kirke, der er bygget ovenpå ruinerne af Phidias’ værksted”… Phidias? “Bouleuterion” … bouleuterion? I dag måtte jeg google det, men den gang var det paratviden.
Men selvfølgelig var vi også almindelige unge interrailere, der badede, spiste vandmeloner, læste bøger, drak, travede rundt, skrev breve til kæresterne, gik på cafe, fulgtes med andre unge som os selv i kortere eller længere tid og aldrig så siden. Som Eddy og Ugo og de fem danske piger, vi mødte på færgen fra Brindisi til Igoumenitsa. Efterfølgende boede vi sammen med de to af dem på Korfu i fire dage.
Vi slog Harald Nyborg-teltet op og pakkede det sammen igen på den ene udtørrede og afsvedne campingplads efter den anden. En enkelt gang på det sydlige Peloponnes var vi heldigvis hjemme ved teltet, da himlen revnede og regnen væltede ned. Vores telt stod lige præcis der, hvor vandet ville rende, fra himlen og fra bjerget, vi lå under. Grydelåg og toiletpapir kan bruges til andet end det, man lige tror.
Til slut tog vi til Athen, hvor vi som de fornuftige fynske piger, vi var, lagde ud med at skaffe os pladsbilletter til den tre dage lange togtur hjem til Odense. Og dem var vi godt nok glade for den morgen nogle dage senere, da kampen om siddepladser startede mellem alle de andre interrailere, som skulle hjem fra Udkantseuropa.
I det hele taget var vi svært tilfredse med os selv i Athen. Vi havde været på bankerottens rand i starten af turen, hvor vi trods gratis camping i Venedig brugte alt for mange penge i forhold det budget, vi havde lagt. Men omkostningerne blev lavere undervejs, og vi lærte at administrere vores midler, så da vi kom til Athen, havde vi masser af penge. Gode, solide drachmer, som nutidens grækere nok gerne ville have fingre i.
Den sommer fik vi erfaringer og oplevelser, som vi har båret med os. Jeg ved det, for vi er stadig hinandens bedste venner og livsvidner. Interrail findes stadig, men vi rejste på en anden måde dengang, hvor vi ikke havde mobiltelefoner og internetmuligheder. Vi rejste helt uden livline. Vores forældre kunne ikke komme i kontakt med os. Vi var på egen hånd, og vi klarede os.
Og vi ringede da også hjem. Hvis vi huskede det. Og sendte postkort. Hvis vi havde frimærker.
Interrail – så langt du vil. Bare ikke i Østeuropa. 1980.
Trackbacks/Pingbacks