15. august 2015 | den store bunke |
På vejen fra Blokhus, hvor vi har besøgt gode venner og vredet det allersidste ud af ferien, kom der tunge skyer og hamrende regn sydfra, og vi besluttede at overhale vejret og køre nordpå, inden uvejret indhentede os. Vi kørte mod Lønstrup og kørte ind på parkeringspladsen ved Rubjerg Knude Fyr. Der er et stykke at gå ud til fyret. Vi kiggede på hinanden og spejdede mod syd og sydøst og vurderede, om vi ville kunne nå at gå derud, og om vi ville risikere at blive fanget af regnen derude. Det mente vi nok, vi kunne og ville.
Det var flot og dramatisk, og der var ingen tvivl om, at det snart ville blive torden. Halvvejs derude genvurderede vi og besluttede at vende om og gå tilbage til bilen, inden det brød løs. Vi drejede os rundt. Og så brød det løs. Med store tunge dråber. Vi løb – og var gennemblødte på et øjeblik. Drivvåde nåede vi tilbage til parkeringspladsen. Heldigvis havde vi overnatningstasker i bagagerummet og havde derfor lidt tørt tøj at tage på.
Det er første gang, jeg har siddet barfodet bag rattet fra Nordjylland til Viborg klædt i intet andet end uldtrøje og underbukser. Og gået i gågaden i samme antræk.
Vi er tørre, hjemme og inden døre, og der er stadig lidt ferie tilbage.
9. juli 2014 | den store bunke |
I går gjorde vi to ting, som viste sig at være overraskende fine. Vi gjorde også nogle andre ting, som vi på forhånd havde regnet med ville være fine.
Målet var Blokhus, hvor vi skulle ende med at besøge nogle venner. Vi proppede fire mennesker ind i den lille bitte lejede Toyota iQ, som jeg kører i, indtil jeg får min nye bil. Der er faktisk fire pladser i den, men fordelingen er givet på forhånd, for hvis der sidder nogen på førersædet med længere ben end mine, er der ikke plads til nogen på sædet bagved. Altså var det mig, der kørte.
Det første, der overraskede positivt, var Blokhus Vildtreservat. Der er bisoner, hjorte og vildsvin, men det, vi gik efter, var rovfugleopvisningen. Jeg følte mig først temmelig flået efter at have indløst billetter for et, syntes jeg, noget pebret beløb til noget, der lignede en tør mark med et ensomt skur, men det viste sig at være godt givet ud.
Der blev fløjet med høg, falk, hvidhovedet havørn og en canadisk hornugle. Imponerende fugle, som vi kom helt tæt på.
Så tæt at vi sommetider måtte dukke os, når de fløj imellem os. Høgen strejfede mit hår og Lasses kind med vingerne. Og Astrid holdt bagefter den imponerende ørn på handske. Jeg kan godt forstå, hun ser andægtig ud. Den var også tung.
Det andet, der viste sig at være et besøg værd, var Sandskulpturfestival i Blokhus. En række internationale sandskulptører har lavet værker over temaet Konger, kejsere og herskere gennem tiderne, og det har de gjort godt. Det er altså imponerende, hvad man kan få sand til. Sand, altså. Bittesmå sten, jo. Men der er modelleret, som om det var ler eller beton. Se bare Gandhi, han har negle!
Om selvsamme skulptur overhørte Morten en anden gæst sige: “Hey, det er jo Buddha! Eller … nej, nej, hvor er jeg dum, det er jo Dalai Lama!”
Her er min gamle veninde fra Berlin, Nefertite. Hun er også smuk i sand, sammen med sin Ankhaton
Og kong Arthur er der, King Kong, The King of Rock’n’roll, Kejserens nye klæder, Denghis Khan, Napoelon, Mary Stuart og en masse andre herskerfortolkninger. Det er flot. Se dem, hvis I er i sommerlandet. Det koster kun en halvtredser.
Nå jo, så er der også Træskulpturfestival på samme område. Det er også imponerende, hvad nogen kan med en motorsav.
Til sidst, efter middag med vennerne og inden vi kørte hjem, gik vi ned til Vesterhavet og så solen gå ned. Det er også godt gjort. Af naturen selv, uden menneskelig modellering.
Faktisk er det også imponerende, at de lange mennesker kan foldes ind i sådan en lille bil.
