Torsdag aften indløste jeg en fødselsdagsgave. En af de gaver jeg fik til senere effektuering end på selve dagen. Min veninde gennem et helt voksenliv havde givet mig billetter til Aarhus Festuges uofficielle åbningskoncert Ned fra Nord/Úr Norðri, hvor Tina Dickow inviterede musikalske venner og stemninger fra Island og Aarhus plus et twist fra Færøerne på scenen til at bygge bro og knytte musikalske bånd mellem sin gamle og nye base.
Så stod jeg der mellem titusind andre midt på Vester Allé, som var lukket af i begge ender, hvorved hele området mellem Rådhuset og Musikhuset blev en stor festivalplads lige midt i byen, og havde en fantastisk aften. Med mine egne bedstevenner og Tina Ds bedstevenner.
Det var magisk. Scenen lignede et lysende græsk tempel i skumringen og nattemørket, og værtinden lignede en gudinde med sine flagrende gevandter i samme blå farve som en stormfuld Nordsø i morgenlys.
Samaris, Eivør, Helgi Jonsson, Ásgeir Trausti, Kjartan Arngrim, Steffen Brandt (i islandsk sweater i anledning af temaet (jeg tror han havde lånt den, jeg tror ikke på han ejer andet end sort tøj!)), Vocal Line og bandet. Alt var så godt, som jeg havde ønsket mig, og mere til.
Og Tina Dickow selv. Hun spænder utrolig bredt, fra stille til råt, fra countryballader til symfonisk rock, og så har hun en mand, hvis lyse stemme harmonerer så perfekt med hendes mørkere, at det bliver helt overjordisk og næsten intimt, når de synger sammen.
Aldrig har hun skuffet mig. Jeg har efterhånden oplevet hende til en del livekoncerter i de senere år, uden at jeg bevidst har opsøgt en rekord eller foretrukket hende frem for andre. Det er bare blevet sådan. Akustisk intimkoncert sammen med Steffen Brandt i Herning, to koncerter i Scandinavian Congress Center, Grøn Koncert, Beachparty i Skive, solo i Holstebro, og denne augustaften var dermed vores syvende møde. Jeg ved ikke med hende, men jeg var i hvert fald godt underholdt. Jeg fik alle mine ønsker opfyldt og glæder mig over, at hun fik mulighed for at give sin by og sit publikum den oplevelse.
I vores gade blev der for nogle dage siden hængt tre rækker røde, gule, grønne og blå opslåede paraplyer op i hele gadens længde i første sals højde. Lige ud for vores vinduer. Det så rigtig flot og sjovt ud med de farvestrålende, glade pletter op mod den blå sommerhimmel, som vi havde i sidste uge, og man blev lidt tosseglad af at kigge op.
Morten tog dette fine billede.
Vi snakkede lidt om, at vi var spændte på, hvordan de så ud efter den første storm. Ikke på den bedrevidende gnæggende hvad-sagde-jeg-måde, men mere på det-er-synd-men-det-kan-de-nok-ikke-holde-til-måden.
I dag har det blæst en hel del, og vindstødene har ikke bare blæst mit oliventræ på terrassen omkuld, men de har også krænget den røde paraply uden for stuevinduerne – midt i billedet – af sit skelet. Det er ærgerligt, men det var nok noget i den retning, vi havde forestillet os ville ske.
Men så prøv at se den gule paraply et par pladser længere henne. Den er blevet til en skål. Den samler regnvand op under bygerne, og når der kommer et rigtig godt vindstød, vipper den vandet ud.
Der er begivenheder så epokegørende og omvæltende, at man for altid efter kan huske præcist, hvor man var og hvad man lavede, da de fandt sted. Hævder i hvert fald de, der selv kan huske, hvor de var.
Måske har det også noget med interessefelter at gøre.
En af den slags kollektive verdenserindringer er den novemberdag i 1963, da John F. Kennedy blev skudt i Dallas, Texas. Jeg kan ikke huske, hvor jeg var eller hvad jeg lavede den dag. Det kan muligvis skyldes, at jeg bare var fire år.
Til gengæld kan jeg huske, hvor jeg var den nat i juli 1969, da Apollo 11 landede på månen og Neil Armstrong svævehoppede ud på dens overflade. Der var jeg nemlig faldet i søvn på vores gule sofa og vågnede til et fjernsyn med sne og susen, efter at jeg ellers havde tilkæmpet mig tilladelse til at blive oppe hele natten for at se månelandingen.
Jeg kan også huske, at jeg blev vækket klokken seks om morgenen den 28. februar 1986, da min svigerinde ringede fra Stockholm, hvor hun boede, og fortalte, at Olof Palme var blevet skudt.
Og hele dagens forløb den 11. september 2001 står lysende klart for mig. Hvordan vi på min arbejdsplads hørte i radioen om først ét fly, der var ramlet ind i et af tårnene i World Trade Center, og så et mere, og det grusomme omfang af begivenhederne langsomt gik op for os.
Men jeg kan ganske enkelt ikke huske, hvor jeg var eller hvad jeg lavede, da Danmark vandt EM i fodbold i 1992. Det kan jeg ellers forstå, at (vi) alle kan. Det bliver i hvert fald serveret som vores allesammens fælles erindring i disse dage, hvor vi venter på en filmpremiere.
Men hør lige, det er jo bare noget fodbold. Jeg var faktisk i gang med at gro et barn. Hvis jeg tænker mig rigtig godt om og tæller datoer, var det muligvis den dag, jeg havde sidste arbejdsdag og gik på barsel. Muligvis var vi allerede taget ud til det sommerhus i Nørre Vorupør, vi havde lånt i to uger. På den anden side kan jeg ikke forestille mig, at den vordende far, som er journalist, har ladet finalen gå fra sig. Vi må have set det i et fjernsyn et sted. Jeg er bare ikke i stand til at genkalde mig tid og sted så præcist, at jeg kan prale med det og være med i huskeflokken.
Lykkeligt uvidende om, at jeg burde have smurt hukommelsen noget bedre, fiskede jeg makreller i Vorupør i dagene efter, og 23 dage senere kom denne sveske til verden. Hun er sådan set det vigtigste fra sommeren 92.
Engang for længe, længe siden var jeg på travbanen sammen med min kæreste. Vi var midt i tyverne, studerende, og vi kiggede ind i en verden, vi overhovedet ikke kendte til. Vi var unge og filosofiske, og vi nikkede til hinanden og sagde om livet og folkene omkring travbanen, at det ’virkelig er en subkultur’. I virkeligheden var det vel bare fremmed for os, langt fra vores egen verden, og derfor blev vi nødt til at beskrive det med ord, der placerede det ukendte i en kasse, vi kunne forholde os til.
I dag var jeg på travbanen igen, denne gang med en flok kolleger. Som udgangspunkt er det stadig fremmed for mig, og jeg er sikkert nødt til at komme der flere gange for at forstå. Ja, altså, jeg forstår jo godt, at det handler om at være den hurtigste hest på banen. Punktum. Der er en vinder i hvert løb, og vinderen er den hest, der kommer først over målstregen. Enkelt.
Men så kan man spille på alle mulige kombinationer. Hvilken hest vinder, hvilke to eller flere heste bliver blandt de første to, tre eller flere og i hvilken rækkefølge. Og afhængigt af hvordan der spilles, ændres odds. Den del af det er indviklet, og egentlig havde jeg besluttet ikke at spille. Men så blev jeg alligevel fristet til at smide en seddel i en fællespulje, der blev administeret af den væddeløbskyndige kollega. Jeg var overbevist om, at pengene blev røgtet bedre i hans hænder end i mine. Det gik nu ikke så godt. Men andre af kollegerne spillede og vandt. Eller tabte.
Der var otte travløb og to galopløb. Jeg havde taget mit åbne sind og mine nysgerrige øjne på. Hestene er hurtige og elegante, kuske og ryttere har tosset tøj på, og det er en fin måde at tilbringe en fredag eftermiddag. Det er det vigtigste, jeg fik med mig hjem. Når nu nummer 3, 6 og 9 ikke vandt, når de skulle, og nummer 7 svigtede, og nummer 5 og 2 slog over i galop, når de ikke skulle.
Cirka ti kilometer før jeg ramte hjembyen på første arbejdsdag efter sommerferien stod bilens all time triptæller på 33333. Jeg overvejede at holde ind til siden og tage et billede af dette magiske tal. Jeg har billeder af andre af dens milepæle, både fra dengang vi rundede ti, og da vi passerede tredive tusind. Det er flygtige øjeblikke. Bilens fornemste opgave er at være i bevægelse, og tusind meter længere fremme er motivet borte for altid. Jeg fotograferede ikke dette mærkeøjeblik i dag. Af to grunde: For det første var der ikke noget oplagt sted at trække ind, og for det andet var det alligevel for tosset.
