15. august 2015 | den store bunke |


På vejen fra Blokhus, hvor vi har besøgt gode venner og vredet det allersidste ud af ferien, kom der tunge skyer og hamrende regn sydfra, og vi besluttede at overhale vejret og køre nordpå, inden uvejret indhentede os. Vi kørte mod Lønstrup og kørte ind på parkeringspladsen ved Rubjerg Knude Fyr. Der er et stykke at gå ud til fyret. Vi kiggede på hinanden og spejdede mod syd og sydøst og vurderede, om vi ville kunne nå at gå derud, og om vi ville risikere at blive fanget af regnen derude. Det mente vi nok, vi kunne og ville.




Det var flot og dramatisk, og der var ingen tvivl om, at det snart ville blive torden. Halvvejs derude genvurderede vi og besluttede at vende om og gå tilbage til bilen, inden det brød løs. Vi drejede os rundt. Og så brød det løs. Med store tunge dråber. Vi løb – og var gennemblødte på et øjeblik. Drivvåde nåede vi tilbage til parkeringspladsen. Heldigvis havde vi overnatningstasker i bagagerummet og havde derfor lidt tørt tøj at tage på.
Det er første gang, jeg har siddet barfodet bag rattet fra Nordjylland til Viborg klædt i intet andet end uldtrøje og underbukser. Og gået i gågaden i samme antræk.
Vi er tørre, hjemme og inden døre, og der er stadig lidt ferie tilbage.
14. august 2015 | At have have, den store bunke |
I min sidste ferieuge har jeg forenet det nyttige med det behagelige. Om formiddagen har jeg fedet den med alting og ingenting hjemme, og ved middagstid er jeg taget i haven med madpakke og lydbog. Langsomt er et ferieforsømt vildnis blevet tæmmet. Jeg har sorteret nyttevækster fra unyttevækster og konstateret, at der af de fem rækker spinat, jeg har sået og egentlig troet, der kun blev ukomme og ikke udkomme af, faktisk var blevet en smule avl. En meget lille smule. Langt fra sidste års bugnende høst, men måske bliver der til en enkelt portion.
Man kan igen se sort jord, som ikke er dækket af knæhøjt ukrudt, mellem urterækkerne. Der er plads til at sætte nye rækker jordbærstiklinger og måske så lidt mere salat. Gulerødder og rødbeder skal bare have tid til at vokse sig større, og Lasses bønner, busk- og pral-, trives fint og udnytter deres klatremuligheder. Der er stadig masser af salat – iceberg og rød og grøn romaine.
Vores lille havecontainer er fyldt til randen med grønt affald og er på tømningsselskabets rute i dag. Ugleskræmslet er sat væk for i år og får måske arbejde igen næste år.
Før og efter. Jeg er lidt stolt af mig selv.

Der er grund til at tro på squashhøst.

Ikke meningen, men dekorativt alligevel. Får fred indtil videre.

Vidste I forresten, at Flittige Hænder var navnet på det ugeblad, som senere skiftede navn til Hendes Verden? Min mor abonnerede på ALT for Damerne og mormor på Familiejournalen, og så byttede de indbyrdes, når de var færdige med dem. Mors kusine Johanne holdt Hjemmet og hendes nabo Aase Flittige Hænder, og de overtog også bladene efter hinanden. Bunkerne havnede hos henholdsvis mor og Johanne, og med jævne mellemrum mødtes de til eftermiddagskaffe og udvekslede stabler. “Byt’ bla’e” var et fænomen i mit liv lige fra mine allertidligste erindringer. Flittige hænder skiftede navn til Hendes Verden i 1962, hvor jeg bare var tre år, men de nordfynske koner må være blevet ved at bruge det gamle navn, siden det har sat sig så fast i mine minder.
13. august 2015 | den store bunke |
I nat var himlen fuld af stjerneskud. Vores lille planet havde sin årlige date med kometen Swift-Tuttle. Hvert år i august følges vi ad på et kort stævnemøde, så tæt sådan nogle legemers baner nu kommer på hinanden. Det sker aldrig uden gnister, og i nogle timer kan vi se lysstriberne på himlen, inden vores veje skilles igen.
I år var der perfekte forhold, lovede meteorologerne. Klart og skyfrit. Lidt før midnat kørte vi ud til et øde og mørkt sted uden for byen. Morten ville afprøve natteteknikker med kameraet. Jeg ville bare kigge. Da vi først havde lokaliseret, hvorfra de kom, så vi masser af stjerneskud. Pludseligt og lige så hurtigt væk igen, så hurtigt, at jeg næsten kunne tvivle på, om jeg overhovedet havde set noget. Der var en millionmilliardtrillion stjerner, og det er slet ikke til at fatte universet, når man står lillebitte i natten med nakken tilbage og hilser på det uendelige.

Foto: Morten Balle.
12. august 2015 | At have have, Hørt og set i forbifarten |
Under hvilke omstændigheder er følgende sms-korrespondance naturlig:
“Pis, som man siger … du er kørt med toilettet.”
“Aaaaaaaaaargh. Sry.”
?
Når det kemiske Porta Potti fra kolonihaven er blevet taget med for at blive tømt og efter tømning stadig ligger i bagagerummet i den enes bil, som kører rundt på Randerskanten, når den anden næste dag ankommer til kolonihaven for at tilbringe en lang, dejlig eftermiddag der.
12. august 2015 | At have have, den store bunke, Heldige mig |
Nu er jeg den eneste i husstanden, som stadig holder ferie. Na-na-na-na-nah.
Morten gik vist i gang med at arbejde allerede i søndags, Astrid startede i 6. klasse i mandags, og mens jeg sidder og skriver, går jeg ud fra, at Lasse er startet i 3.g i dag. “Går ud fra”, fordi der er den der sære, sære skik – eller uskik, hvis I spørger mig – at natten før 3.g’erne starter i skolen er de i byen hele natten. I hvert fald oppe. Han tog af sted sidst på eftermiddagen i går, og jeg har ikke set ham siden. Jeg må gå ud fra, at han nu sidder og hænger i et solbeskinnet klasselokale sammen med sit kobbel, og jeg går også ud fra, at han bare skal sove, når han kommer hjem. Godt det ikke er mig.
Jeg tager i haven. På programmet er fortsat lugning. På sådan et stykke jord, der er overladt til sig selv i nogle uger grundet først indevejr og siden ferie, sker der ting. Planter holder ikke bare op med at gro, når man vender ryggen til. Heldigvis gælder det både krudt og ukrudt. De reglementerede afgrøder vokser, som de skal. Ukrudtet vokser, som det ikke skal, og det vil gerne bestemme. Jeg har været i gang med at rette op på det i et par dage, og heldigvis har jeg både tid og lyst til at fortsætte, og vejret er med mig.
Faktisk er jeg en af de priviligerede i år: Det har været rigtig flot sommervejr i alle mine tre ferieuger. Heldige mig. I de uger i juli, hvor det pisregnede og blæste, sad jeg trygt indenfor på arbejde med ryggen til vinduerne.
Jeg nyder timerne i haven. Skuffejern, knofedt og pilleri, lydbog i ørerne og så i gang. Jeg starter med at koge vand til termoflasken, så det også er nemt at holde kaffepauser, når jeg synes, og det synes jeg tit. En madpakke med, og så er eftermiddagen åben for havetanten. I kan se mig, hvis I kigger ind over hækken. Kom ind, så gi’r jeg kaffe.
Gymnasiasten skal jo alligevel have fred hjemme.
