24. maj 2017 | den store bunke, Hørt og set i forbifarten |
En uventet snak opstod blandt kollegerne. Om Nutella. Jeg ved ikke helt, hvordan det startede. Nogle sagde Adr, hvad er Nutella egentlig lavet af? – Garanteret noget kræftfremkaldende! Andre udbredte sig om, hvorvidt der skal smør under Nutella eller ej. Nogle kunne aldrig finde på at købe det; andre har det som en lille hemmelig last på linje med kun at læse ugeblade hos frisøren.
Jeg var fuldstændig klar i mit standpunkt: Det eneste tidspunkt, Nutella smager godt, er om eftermiddagen, når man er i kibbutz!
Der er en hel verden knyttet til Nutella om eftermiddagen i kibbutz. Når vi voluntører kom hjem om eftermiddagen fra arbejdet i appelsinplantagen, i børnehusene, på fabrikken, i spisesalen, hentede vi en dyb tallerken med Nutella i køkkenet sammen med et brød, vi havde kappet i skiver i den store skiveskærer, og så slog vi os ned på græsplænen med den daglige eftermiddagssnack og snakkede. For mig er det billedet af solskin, dovne eftermiddage, fællesskab, arbejdskluns fra fælleslageret, frynsede cowboyshorts, unge voksne i starten af tyverne, frihed, verdensvenner, muligheder, foråret 1981.
Og Nutella. Tykke lag på skiver af hvidt brød. Det er ikke så sært, flere af os tog adskillige kilo på i de måneder, vi var der.
Men altså; udover om eftermiddagen i kibbutzen behøver I ikke beregne Nutella til mig.
3. maj 2017 | den store bunke |
I de sidste 14 dage har man på Facebook kunnet se et sponsoreret opslag fra DSB med et billede af to unge piger og tre store rygsække på en kanalkant i Venedig sammen med en opfordring til at købe Interrailbilletter.
Det vil sige, man har nok kun fået opslaget i sit newsfeed, hvis man var i målgruppen. Altså ung. Personerne på billedet, som er mine to gymnasie- og livsveninder, og fotografen, som er mig selv, har ikke set noget til Facebooks opfordring. Vi er vokset ind i en anden type togbilletter, siden billedet blev taget og rejsen foretaget for 37 år siden.
Men hvordan er det gamle billede havnet i nutiden? Det er sket med vores tilladelse, og historien bag er sjov.
Lige før påske fik jeg en mail fra Francis, der er Brand Manager hos DSB. Han skrev blandt andet: “
“Kære Birgitte,
Først og fremmest rigtig god påske.
Jeg skriver til dig, fordi DSB i øjeblikket har stor fokus på Interrail rejser. I denne forbindelse faldt jeg over dit blogindlæg, hvori du skriver, at din datter skal på Interrail.
Fantastisk læse stof! Blev helt glad.
Vi kunne rigtig godt tænke os, at fortælle om Interrail og de minder det skaber for livet.
Jeg vil derfor høre dig, om vi måtte bruge et af dine billeder i vores kampagne omkring salg af Interrail billetter.”
Det omtalte blogindlæg er dette, og jeg har også skrevet lidt om samme rejse her.
Francis gav et eksempel på, hvordan opslaget kunne komme til at se ud, og jeg indhentede tilladelse hos de to unge modeller i bedstefartrøjer og bredbenede cowboybukser. De var med på det, og derfor har vores børn og deres generation i de seneste to uger kunnet se, hvordan deres mødre rejste ud i verden dengang i 1980 og fik minder for livet.
Opslaget med billedet fra Venedig var tidsbegrænset, så man kan ikke se det mere.
Men kom nu af sted på Interrail, eller send jeres børn ud. Man glemmer det aldrig!
